Gæst på skæbnens hotel

Jeg drømte, at jeg var gæst på skæbnens hotel, at jeg var en sjæl før fødslen. Af receptionisten i skranken i hotellets vestibule — en ung mand, med en glat og kølig væremåde, som lod til at have tankerne et andet sted — blev jeg oplyst om, at der var tretten værelser ledige. Der var imidlertid ikke tale om værelser i traditionel forstand; hvert værelse repræsenterede en menneskeskæbne; i hvert værelse lå et menneskehylster, en avatar om man vil, i hvilken hotelgæstens sjæl ville tage bolig; så snart sjæl og avatar var forenet, ville deres fælles jordiske liv begynde. Tolv af de tretten avatarer ville få en lykkelig skæbne, den trettende en tragisk, blot kunne man som gæst på hotellet ikke vide, i hvilket værelse avataren med den ulykkelige skæbne ventede.

"I hvilket værelse vil du indlogeres?" spurgte receptionisten. "Nummer 1, 2, 3, ... eller 13? Tænk dig godt om. Det er et helt liv, det gælder. Sæt du valgte galt. Sæt du valgte halvfjerds år i lidelse. Sikke en nitte det ville være! ..."

Jeg tøvede. Receptionisten ventede med løftede øjenbryn på mit svar. Kunne jeg få lov at se værelserne? spurgte jeg.

Receptionisten forlod skranken for at vise mig værelserne eller rettere den gang, hvor værelserne lå, en gang med tretten døre; så man bort fra nummeret på den enkelte dør, så dørene fuldkommen ens ud. Det var ikke muligt at få lov at åbne dørene og kaste et kort blik ind. Det var hele ideen med denne virkelighedskonstruktion, sagde receptionisten lakonisk. Det kunne man naturligvis ikke lave nogen undtagelse fra. Det eneste, han kunne oplyse mig om, var prisen for det enkelte værelse. Han begyndte med monoton stemme at læse priserne op fra sine papirer. De varierede meget. Fra få galaktiske skillinger til over en million galaktiske rigsdalere; heldigvis var økonomien ikke et problem for mig.

Da receptionisten var færdig med at læse priserne op, gentog han sit spørgsmål om, i hvilket værelse jeg ville indlogeres. Igen tøvede jeg. Igen ventede receptionisten med løftede øjenbryn på mit svar. Kedelig vane han havde. Jeg forestillede mig, at det dyreste værelse måtte være det bedste, ligesom bryllupssuiten, VIP-suiten eller den royale suite er det i den vågne verden, og valgte derfor dette.

Receptionisten åbnede døren til det udvalgte værelse, og jeg blev til min store skuffelse ikke ført ind i den lyse, solskinsfyldte, overdådigt møblerede suite, som jeg havde håbet på, men ind i et lille mørkt kammer. I en seng lå et menneskehylster. Jeg så mismodigt på det. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det; jeg havde forventet noget smukkere; noget som bedre svarede til min sjæl. Det var som at se sig selv i spejlet, og derinde se, ikke ens egne velkendte træk, men et vildfremmed ansigt, et ansigt fra politiets forbryderalbum, ikke en morder, ikke en storsvindler, bare en sjuft.

Jeg vendte mig om mod receptionisten for at klage, men det var for sent; jeg kunne ikke vælge om; med den uimodståelige kraft tomme menneskehylstre udvirker på menneskesjæle, blev jeg suget ned i menneskehylsteret; det var som at drukne i et hav, som havde hoved, hænder og fødder.

"Du valgte forkert," hørte jeg receptionisten sige fra døråbningen bag mig. "Den tragiske skæbne er den dyreste. Det burde du have vidst."

Derpå lukkede han døren ind til værelset, og mit jordiske liv begyndte. Ud af en fremmed kvindes liv blev jeg presset; hun og jeg befandt os på en fødestue; den fremmede kvinde græd; jeg græd; hvem der græd mest hjerteskærende var ikke til at afgøre. Det var en jammer. Det satte, følte jeg, ligesom standarden for de efterfølgende begivenheder.