Historien fortæller os, at i den forgangne
tid, hvor så mange ting har fundet sted,
virkelige, fantaserede og tvivlsomme,
udtænkte en mand det uhyre projekt
at gengive alt, som fandtes i universet,
i en bog, og med grænseløs kraft
konstruerede han det høje og drøje manuskript
og polerede og deklamerede det sidste vers.
Da han ville sige tak til sin skæbnegudinde,
løftede han øjnene og så en skinnende
skive i luften og forstod, forvirret,
at han havde glemt månen.
Sådan lyder de tre første vers i Jorge Luis Borges' digt Månen. Da jeg for nylig for første gang læste digtet, følte jeg et øjebliks glæde. Et øjebliks glæde og så ikke mere. Glæden var at sammenligne med den, en kortlæser i en bil føler, efter at bilen længe har kørt gennem den mørke nat for så pludselig med sine forlygter at oplyse et vejskilt med et bynavn, som viser, at man er på rette vej. Glæden bestod i, at jeg indså, at jeg selv var begyndt mine skriverier med det, manden i Borges' digt havde overset, nemlig månen.
Digtet er oversat af Morten Søndergaard og findes i samlingen Borges og jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar