En klovns hjerte

Vinden på månen

Som spæd lå jeg i en vugge i et afsidesliggende værelse på Slottet Stjerneborg. Jeg husker det som, at værelset — ud over vuggen jeg lå i — var næsten tomt. Mærkelige øde omgivelser at placere et spædbarn i, skulle man mene — men måske er det min hukommelse, der spiller mig et puds?

Et vindue i værelset stod åbent. Ind gennem det og ind i det store tomme værelse blæste vinden på månen. For det meste blidt, i skikkelse af en vederkvægende brise, men når jeg brød ud i hjerteskærende barnegråd over den store ensomhed, det så gådefuldt var min lod at blive født ind i, tog den til i styrke, så min vugge forsigtigt begyndte at gynge fra den ene side til den anden, som var den blevet skubbet af en kærlig mor. Frem og tilbage, frem og tilbage, vuggede vinden på månen mig ... indtil jeg faldt til ro.

I dag ved jeg som alle andre voksne mennesker på jorden, at der ikke blæser nogen vind på månen. Alligevel erindrer jeg det som, at det var vinden på månen, der vuggede mig som spæd. Så til den skeptiske læser af denne fortælling vil jeg sige: Tag ikke vinden på månen fra mig i al din voksne rationalitet, for uden den havde jeg slet ingen haft til at trøste mig i min ensomhed og det ville have været ubærligt.

Sådan tilbragte jeg min tidligste barndom på månen. Hvad min far og mor lavede, ved jeg ikke. De havde vel travlt med at være konge og dronning af månen. — Min far opholdt sig vel i slottet Stjerneborgs våbenkammer i færd med at slibe sine knive, sabler og hellebarder og rense og smøre sine pistoler, geværer og kanoner, kort sagt i færd med at vedligeholde alle de våben, som han brugte til at true månens befolkning med, så den ikke gjorde oprør. — Min mor opholdt sig vel i slottet Stjerneborgs blomsterhave i færd med at passe sine hvide måne kallaer, eller også spillede hun Ravels Pavane pour une infante défunte og andre melankolske musikstykker på sin harpe i et afsidesliggende tårnværelse, mens hun kastede længselsfulde blikke mod dobbeltstjernen Alfa Centauri, på en af hvis frodige planeter hun havde levet et sorgløst liv som prinsesse, indtil hun ak så fatalt for hendes skæbne havde mødt min far.



Den tildækkede kvinde

En dag skete der imidlertid noget uventet. En dag åbnede nemlig døren sig, og ind i værelset med min vugge sneg sig en kvindeskikkelse, hvis ansigt under en krans af måne snerler var dækket af et slør, som mest af alt fik en til at tænke på et ligklæde. Den tildækkede kvinde sneg sig hen til vuggen og bøjede sig ind over den. Hendes ansigt var ganske tæt på mit, så tæt at jeg med min lille næse, der kun var vant til den hengemte lugt i værelset, som end ikke et åbentstående vindue kunne fortrænge, kunne registrere måne snerlernes duft af honning og vanilje, og jeg så med et barns troskyldighed op i hendes sorte stikkende øjne, som svagt lod sig ane gennem sløret.

På grund af sløret var det ikke til at afgøre, hvilken alder den tildækkede kvinde havde, om hun var ung eller gammel. Måske var hun en ung kvinde, men blot med et så gammelklogt udseende over sig at der i overført betydning voksede mugpletter overalt på hende, eller måske var hun gammel kvinde, men kendte de samme tricks, som faraonernes hustruer og senere de aldrende skuespillerinder i Hollywoods storhedstid benyttede for at fremstå unge? Gamle kvinder, hvis hud var tynd som pergament, men som ikke desto mindre lå stramt om åre, muskel og knogle uden den mindste fold eller rynke. Ve den unge elsker, som først for sent, lænket af hendes rustne favntag på hendes himmelsengs bløde silkelagener, opdagede kvindens sande alder! Men for at vende tilbage til den tildækkede kvinde; hun havde denne næsten naturstridige dobbelte aura af visdom og jomfruens uberørthed over sig, som man kun ser hos visse ældre nonner, der har levet et langt liv i bøn og i cølibat.



Et sort hjerte med lange pigge

Det store tomme værelse blev nu scene for så uhyggelige begivenheder, at vinden på månen holdt op med at blæse, som holdt den vejret af skræk og rædsel. Den tildækkede kvinde åbnede min brystkasse, tog mit hjerte ud og løftede det op i udstrakte arme. Vi så begge med himmelvendte øjne op på hjertet, der pulserede i hendes hænder. Det lignede slet ikke et menneskehjerte. Det lignede mest af alt et sort søpindsvin med lange pigge. Jeg var lige så overrasket som den tildækkede kvinde. Jeg var ikke klar over, at min spæde krop gemte på sådan et dæmonisk organ.

"Jeg tænkte det nok," sagde den tildækkede kvinde. "Den spæde prins har ligesom sin far et sort hjerte med lange pigge. Månens befolkning kan se frem til at blive tyranniseret af endnu et medlem af denne slægt af despoter og tyranner. Det fortjener den ikke. Derfor har jeg medbragt et hjerte, som har tilhørt en af Mælkevejens allerstørste klovner. Jeg vil erstatte tyrannens hjerte med klovnens hjerte."

Hun rev hjertet ud af mit bryst, satte det andet i dets sted, lukkede min brystkasse, kastede en håndfuld gyldent støv over mit bryst, svingede sin tryllestav og fremsagde en trylleformular, så klovnens hjerte begyndte at slå i mit bryst og der intet spor var efter hendes kirurgiske indgreb.

"Stakkels William Alexander Månesøn!" sagde den tildækkede kvinde. "Du er et nødvendigt offer for, at andre kan få det godt. Nu har jeg givet dig en klovns hjerte. Det vil næppe bringe dig lykke. Det vil gøre dit livs vej stenet og kroget. Som en form for kompensation vil jeg give dig følgende råd: Ligegyldig hvordan det end kommer til at gå dig her i livet; luk aldrig døren ind til himlen, luk aldrig døren ind til himlen."

Visdommen fra Corvus

I det samme øjeblik kom min mor dronningen med blomstrede havehandsker og en blomstersaks i sin hånd ind i værelset.

"Hvem er du, og hvad laver du i min søns værelse?" spurgte hun.

Den tildækkede kvinde løftede sit hoved op fra vuggen og så hen på min mor dronningen.

"Kan du se pyramiden dér?" spurgte hun og pegede ud af det åbentstående vindue og ud på månelandskabet, hvor en pyramide lå badet i det blålige lys fra jordkloden."

"Ja," sagde min mor dronningen. "Det er den pyramide, den afdøde farao Khufu lod opføre, da han fór vild på sin vej til Auru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen."

"Nuvel," sagde den tildækkede kvinde, "dengang, der ingen pyramide var, dengang, der kun var et krater efter et meteornedslag; dengang vankede jeg allerede omkring i månens støv."

"Det er lang tid siden," sagde min mor dronningen.

"Ja, for dig, som er en ung kvinde, og som netop har født, må det føles som lang tid siden," sagde den tildækkede kvinde og lo, "men ikke for mig, for mig føles det, som var det i går. Men lad os blot med syvmileskridt fortsætte vores tankerejse tilbage i tiden, tilbage til dengang, der slet ingenting var her, dengang der ingen måne, ingen jord, ingen sol, ingen stjerner, ingen himmel var til, dengang alt var tomhed og mørke; dengang var jeg her allerede."

"Hvem er du da? — Du, som var til, før verden blev skabt?" spurgte min mor dronningen, en ærefrygt kom over hende.

"Jeg er visdommen," sagde den tildækkede kvinde. "Og i aften har jeg endnu engang med et lille indgreb ændret verdens gang."

Hun hævede med en pludselig bevægelse sine skeletagtige arme under kappen, der var en lyd af baskende fuglevinger, som når en stor fugl letter, og med ét var hun forsvundet ud af det åbentstående vindue og fløj som en skrigende fugl af kragefamilien et par gange rundt om faraoen Khufus pyramide, inden hun forsvandt i retning af stjernebilledet Corvus.

De ovenfor berettede begivenheder ligger langt tilbage i tiden, så langt, at jeg knap nok husker dem mere. I dag lever jeg, efter at jeg som dreng faldt ned fra månen, i eksil på jorden i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Den ensomhed, jeg lærte at kende i vuggen i det afsidesliggende værelse på Slottet Stjerneborg, har fulgt mig gennem livet. Men om aftenen, når månen langsomt hæver sig op på himlen uden for mit vindue og jeg bereder mig på at gå til ro, kommer jeg den tildækkede kvindes ord i hu om aldrig at lukke døren ind til himlen og jeg falder med klovnens hjerte i mit bryst på knæ ved min seng og beder mit fadervor.