Jeg sover, og mens jeg sover, drømmer jeg om min far og mor, kongen og dronningen af månen, og en grav. Drømmen har to scener. Den første scene er et øde månelandskab. Min far og mor, kongen og dronningen af månen, er i færd med at grave et hul.
"Kære far og mor, hvad laver I?" spørger jeg.
"Vi graver en grav til dig, William Alexander," svarer min mor dronningen i et næsten muntert tonefald.
Sceneriet fader ud.
Den anden scene er samme sted, men på et senere tidspunkt. Mine forældre er borte. De har efterladt sig to skovle og en grav, der ikke er gravet færdig. Jeg griber den ene skovl og begynder at grave. Det er ikke mig selv, men den logik, drømmen, dvs. de to scener, foreskriver, som dikterer mig at grave graven færdig. Fortællingen må gå videre. Nogen må gøre arbejdet færdigt. Den historie, andre har begyndt om en, må man selv fuldende. Hvor trist den end måtte være.
Jeg vågner af drømmen og tænker: Der må være en anden mulighed. Man må kunne begynde en ny fortælling. Men for at kunne det, må man først skrive den oprindelige fortælling om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar