sommetider når jeg fra lyset
stiger ned i tunnelen
hvor musikanten
står og spiller på sin violin
og altid hilser på mig
med et forbavsende varmt smil
som var jeg hans gode gamle ven
tænker jeg over
fortidens forestillinger
om menneskets udødelige sjæl
for hvem af os to er egentlig den udvalgte?
jeg har småmønterne
men musikanten
har melodierne der blev væk
når vi en dag mødes for enden af tunnelen
vil det så ikke være ham
som efterlader mig tilbage i mørket
for selv at bo i lyset
for evigt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar