Uhyret i Mare Humorum

Jeg har i et tidligere indlæg fortalt, at jeg savner min mor, dronningen af månen. Det samme kan mildest talt ikke siges at gælde min far, kongen af månen. Han var en tyran og behandlede hverken min mor eller månens befolkning godt. Er der en ting, jeg, William Alexander Månesøn, ikke bryder mig om, så er det tyranner, hverken dem på månen eller dem på jorden.

Efter endnu en svinestreg mod månens befolkning fra min far kongens side — det var kort tid inden, at jeg faldt ned fra månen — fortalte jeg ham min ærlige mening om ham, altså at han var en tyran, og tilføjede, at han kunne gå ad helvede til. Min far kongen blev dybt rystet. Han havde ikke forventet, at hans klovneagtige og tilsyneladende altid dagdrømmende søn var i stand til at rumme sådan en vrede og sådan et had. Han svarede, at det kunne jeg ikke være bekendt at sige til min gamle far, han, som havde båret mig på hænder og fødder. Sådan så min far altså på vores indbyrdes forhold; jeg skyldte ham alt. Han derimod skyldte mig intet. Han sagde det godt nok ikke direkte, men det lå implicit i hans ord. Jeg så anderledes på sagen. Jeg var smerteligt bevidst om, at vi af en far og søn at være havde et ejendommeligt forhold; at han var en dårlig far, og at jeg var en dårlig søn, var sikkert og vist; men hvem, der bar hvem, stod for mig at se mere hen i det uvisse.

Treforken og det grinende grisehoved

For at illustrere dette synspunkt vil jeg fortælle følgende historie fra min barndom. Engang havde min far kongen sat sig i hovedet, at han ville lave et mandfolk ud af sin klovneagtige og tilsyneladende altid dagdrømmende søn. Derfor besluttede han at tage mig med på en fisketur på Mare Humorum. Det lyder måske meget tilforladeligt, men det er det ikke, for Mare Humorum er et hav fuld af grusomme uhyrer. Hvad skal jeg sammenligne det med? Det minder vel mest af alt om havet i jordklodens indre, hvor Axel, Axels onkel, professor Lidenbrock, og islændingen Hans fra deres tømmerflåde overværede en drabelig kamp mellem fiskeøglen ichthyosaurus og svaneøglen plesiosaurus. I Mare Humorum er der nemlig en sådan trængsel af uhyrer, at havet ville være i bestandigt oprør, hvis det ikke lige var for, at uhyrernes sanser havde været så stærkt nedsatte, at de hverken ser, hører eller føler hverandre, men hver især tror, at de er det eneste uhyre i Mare Humorum. Et af uhyrets særtræk er dets blindhed over for sine omgivelser.

Min far kongen hentede nu i slottet Stjerneborgs våbenkammer, som er fyldt med alskens våben, en frygtindgydende trefork med mange modhager, et mørkt og gotisk våben. Og i slottets køkken hentede han et grisehoved, hvortil han med en krog fastgjorde en line. Det var meningen, at grisehovedet skulle fungere som madding for uhyret.

"Jeg kaster svinehovedet ud i vandet," sagde min far kongen. "Når så uhyret dukker op fra havets overflade, støder du treforken i dets bryst og gennemborer dets hjerte."

Min far kongen lo og grisehovedet lo med, som om grisen stadig var levende og kunne se, hvor bange jeg blev ved udsigten til den forestående kamp med uhyret.

Vi gik fra slottet Stjerneborg mellem bakkerne af basalt ned til Mare Humorum, min far kongen forrest i sine kongelige jagtklæder, jeg bagefter i mit blå pjerrotkostume. Med kongekronen på sit hoved og treforken i sin hånd mindede min far kongen ikke så lidt om Neptun, herskeren over jordens have og de dyr, der lever i dem, ham, der er en statue af i enhver betydende havneby på jorden. Med det grinende grisehoved, som min far kongen havde overladt til mig at bære, og som jeg halvt bar, halvt slæbte gennem månens støv efter mig, mindede jeg ikke så lidt om det, jeg var i min far kongens øjne; nemlig en klovn. Nede på stranden lå den kongelige jolle, Jules Verne, trukket op på land. I fællesskab trak vi den ud i vandet og steg om bord. Min far kongen fattede årerne og begyndte at ro ud mod horisonten. På grund af årenes og jollens bevægelser blev vandet omkring os oplyst af måne morild, og nysgerrige måne skildpadder og måne delfiner slog os følge. Jeg så over på min far kongen, som med kongekronen på sit hoved sad og roede i et støt tempo. Hans blik var rettet mod et eller andet, han tilsyneladende havde fået øje på inde på kysten, bag min ryg. Jeg vendte mig om for at se, hvad det var han så på. Øverst oppe på en bakke af basalt, oplyst af det blålige skær fra jordkloden som netop nu langsomt steg op af Mare Humorum, stod dronningen af månen. Hun betragtede med urolig mine mig og min far tage af sted i den kongelige jolle Jules Verne, oplyst af måne morilden og ledsaget af de nysgerrige måne skildpadder og måne delfiner. Hun holdt sine hænder knuget foran sit bryst som i bøn.



Trolddomshavet

Da vi var kommet ud omtrent midt på Mare Humorum, holdt min far kongen inde med at ro. Her var ingen måne morild, og måne skildpadderne og måne delfinerne havde for længst opgivet at følge os.

"Her under os vrimler det med grusomme uhyrer, William Alexander," sagde min far kongen. "Det er her, de allerværste af dem holder til, de allerondeste."

Jeg kiggede forsigtigt ud over rælingen, ned i det mørke vand. Jeg kunne ikke få øje på nogen uhyrer nede i det sorte og tilsyneladende for lyset ugennemtrængelige vand, som mest af alt mindede om blækket i mit blækhus på skrivebordet hjemme på mit værelse på slottet Stjerneborg. Det eneste, jeg kunne få øje på, var refleksionen i det sorte vandspejl af mit eget blege og bange klovneansigt. Min far kongen rejste sig for at fatte treforken. Men idet han tog det første skridt, snublede han over det grinende grisehoved, fik overbalance og faldt i vandet. Med nød og næppe lykkedes det for mig at holde den kongelige jolle Jules Verne på ret køl.

Her er det nødvendigt at komme med nogle supplerende oplysninger om Mare Humorum. Mare Humorum er ikke alene et hav, der er fuld af uhyrer. Det er også et trolddomshav. Den, der er så uheldig at falde i det, risikerer at blive forvandlet til de særeste former for uhyrer. Nogle af månens marinebiologer hævder endda, at de fleste af de uhyrer, der lever i Mare Humorum, sandsynligvis er mennesker eller efterkommere af mennesker, der er faldet i havet og er blevet forvandlet til uhyrer. Den trolddomskraft, der er i vandet, er så stærk, at den, der fra strandkanten blot prøvende dypper foden i havet, risikerer, at foden bliver vansiret for altid. Derfor kan man på månen møde børn, som ikke har lyttet til deres forældres råd om at frygte Mare Humorum, og derfor i stedet for arme og ben har uhyres finner, luffer eller tentakler. Man kan intet gøre for at hjælpe disse hybrider af menneske og uhyre. Man kunne selvfølgelig vælge at amputere de groteske lemmer. Eller man kunne forsøge at dyppe barnet i vandet igen, i håb om at foden ville genvinde sin oprindelige skikkelse. Men det kunne føre til, at lemmerne forvandlede sig til noget langt værre. Det er et dilemma. Havets forvandlingsevne er i øvrigt et omdiskuteret emne blandt de lærde på månen. For hvad er det egentlig havet gør ved mennesket? Er det en reel forvandling, der sker, eller kalder havet blot det uhyre frem, det uhyre, som nogle af de lærde mener bor i ethvert menneske? Det har man på månen diskuteret i århundreder.



De tre uhyrer

Jeg så på det sted på havets overflade, hvor min far kongen, som en sten der går til bunds, var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Hvad foregik der mon neden under overfladen? Hvorfor kom min far kongen ikke op til overfladen igen? Kunne han ikke svømme? Jeg forestillede mig allerede scenen på strandkanten, hvis jeg vendte hjem uden min far kongen. Hvad skulle jeg sige til min mor? Hun ville blive dybt ulykkelig. Selv om min far kongen ikke behandlede hende godt, elskede hun ham alligevel. Panikken begyndte allerede at brede sig i mit sind. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne kraken. En rød kæmpeblæksprutte. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet og bevægede sine tentakler, som om den havde til hensigt at ville kvæle mig med dem. Jeg greb treforken, men tøvede. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.



Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne krakenen var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte, steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne svaneøgle. Den mindede om det sky søuhyre, der ifølge myten lever i Loch Ness. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet i det lille hoved for enden af den lange hals og slog med sine rombeformede luffer eller finner, som om den havde til hensigt at slå den kongelige jolle Jules Verne til pindebrænde med dem. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.



Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne svaneøglen var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne leviathan eller måne liopleurodon, som den også benævnes. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet og viste mig sine gigantiske krokodilletænder, som om den havde til hensigt at flænse mit kød med dem. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.

Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne leviathanen var forsvundet.
Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op af boblernes og skummets midte kom min far kongen i sin vante skikkelse, med tang viklet om sit hoved og sin kongekrone, til syne. Han gispede efter vejret, fægtede med armene og råbte om hjælp. Jeg greb hans hånd og hev ham ombord i den kongelige jolle Jules Verne. Min far kongen var tydeligt påvirket af opholdet i troldomshavet. Han sagde:

"Jeg var kastet ned i dybet, ned i havets skød. Strømmene omgav mig, brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra min trone; får jeg igen mit kongeslot at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved og min kongekrone. Jeg var kommet ned til måne bjergenes rødder, porten til månens overflade var for evigt slået i bag mig. En eller anden klovn løftede mig op fra graven. Jeg kender ham ikke."

Jeg fortalte min far kongen om de tre uhyrer. Min far kongen svarede:

"Tro, hvad du vil, William Alexander, men jeg er ikke et uhyre. Intet uhyre er så uhyrligt, at det ikke kan føle skam. Jeg føler ingen skam. Derfor er jeg ikke et uhyre."

Jeg roede min våde og forkomne far, kongen af månen, tilbage til land. Han sad i et hjørne af den kongelige jolle Jules Verne, indhyllet i et tæppe og med et mørkt blik, hvormed han så frem for sig. Vi talte aldrig mere om fisketuren.