 |
| Atombomben over Hiroshima |
I dag er der en anden blogger, der har et indlæg med titlen "De døde for vores skyld i Hiroshima". Titlen er sikkert valgt med stor omhu med det formål at provokere. Den mission er lykkedes. Jeg synes oprigtig talt, at det tangerer blasfemi at gøre det japanske kejserrige, som stod for nogle af 2. Verdenskrigs største krigsforbrydelser, til Guds lam.
Det er i mine øjne noget historieløst sludder at sige, at de døde for vores skyld i Hiroshima. Hvis de endelig døde for nogens skyld, så var det for den japanske kejsers skyld.
Japan var på den tid en aggressiv, ekspanderende magt. På samme måde som tyskerne var herrefolket i Europa, var japanerne herrefolket i Asien. Der herskede i landet en perverteret æreskultur med inspiration fra samurai tiden. Kejseren havde guddommelig status. Det var den kultur, der muliggjorde de berømte kamikaze piloter, som bl.a. bombede Pearl Harbor. Og muliggjorde krigsfangelejre, der — hvor umuligt det end kan synes — overgik de tyske koncentrationslejre i grusomhed. Alle japanere græd, da kejseren endelig kapitulerede. Bemærk: De græd over det tab af ære og anseelse, de følte, at Japan led ved at kapitulere. Trods bombningen af Hiroshima og Nagasaki ville de fortsætte. Det var den fanatisme, USA var oppe imod. Uden bomberne havde krigen måske varet til ind i 1950erne, med store tab af menneskeliv på begge nationers side.
Efter krigen tvang USA Japan til en reformering af samfundet. Samtidig fik landet massiv økonomisk hjælp. Det er en af årsagerne til, at Japan i dag er et af verdens rigeste lande. Det moderne Japan har desværre stadig svært ved at erkende landets egne ufattelige krigsforbrydelser.
Forstå mig ret. Jeg synes også, at atombombernes konsekvenser for civilbefolkningen er forfærdende. Men begivenhederne skal ses i deres historiske kontekst.
Ja, sådan sagde og siger propagandaen fra USA. Men den kan ikke fornægte at man gik direkte efter at myrde mange hundrede tusinde tilfældige og uskyldige mennesker. Så kan man ikke bagefter komme og pege fingre af andres umenneskelighed. Med atombomberne kom USA i samme bås som Hitler og Stalin.
SvarSletJeg synes, at man i sine skriverier har et ansvar mht. at gengive historien så korrekt og afbalanceret som muligt. Det synes jeg ikke, at du gjorde i dit ensidige indlæg om bombningen af Hiroshima. Et skolebarn, som endnu ikke har læst en objektiv fremstilling af begivenhederne, kunne ved at læse dit indlæg let forledes til at tro, at USA er 2. Verdenskrigs store skurk. Og det ville være en himmelråbende forkert konklusion.
SvarSlet2. Verdenskrig var en krig mellem Aksemagterne (Tyskland, Italien, Japan) og De Allierede (Storbritannien, USA, Sovjetunionen). En kamp mellem demokrati og diktatur, hvis man ser bort fra Sovjetunionen. Det var Aksemagternes ekspansionspolitik, der begyndte krigen. England (Chamberlain) og USA (Roosevelt) gik kun meget tøvende ind i krigen. Det var således først, da Japan angreb USA (Pearl Harbor), at USA gik ind i krigen. Bemærk: Japan var aggressoren.
Krigen var præget af store tab af menneskeliv, både militære og civile. En opgørelse siger:
De Allierede: 61.000.000
Aksemagterne: 12.000.000
Antallet af ofre for atombomberne i Hiroshima (135.000) og Nagasaki (64.000) udgør en mindre del af disse enorme tal. Bemærk venligst, at det var De Allierede, der betalte den højeste pris.
Bombningen af Hiroshima og Nagasaki tilhører krigens allersidste fase. En eventuel landgang – som D-dag i Normandiet – ville have betydet store tab af amerikanske soldater. Det forstår jeg godt, at man ville undgå. Man ofrer ikke bare en hel generation af unge mænd. Der skulle også være nogle til at bygge verden op igen, når krigen var slut.
Som jeg anskueliggjorde i mit indlæg, var der ingen forskel på Nazityskland og det japanske kejserige. De var fjender af friheden og demokratiet. Jeg synes stadigvæk, at det er noget historieløst sludder at sige, at de døde for os i Hiroshima. Det var den formulering, der bragte mit ellers fredsommelige klovneblod i kog. Hvis der var nogen, der døde for os, så var det De Allieredes soldater, der døde under D-dag. Det er dem, vi kan takke for vores frihed og demokrati. Herunder ytringsfrihed. Synd, at nogen bruger den til at fordreje historien.
Jeg ser i denne sammenhæng helt bevidst væk fra historien, og fokuserer på denne isolerede hændelse. Der var nogle der konkret valgte at myrde to hele byers befolkninger - børn, kvinder, gamle og mange andre forsvarsløse. Efter krigens almindelige regler er det evident en krigsforbrydelse. Men hvem retsforfølger sejrherrerne? Krigens tabere? Jeg ved da udmærket, at der var mindst 100 gode grunde til at kremere disse mennesker levende. Nazisterne mente også de havde gode grunde til at gøre lignende ting. Men det kan aldrig bortforklare den enkelte konkrete ansvar for sin handling. Det gælder både ham der udløste bomben fra flyvemaskinen til den præsident (eller hvem det var) der gav ordren.
SvarSletDen ubehagelige sandhed om atombombernes unødvendighed: http://www.doug-long.com/hiroshim.htm
SvarSlet