Verdens højeste mand

Jeg drømte, at der var opløb i gaden; verdens højeste mand aflagde vores by et besøg. Folk stimlede sammen neden for hans lange ben. Nogle stod på tæer og rakte billeder, bøger og kuglepenne op mod kæmpen i håb om at få hans autograf. Andre stod med bagoverbøjet hoved og himmelvendte øjne, som om de iagttog en solformørkelse eller et eller andet andet astronomisk fænomen. Men kæmpen lo blot forlegent, mens han med hånden viftede nogle nysgerrige mursejlere, som kredsede om hans hoved, bort, som om der blot var tale om nogle fluer.

"Kære venner," sagde han. "Selv om jeg er høj, er jeg er ikke verdens højeste mand. Jeg er blot den ydmyge tjener, der binder remmen på hans sko. Jeg er blevet sendt i forvejen af ham for at melde hans ankomst."

"Dér, venner, dér kommer først verdens højeste mand," tilføjede han og pegede ud mod horisonten.

Og dér kom et kæmpe menneske rigtignok gående med syvmileskridt hen over de marker, skove og søer, der omgiver vores by. Hver gang en af hans fødder rørte jorden, udløste det et mindre jordskælv, og han måtte dukke sig for ikke at støde hovedet ind i månen. Da kæmpen nåede hen til os, gled hans skygge ind over os og det blev pludselig bælgravende mørkt, som om det var midt om natten. Hunde begyndte at hyle. Børn begyndte at græde. Byens ledelse havde imidlertid forudset, at dette ville ske. En stor projektør blev tændt, og efter at operatøren i et stykke tid havde ledt med lyskeglen i nattemørket over byen, fandt og oplyste han endelig kæmpens ansigt.

Da opdagede jeg med ét, at kæmpen havde min faders ansigt.

Jeg fattede ingenting! Jeg gentager: jeg fattede ingenting! For ligesom det er tilfældet med de fleste andre unge mænd i min generation, endte jeg, da jeg var fuldt udvokset, med at være højere end min far, om end der kun var tale om nogle få centimeter. Så hvorfor skulle jeg stå her i hans sorte skygge, som et anonymt medlem af en flok, og se beundrende op på ham? Jeg fattede ingenting!

"Det er min far," sagde jeg til en mand med en kikkert ved siden af mig og lavede en grimasse, som om jeg ikke vidste, om jeg skulle le eller græde. Manden målte mig med et hånligt blik.

"Hvis det er sandt, William Alexander Månesøn," sagde han, "så er din far en meget uheldig mand, at han har fået en dværg som dig til søn."

Derpå satte han atter kikkerten for øjnene og så med ærefrygt op på min faders ansigt, der som en kæmpe fuldmåne hang over byen.