På min vej gennem sneen kom jeg forbi et lille hus med mansardtag af røde teglsten. Ned fra afslutningen af den øverste tagflade hang en imponerende række af lange istapper. Lyset fra den lavthængende sol spillede i dem og fik dem til at ligne et rovdyrs frygtindgydende tandsæt. Jeg tænkte, at det ikke kunne være nogen særlig venlige mennesker, der boede i et hus, der på denne måde viste tænder af alle, der kom forbi.
I husets forhave stod en ældre mand med en sneskovl, øjensynlig i færd at frilægge den flisebelagte sti mellem hoveddør og havelåge. Da jeg passerede ham, så han op og fremviste — idet han foregav at smile venligt til mig — sine tandløse gummer. Derpå fortsatte han med sit arbejde.
Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle sige til ham, at hvis det var hans kunstige tænder, han ledte efter, så befandt de sig oppe på husets tag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar