Din næste i spejlet

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Det var en ældre mand med et lidt bistert udseende. Da han havde sat sig ned, tændte han sig en cerut. Som tynde tråde af løsrevet spindelvæv begyndte røgen fra cerutten at stige til vejrs. Jeg skyndte mig at finde et askebæger frem af mine gemmer og satte det på det lille bord ved hans side. Efter et stykke tid begyndte manden at tale. Mens han talte, fortsatte han med at ryge. Da cerutten var røget til ende, tændte han sig en ny. Langsomt som han talte, blev min stue fyldt med spindelvæv. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte.

Jeg har ofte tænkt på, om Jesus ville have talt så varmt for begrebet næstekærlighed, hvis han havde kendt personen Peter Petersen. Det siger jeg kun halvt i spøg, for jeg ved godt, at Jesus, da han holdt sin bjergprædiken, som Guds søn og med den deraf følgende guddommelige indsigt, må have kendt til Peter Petersens eksistens eller i det mindste må have kunnet forudsige den.

Alligevel kan buddet om, at man skal elske sin næste som sig selv, med henblik på visse personer, heriblandt Peter Petersen, virke næsten overvældende.

Forestil dig et museum, et af de mere ejendommelige af slagsen, forestil dig nemlig, at din næste var udstillet dér, lidt på samme måde som man på naturhistoriske museer kan se modeller af de forskellige arter af abemennesket udstillet. Forestil dig, at du løste billet og gik op ad trapperne og ind i salene for at tage din næste i nærmere øjesyn, inden du kastede dig ud i dit store projekt: at elske ham som dig selv.

I en af salene, du kom ind i, ville han så stå, Peter Petersen, på en lille forhøjning, afskærmet fra publikum af en snor, på den ene side flankeret af en model af Homo erectus, på den anden side af en model af en neandertaler. — Nu spøger jeg igen. Som du måske kan høre, er jeg en rigtig spøgefugl. Desværre var der i mit liv aldrig nogen, der forstod at værdsætte min særegne form for humor. Jeg fandt så at sige aldrig mit publikum. Men tilbage til det, sagen drejer sig om: selvfølgelig ville Peter Petersen ikke stå blandt abemenneskene, selv om hans udseende måske kunne berettige ham til det. Han ville selvfølgelig, selv om han er en gammel mand, stå i den moderne afdeling.

Ansigt til ansigt med Peter Petersen, tror jeg, at det første, du ville spørge dig selv om, ville være: Er dette overhovedet et menneske? Er det ikke en sten? Eller en forstening? — For at se på Peter Petersen er som at se på et forrevent klippebjerg med et utal af huler og gange, som selv den mest erfarne huleforsker, hvis han vovede sig ind i dem, ville fare vild i.

Efter et stykke tid ville du måske alligevel hælde til den anskuelse, at Peter Petersen bestod af organisk materiale. Du ville bemærke hårene, der voksede ud af hans næsebor, at hans brystkasse langsomt hævede og sænkede sig, og at hans stikkende øjne, når du kom for tæt på, ville begynde at blinke nervøst.

Du ville desuden bemærke leverpletterne, de sprængte blodkar og lugten af tobak og urin, der udgik fra ham.

Det overordnede indtryk ville således være et ikke særligt appetitligt menneske. Som for at understrege dette ville hans brugte underbukser være udstillet i en montre ved siden af, alle med en streg af afføring.

Nu ville du måske tro, at der måtte være et eller andet forsonende træk ved Peter Petersen, noget, der kunne formilde det ellers afskyvækkende indtryk, han gjorde på dig. Du ville måske tænke, at en mand som ham, der havde levet et langt liv, måtte have tusinde historier at fortælle, om barndom, skolegang, ungdom, kærlighed, om glæder og skuffelser, måske mest om det sidste.

Det var der imidlertid ikke. Peter Petersen ville ingen historier have at fortælle dig. Enten fordi han ikke magtede det, eller også fordi han skønnede, at historierne var af en så privat karakter, at de ikke lod sig fortælle. Her er vi vist ved sagens kerne. Alt ved Peter Petersen virkede så frygteligt privat. Hvis man skulle sætte en etikette på ham, måtte det netop være ordet privat. Ingen ord eller fragmenter af sætninger, der kunne stykkes sammen til en menneskelig historie, syntes at kunne undslippe denne mand. Du ville måske komme til at tænke på et af universets sorte huller, hvor intet, selv ikke lyset, kan undslippe begivenhedshorisonten. I den forstand var Peter Petersen at ligne med et sort hul. Ingen historier, intet menneskeligt lys syntes at kunne undslippe hans begivenhedshorisont.

Hvordan kunne nogen forlange, at du skulle elske dette menneske?

Men det var ikke desto mindre det, jeg havde sat mig for. Jeg havde sat mig for at elske Peter Petersen, jeg, der ellers ikke havde elsket noget menneske i mit liv. Men én gang i mit liv ville jeg gøre det, og det skulle være Peter Petersen, denne lidt afskyvækkende gamle mand. Jeg vidste, at det ikke ville blive let. Det var måske endda med vilje, at jeg havde valgt et så svært objekt for min næstekærlighed for derved at udelukke andre motiver. Det er jo så meget lettere at elske en ung pige eller et lille barn end en gammel mand.

Jeg begyndte at følge efter ham på gaden. Det var let, for han gik langsomt og han teede sig, som om han var fuldstændig indesluttet i sine egne tanker. Han så hverken til højre eller venstre, han så sig aldrig over skulderen og opdagede derfor ikke min eksistens.

På denne måde opdagede jeg, hvor han boede. Det var et lille, gråt og forsømt hus i en tilgroet have.

Jeg begyndte at holde huset under observation. Peter Petersen gik ikke meget ud, og der kom aldrig nogen og besøgte ham. Han var tilsyneladende en meget ensom mand. Når han gik ud, var det kun for at foretage nogle små indkøb, cerutter, øl, snaps og pornografiske tidsskrifter, hos den nærmeste købmand.

En dag, da han kom hjem efter sådan et indkøb, tog jeg mod til mig og ringede på hans dør. Dvs. jeg bankede på hans dør, for dørklokken viste sig ikke at virke. Der hang en falmet note, med spindelvæv og døde, indtørrede insekter, om det ved døren.

Døren blev imidlertid ikke åbnet. Jeg bankede på igen — jeg vidste jo, at han var derinde — men døren vedblev med at være lukket.

Det var, må jeg blankt indrømme, noget, der kom bag på mig. Jeg havde ikke forventet, at min næste på denne måde ville skjule sig for mig, at han ikke ville lukke op, når jeg nu var kommet for at elske ham.

Jeg gik rundt om huset. Et sted stod et vindue på klem. Jeg lo ved mig selv. Hvis man ikke vil elskes, så må man passe bedre på, så må man ikke være så uforsigtig at lade et vindue stå åbent. Forsigtigt, idet jeg forsøgte at undgå at lave støj, åbnede jeg vinduet og kravlede indenfor. Værelset, jeg kom ind på, viste sig at være et badeværelse. Jeg stod et øjeblik stille og lyttede. Huset var helt stille. Jeg tror ikke, at Peter Petersen havde hørt noget. Jeg åbnede badeværelsesdøren og begyndte at snige mig rundt i huset.

Da blev jeg med ét bevidst om et ejendommeligt træk ved husets indretning. Overalt i huset var væggene beklædt med spejle, så ligegyldig i hvilken retning beboeren af huset så, ville han møde sit eget åsyn. De mange spejle skabte en ejendommelig sølverne belysning i huset. Det var ikke et syn, man ville have forventet ud fra husets facade, der som sagt var grå og forsømt.



På en måde mindede huset mig om et sneglehus tilhørende sneglearten søøre, hvor ydersiden er trist og kedelig, mens indersiden er belagt med et tykt, sølvskinnende lag af perlemor. Ja, på en måde er sneglen i sit sneglehus et godt billede på Peter Petersens hele eksistens: et mærkeligt, umælende, men alligevel levende væsen bag en tyk skal.

Jeg kunne ikke udgrunde årsagen til, at Peter Petersen havde indrettet sit hus på denne usædvanlige måde. Måske var Peter Petersen et meget selvoptaget menneske, der ikke et øjeblik kunne undvære synet af sig selv? Måske var det hans ensomme tilværelse, der havde medført denne selvoptagethed? Eller måske var Peter Petersen netop ikke et selvoptaget menneske. Måske var det blot nødvendigt for et ensomt menneske som ham hele tiden at minde sig selv om, at det er til? Han havde jo modsat andre mennesker ingen andre til at gøre opmærksom på det.

Jeg fortsatte min eftersøgning efter dette sære, sneglelignende menneske. Jeg tjekkede alle rum, jeg kom forbi på min vej gennem huset; køkken, spisestue, dagligstue etc. Ingen steder var Peter Petersen at finde. Til sidst var der kun ét værelse i huset tilbage. Jeg åbnede døren. Det var et soveværelse. Sengen var uredt. Det flød med pornografiske tidsskrifter på den. På natbordet stod der to øl, en flaske snaps og et æskebæger, hvori der lå en cerut, hvorfra røg som tråde af løsrevet spindelvæv steg til vejrs. Kun hovedpersonen selv, Peter Petersen, manglede. Han stod imidlertid i hjørnet af værelset, som et vildt dyr i et bur trængt op i et krog, og rystede af angst. I hånden holdt han en pistol.

"Hvad vil du? Hvad laver du her i mit hus?" spurgte han.

"Jeg vil elske dig, elske dig som mig selv," sagde jeg.

"Ud, forrykte menneske!" råbte han. "Ud, eller jeg skyder!"

Jeg var i en tilstand af chok. Jeg havde det som en giver, hvis gave var blevet afvist af modtageren. Jeg havde det som en mor, hvis barn havde afvist hendes kærlighed. Buddet lyder, at du skal elske din næste som dig selv, men hvad skal man gøre, hvis ens næste ikke vil elskes?

Så tæt på målet ville jeg ikke give op. Jeg nærmede mig Peter Petersen med udbredte arme for at omfavne ham. Men han ville ikke elskes. Alt, endog dræbe, ville han gøre for at undgå min kærlighed. Han hævede pistolen og tømte dens magasin mod mig. Mig ramte han tilsyneladende ikke, for jeg følte ingen smerte. Men alle spejlene rundt om mig i værelset knustes, og Peter Petersen gik for øjnene af mig i tusinde stykker. Hans ansigt så fra skårene, forvrænget og fuld af forundring, op på mig.