Nu har jeg læst de tre sætninger hundrede gange, Paul! Hvad mener William Alexander? Ja, jeg er da godt klar over, at det handler om kærlighed mellem to meget forskellige mennesker, men det er da ikke den gamle nisse oppe i skyerne, som har skabt den kærlighed, der opstår mellem mennesker?
Gud er et flertydigt begreb, kranium. Det er ikke nødvendigvis den jødisk-kristne Gud, der omtales. Måske er det Eros, William Alexander tænker på. Eros, den lille bevingede gud, som skyder sine forgiftede pile ind i sagesløse mennesker. De forgiftede pile er et frygteligt våben. Med deres mange modhager er pilene næsten umulige at trække ud. Der er ikke andet for end at vente på, at giftens virkning fortager sig. There ain’t no cure for love.
Ifølge nogle græske myter er det denne bevæbnede gud, der er den oprindelige gud. Det er ham, Platons Symposion handler om.
Forestil dig, at universet blev styret af en almægtig gud, en urkraft, at han hed Eros, som betyder længsel, at han er bevæbnet som en soldat, at han bruger sit våben mod sine skabninger. At mennesker, som elsker og længes, ikke er i harmoni eller lykke, men er skudofre i fare for at forbløde. Måske er det den gud, William Alexander tænker på.
I Platons Symposion er pointen ganske vist, at Eros ikke er nogen gud, men en daimon - det vil sige en skabning, der ligger mellem menneske og gud. Mindre ophøjet end en gud, og bestemt ikke almægtig. Dette er profetinden Diotimas belæring til Sokrates, som han genfortæller de andre ved symposiet, efter at de har omtalt Eros mere ukritisk som en gud. I det samfund, Platon levede i, var man betydelig kritisk overfor seksualitet og forelskelse, som man anså for kræfter, der fik folk ud af balance og kunne føre til sindssygdom. Rigtige mænd beskæftigede sig i stedet med filosofi. Det er også derfor, at Sokrates i seng med Alkibiades afviser den unge mands seksuelle tilnærmelser. Han har besejret Eros gennem Logos, sin sterile fornuft.
Jeg tror alligevel, at den Gud, der omtales ovenfor, ligger tættere på den jødisk-kristne. Og det er sådan set ikke noget at skamme sig over. Helliggørelsen af det, vi i dag forstår ved kærlighed, er vi efter min mening meget heldige at vokse op med som kulturbaggrund. Og det skyldes altså den kristne gudsforestilling.
I øvrigt er det et udmærket lille trelinjers-digt foroven.
Tak for den indsigtsfulde kommentar, som jeg har lært meget af.
Med alle de brudte forhold, som karakteriserer vores tid, kan man af og til godt fundere lidt over, om der overhovedet er en mening med kærligheden.
Hvorfor bliver man forelsket i et menneske, som ikke er i stand til at gengælde ens følelser? Og mere væsentligt måske: Hvorfor bliver to mennesker gift for efter f.eks. syv år at blive skilt, i nogle tilfælde som dødsfjender? I begyndelsen må de jo have elsket hinanden. Det der med at sige at man vokser fra hinanden, synes jeg, er en floskel, som ikke rigtig forklarer noget.
Derfor kan jeg i mine mere mismodige stunder godt forledes til at opfatte universet som et koldt og kærlighedsløst univers, styret af en hjerteløs demiurg-gud, som ikke føler med de væsner, han afskyder sine pile imod og dermed parrer.
Men tak for at præcisere, at denne min vilde forestilling ikke har noget at gøre med Platons og Sokrates’ opfattelse af Eros. Jeg går ud fra, at man i den klassiske oldtid slet ikke havde øje for tilværelsens tilsyneladende meningsløshed og den kærlighed, som farer vild eller forulykker. Det er moderne begreber og hører det urolige hjerte til.
Nu har jeg læst de tre sætninger hundrede gange, Paul! Hvad mener William Alexander? Ja, jeg er da godt klar over, at det handler om kærlighed mellem to meget forskellige mennesker, men det er da ikke den gamle nisse oppe i skyerne, som har skabt den kærlighed, der opstår mellem mennesker?
SvarSletGud er et flertydigt begreb, kranium. Det er ikke nødvendigvis den jødisk-kristne Gud, der omtales. Måske er det Eros, William Alexander tænker på. Eros, den lille bevingede gud, som skyder sine forgiftede pile ind i sagesløse mennesker. De forgiftede pile er et frygteligt våben. Med deres mange modhager er pilene næsten umulige at trække ud. Der er ikke andet for end at vente på, at giftens virkning fortager sig. There ain’t no cure for love.
SvarSletIfølge nogle græske myter er det denne bevæbnede gud, der er den oprindelige gud. Det er ham, Platons Symposion handler om.
Forestil dig, at universet blev styret af en almægtig gud, en urkraft, at han hed Eros, som betyder længsel, at han er bevæbnet som en soldat, at han bruger sit våben mod sine skabninger. At mennesker, som elsker og længes, ikke er i harmoni eller lykke, men er skudofre i fare for at forbløde. Måske er det den gud, William Alexander tænker på.
I Platons Symposion er pointen ganske vist, at Eros ikke er nogen gud, men en daimon - det vil sige en skabning, der ligger mellem menneske og gud. Mindre ophøjet end en gud, og bestemt ikke almægtig. Dette er profetinden Diotimas belæring til Sokrates, som han genfortæller de andre ved symposiet, efter at de har omtalt Eros mere ukritisk som en gud.
SvarSletI det samfund, Platon levede i, var man betydelig kritisk overfor seksualitet og forelskelse, som man anså for kræfter, der fik folk ud af balance og kunne føre til sindssygdom. Rigtige mænd beskæftigede sig i stedet med filosofi.
Det er også derfor, at Sokrates i seng med Alkibiades afviser den unge mands seksuelle tilnærmelser. Han har besejret Eros gennem Logos, sin sterile fornuft.
Jeg tror alligevel, at den Gud, der omtales ovenfor, ligger tættere på den jødisk-kristne. Og det er sådan set ikke noget at skamme sig over. Helliggørelsen af det, vi i dag forstår ved kærlighed, er vi efter min mening meget heldige at vokse op med som kulturbaggrund. Og det skyldes altså den kristne gudsforestilling.
I øvrigt er det et udmærket lille trelinjers-digt foroven.
@Mary
SvarSletTak for den indsigtsfulde kommentar, som jeg har lært meget af.
Med alle de brudte forhold, som karakteriserer vores tid, kan man af og til godt fundere lidt over, om der overhovedet er en mening med kærligheden.
Hvorfor bliver man forelsket i et menneske, som ikke er i stand til at gengælde ens følelser? Og mere væsentligt måske: Hvorfor bliver to mennesker gift for efter f.eks. syv år at blive skilt, i nogle tilfælde som dødsfjender? I begyndelsen må de jo have elsket hinanden. Det der med at sige at man vokser fra hinanden, synes jeg, er en floskel, som ikke rigtig forklarer noget.
Derfor kan jeg i mine mere mismodige stunder godt forledes til at opfatte universet som et koldt og kærlighedsløst univers, styret af en hjerteløs demiurg-gud, som ikke føler med de væsner, han afskyder sine pile imod og dermed parrer.
Men tak for at præcisere, at denne min vilde forestilling ikke har noget at gøre med Platons og Sokrates’ opfattelse af Eros. Jeg går ud fra, at man i den klassiske oldtid slet ikke havde øje for tilværelsens tilsyneladende meningsløshed og den kærlighed, som farer vild eller forulykker. Det er moderne begreber og hører det urolige hjerte til.