Rorschach fotosafari

Det følgende digt og de følgende billeder tilskrives damen med den lukkede vifte.

Kan du som jeg fare vild i De Rorschackske Landskaber?

Kender du Den Indre Nils kilder?

Hvis jeg er dr. Livingstone, vil du så være den Stanley, som genfandt ham i landsbyen Ujiji ved Tanganyikasøens bred?

I så fald tag din Diogenes Lygte med, o menneskefisker!

Fra det indre af sarkofagen i en ukendt faraos endnu ikke opdagede gravkammer
deklamerer jeg:

Den, som finder et menneske inden i et menneske, er en større opdagelsesrejsende end den, som finder et nyt kontinent.

Den rorshackske fotosafaris syv stationer.



1. station. De grønne enge med det stille vand

Lugt! Det dufter af de nyklippede græsplæner fra din barndoms sommeraftner i parcelhuskvarteret. La belle époque. Derefter slog kæmpemeteoren ned og udløste la noche oscura del alma, sjælens mørke nat. Du var den eneste overlevende, den ensomste dinosaur i verden. Du fik valget mellem digterens madeleinekage og profetens bogrulle. Du valgte digterens madeleinekage, men den smagte bittert som profetens bogrulle, og du fik bogstaverne galt i halsen. Alligevel kan du ikke se englenes lygter oplyse faldets verden, blinde muldvarp. Alligevel kan du ikke sanse, at den jordiske by er oplyst af genskinnet fra den himmelske by, på samme måde som de sneklædte marker en fuldmånenat er oplyst af genskinnet fra solen. Ikke at kunne se gennem mure er blot andet stadium på den blindes rejse hen mod fuld oplysning. Den sande troende oplever den vågne verden som transparent, i hvert fald når han eller hun er i behørig afstand fra løgnedetektoren.



2. station. Ørkenvandring i mørkets hjerte

Et sted i mørkets hjerte gemmer ens dobbeltgænger sig, lavet af alle de ubærlige minder man forsøger at flygte fra. Conrads verden er uden Dostojevskijs nåde. Der er ingen Sonja. Kun ens egne moralske svigt, rædslen ved at se sit eget spejlbillede i et barbarisk kontinents lidelser under den hvide mands kolonistyre, og trommerne, de evindelige trommer, som er som en trappeskakt ned i den bundløse afgrund, det kollektive ubevidste.

Inden i enhver hvid mand bor en sort mand. Den hvide mand kommer med sin bibel og sit krucifiks og vil omvende den sorte mand fra hedenskabet. Men den sorte mand er snild. Han ser sin sorte bror inden i den hvide mand, og han begynder at tromme på sin tromme. Den sorte bror inden i den hvide mand begynder at danse. Først lader den hvide mand som ingenting. Han sætter sig og lytter til lidt kirkemusik af Bach på sin medbragte rejsegrammofon, men snart lyder Bachs orgel som afrikanske trommer. Bach spillet på trommer. Hvilket vanvid! Den hvide mand rejser sig op. Vanviddet må ud af kroppen, og han begynder at danse. Se, se, den hvide mand danser! Alle landsbyens beboere samles for at se den hvide mand danse. Kampen mellem på den ene side bibel og krucifiks og på den anden side tromme blev således vundet af trommen. I hvert fald i første omgang.



3. station. Abelske marker af gyldent korn

Abelske marker af gyldent korn før den industrielle revolutions kainske mørke. Der er ingen horisont. Den er opløst i hastigt påførte penselstrøg. Den vangoghske pilgrimsrute gennem de af de milletske landarbejdere forladte marker fører direkte ind i den koboltblå og elfenbenssorte himmel. De ledsagende krager er som sorte engle, der stiger op og ned ad jakobsstigen. Velkommen tilbage, du min fortabte søn. Snart tændes Mælkevejens og de andre galaksers möbiusbånd, som i skikkelse af profeten Ezekiels dobbelte hjul synes at udgøre det mekaniske univers’ urværk.



4. station. Introvert bjergbestigning med panoramaudsigt

Den rejsendes motto er på dette stadium af den rorschachske fotosafari: Indadvendte udsigter og udadvendte indsigter.

Det ydre og det indre hører sammen. Adskilt fra hinanden er det to forvirrende sider af én hemmelighed, som vi blot kan lide under, men aldrig tyde. Mennesket er et möbiusbånd.

At bære nerverne uden på tøjet. At lette på den indre bowlerhat. Det skal nok gå alt sammen. Så længe det indre og det ydre udgøres af én flade.



5. station. Jordskælv i det kollektive ubevidste

Puslespil af arketyper. Den tiloversblevne brik er dig selv. Det gør dig i stand til at ræsonnere over lidelsen. Tænk, kun at være et stykke tegl i et tårn, som alligevel aldrig bliver færdigbygget. Jeg tænker på de store myretuer ude i skoven. Så hellere være et egern på vej op ad en stige som sænkes nedad oppefra af en usynlig hånd. I modstillingen af Babelstårnet og jakobsstigen ligger gådens løsning.



6. station. Fugl Føniks gralen

Fugl Føniks gralen med frugtsaft af livets træ. De tre dimensioner kan muligvis tænkes at rumme genfødselsdrikken. Men ellers henlægges nadvermåltidet på de elysiske marker, hvor den hvide flok skal sidde til højbords med den almægtige, til efter den nuværende verdens tæppefald.



7. station. Draperet apokalypse

Og hvad blev der af den gamle verden?

Det grimme sammen med de onde blev krøllet sammen som en mislykket tegning og smidt i den evige ild.

Det onde var kun for en tid.

Happy ending? Godt spørgsmål fra et menneske med noget i klemme i alle lejre.

Men det er i hvert fald sådan, at rejsearrangøren af den rorshackske fotosafari ønsker, at det skal formuleres. Tror jeg nok.

Rejsen til Betlehemsstjernen

Betlehemsstjernen

Der findes ikke noget klarere objekt på nattehimlen end Betlehemsstjernen. At skue den er for ens sjælefred, som når Ordet omkranset af engle gæster sjælen. Én gang om året, Juleaften, viser den hellige stjerne sig for os mennesker, men for at se den må man have et tredie øje, sjælens øje. Sådan et øje har de fleste mennesker fra fødslen af, men det kan være svært at få det åbnet, for verdens bekymringer og rigdommens trængsler gør det så træt så træt, så øjenlåget har det med at falde i, og når øjenlåget først er faldet i, så forbliver øjet lukket som en ibsskal på bunden af havet ud for Santiago de Compostela, og dér på bunden af havet ud for Santiago de Compostela i det indre af en ibsskal er der ikke meget at se, tror jeg nok.



Det kristne rumskib

Jeg drømte, at jeg havde bygget et kristent rumskib. Det lignede en gotisk katedral. Det var udsmykket med engle, og der var indgraveret skriftsteder overalt på dets mørke skiferlignende titaniumoverflade.

Det kristne rumskib var tungt bevæbnet med laservåben og atommissiler, men de skulle kun tages i brug, hvis rumskibet på dets rejse gennem rummet blev angrebet af fjendtligsindede rumvæsner. Jeg havde i sinde at overholde Augustins kriterier for retfærdig krig, bellum iustum. Her fortabte drømmen sig i en længere redegørelse for Augustins kriterier for retfærdig krig, hvilket jeg ikke skal trætte læseren med, bl.a. fordi drømmens kriterier for retfærdig krig på foruroligende måde adskilte sig fra det vågne livs.



Syndfloden 2

Det kristne rumskib var en slags nutidig Noahs ark. Grunden til, at jeg havde bygget det, var at isen ved jordens poler på grund af den globale opvarmning var ved at smelte, så det i en nær fremtid kun ville være en eller to gemser i Himalaya og de individer af svalerne og mursejlernes ordener som bygger rede i skyerne, som ville kunne gøre sig håb om at overleve. Det indebar så, at også min lille lejlighed på Ensomhedens Allé ville blive oversvømmet, hvilket havde fået mig til at læse kapitel 6 i Første Mosebog med fornyet interesse. Jeg mente, at der var plads til nogle forbedringer, hvad angik arkens udformning, på baggrund af de teknologiske fremskidt der er sket siden den første syndflod. Jeg foretrak således titanium frem for gofer-træ. Kort før jul var rumskibet færdigbygget.

Jeg spurgte Camilla fra Søborg, om hun ville med, men hun sagde, at hun hellere ville fejre jul sammen med sin nye kæreste og hans familie.

Jeg spurgte Von O, om han ville med, men han sagde, at han hellere ville fejre jul med Underberg og Smirnoff.

Jeg spurgte direktøren af Zoologisk Have, om jeg skulle tage nogle dyr med på mit kristne rumskib, et af hvert køn, men han sagde, at dyrene hellere ville fejre jul i Zoologisk Have.

Så den eneste ud over mig selv, der kom med på rejsen, var den edderkop, som jeg bor sammen med i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Man kan ikke ligefrem sige, at det lovede godt for den fremtidige diversitet.



Noahs ark

Når jeg tænker på det fredfyldte og hyggelige sceneri på Edward Hicks’ billede af Noahs ark, så kan jeg ikke andet end slutte, at Noah må have haft en bedre overtalelsesevne og et større organisationstalent end jeg. Løven på Edward Hicks’ billede må være den fra Esajas’ vision, så godt den forstår at tøjle sine naturlige instinkter, omgivet af planteædende pattedyr som den er. Jeg genkender i Edward Hicks noget af min egen enfoldighed. Jeg har i grunden ikke noget andet ønske i tilværelsen end at være et af den almægtige skabers planteædende dyr, som går om bord på Hicks’ ark. Men i den tidsperiode, det har været min lod at leve i, fra slutningen af det tyvende århundrede til begyndelsen af det enogtyvende århundrede, har det stilfærdige kvækerliv ikke været mulighed. Der er ligesom ikke nogen på forhånd givne værdier, så i jagten på livets mening er jeg i stedet for blevet tusmørkeopdagelsesrejsende.

Afskeden med jorden og månen

Juleaften, da Betlehemsstjernen viste sig på himlen, tog jeg af sted. I første omgang anvendte jeg kun det kristne rumskibs lyddæmpede startmotorer, så jeg ikke, da jeg fløj hen over landet, forskrækkede menneskene, som netop nu var i færd med at danse rundt om juletræet. Da jeg nåede månen, fløj jeg i lav højde forbi slottet Stjerneborg, hvor jeg som dreng boede sammen med min far og mor, kongen og dronningen af månen, inden jeg faldt ned fra månen. Jeg tog med tårer i øjnene afsked med mit barndomshjem.

Først da aktiverede jeg det kristne rumskibs flere tusinde tons tunge atommotorer og satte kurs mod Betlehemsstjernen.



Elysium

Rundt om Betlehemsstjernen cirkler exoplaneten Elysium. Det er universets smukkeste og frodigste planet. Jeg har givet en nærmere beskrivelse af planeten og dens indbyggere i romanen Det kosmiske æg. Det ovenstående billede viser det kristne rumskib forankret ud for Elysium i det for jorden fjerne solsystem, hvor Betlehemsstjernen er sol. Det er ikke muligt at lande med det kristne rumskib, så selve landgangen på Elysium vil komme til at foregå ved hjælp af et mindre rumskib med landingsstel. Det kristne rumskib rummer en hangar med tolv gyldne diskosformede fartøjer, som minder lidt om de ufoer, der er observeret på jorden.



Min ven Hermes

På Elysium bor rumvæsnet Hermes. Han er den ven, jeg aldrig fandt på jorden. Han er også ven med Adán Christóbal Colón, som er efterkommer af Christoffer Columbus. Derfor er jeg også ven med Adán Christóbal Colón, ja jeg er måske endda i virkeligheden Adán Christóbal Colón, og ikke den William Alexander Månesøn jeg ellers udgiver mig for at være?

Rejsen gennem verdnerne og ungdomskilden på Elysium

Jeg rejser gennem rummet i mit kristne rumskib med min edderkop. Undervejs besøger jeg de særeste planeter. En dag vil jeg ankomme til Elysium. Jeg vil da være en meget gammel mand, næsten lige så gammel som Metusalem, men det gør ikke noget, for på Elysium springer en kilde, som gør, at den, som bader i den, forynges og får evigt liv. Således vil min rejse bort fra de smeltende poler på jorden i den ene ende af universet ende med et bad i en ungdomskilde på Elysium i den anden ende. Af de fire elementer er vand det, som har mest fortælleevne i sig.

Det indre og det ydre

Det indre og det ydre. Trods den hvælvede pandes knejsende forbjerg er legemet en ringe kystsikring. Engang vil en efterårsstorms kæmpebølger gennembryde diget og forvandle det indre til havbund i fællesskabets hav. Man siger, at intet menneske er en ø, men er det ikke blot de levendes besværgelse mod at ende som den, som dør i ensomhed, den som, hvor højt de end måtte ringe, ingen kirkeklokker kan høre?

Alfa og Omega – livet mellem alfabeterne

Jeg er Alfa og Omega, sagde han, og det skal nok passe, for han fylder vores liv fra morgen til aften med alle sine lignelser, som aldrig kan udtømmes. Vi, som gerne vil være hans efterfølgere, må bære DET kors ad DEN smertens vej til DET hovedskalsbjerg, som tilværelsen alt for gavmildt skænker os. At korsfæste sig selv i al ubemærkethed er den moderne kristne martyrs skæbne.

Men det er ikke nok for os. Vi er umættelige. Vi vil også være Alfa og Omega som vor herre og mester, om end i mindre målestok. Spørgsmålet er blot i hvilket alfabet?

For det er, som om en storm, mens vi sov, har tilsandet det gamle og velkendte alfabet og afdækket et nyt og ukendt af slagsen, og som om vi enten er det sidste bogstav i det gamle og velkendte alfabet eller også det første bogstav i det nye og ukendte af slagsen. Eller rettere: som om vi er ingen af delene, som om vi er som en opdagelsesrejsende midtvejs mellem det gamle og det nye kontinent.

Vi er som en gammel forfatter af en encyklopædi, en gammel forfatter som på grund af alderdommens svækkelse har glemt alle de ord, han i sin tid nedskrev. Vi er som hans lille barnebarn, som leger på hans skød, og som engang vil skrive den nye encyklopædi, som vil komme til at erstatte den gamle, hans lille barnebarn som endnu ikke har sagt sit første ord og kun kan pludre.

Vi lever mellem alfabeterne.

Pinocchio – kapitlet som Carlo Collodi udelod

Det fortælles, at Carlo Collodi af sin forlægger blev overtalt til at udelade et kapitel af Pinocchio for ikke at skræmme børnene unødigt, nemlig det kapitel hvori Pinocchio opdager, at Geppetto ligesom han selv er en dukke lavet af træ. Ud over hensynet til børnene mente forlæggeren også, at kapitlet (som i forlæggerens øjne havde karakter af en pludselig indskydelse) med et fingerknips forrykkede romanens hidtidige tyngdepunkt, ja ruinerede hele dens opbyggelige morale. Fra at have handlet om en dukkes trængsler med at blive til en rigtig dreng, eller mere alment udtrykt: en dukkes trængsler med at blive til et menneske, kom den til at handle om en dukke, som opdager, at de væsner, der omgiver den, ikke er mennesker, men dukker som udgiver sig for at være mennesker. Budskabet synes at være, at mennesket som sådan ikke eksisterer, det er, ligesom eksempelvis enhjørningen, et illusorisk væsen, et illusorisk væsen som dukkerne, de eneste faktisk eksisterende tænkende væsner i universet, altså indbilder sig at være. Det var en i allerhøjeste grad alternativ tilværelsesfortolkning, påpegede forlæggeren, idet han kneb sig i flere gange i armen som for at overbevise sig selv og Carlo Collodi, men nok først og fremmest sig selv om, at han i hvert fald ikke var en dukke (1). Jeg ved i grunden ikke, om man som moderne læser af det amputerede mesterværk har noget at takke denne jordbundne og emsige forlægger for?

Inden jeg fortsætter med, hvad der siden hændte Pinocchio ifølge den oprindelige version af fortællingen, vil jeg tillade mig følgende digression, som muligvis vil kaste et opklarende lys ind i det indre af dette af dukkehænder forarbejdede stykke kirsebærtræ.

Hvad skaber egentlig en kunstner? Bliver kunstneren født som kunstner, eller er kunstneren resultatet af en langsommelig arbejdsproces med stoffet, hvor mere og mere kunstnerisk duelighed akkumuleres i kunstnerens øjne, hænder og hjerte?

Det vil være min påstand, at ethvert menneske, ifald det af tilværelsen udsættes for en eller anden skelsættende begivenhed, har muligheden for at blive kunstner.

F.eks. tror jeg, at den belgiske, surrealistiske kunstner René Magritte som udgangspunkt var et helt almindeligt menneske. Der var ikke meget kunstnerboheme over ham, hvis man med begrebet forbinder den sædvanlige klichéfyldte stereotyp. På fotografierne af ham ligner han mest af alt en grå og kedelig kontormand, ja med et ironisk glimt i øjet synes han at imitere de anonyme mænd, der iklædt mørkt tøj og bowlerhatte befolker hans egne billeder (2). Ja, det er uomtvisteligt, at han havde talent for at tegne og male – undskyld, jeg mener, talent for at tegne og farvelægge – men det er der jo så mange reklametegnere der har. Men for at være kunstner må der noget mere til, man må have en æstetisk og etisk vision af tilværelsen. Måske fødes de største kunstnere, genierne, med sådan en kunstnerisk vision – jeg tvivler på det, men jeg ved det ikke – men det almindelige, i hvert fald for de mindre ånder, er, at hvis man af tilværelsen udsættes for en eller anden ekstraordinær tildragelse, så kan det bringe den kunstneriske vision til fødsel. Måske er visionen fra begyndelsen som et frø til stede inde i én. Den skelsættende begivenhed er så at sige den rette mængde regn og den rette mængde sol, som får frøet til at spire.



Magrittes barndom var som de flestes andre belgiske drenges på det pågældende tidspunkt af verdenshistorien, på nær ét punkt. Hans mor led af depressioner og forsøgte flere gange selvmord. Det fortælles, at en dag, da Magritte og en af hans kammerater legede sammen langs floden Sambre, fandt de et kvindelig, som var skyllet op på flodbredden. Strømmen i floden havde løftet kjolen, så kvindens skød var blottet og hendes ansigt dækket. Da Magritte fjernede kjolen fra kvindens ansigt, opdagede han, at det var hans mor.

At denne begivenhed må have gjort et uudsletteligt indtryk på Magritte, ved alle, der har set hans mange billeder af ansigter, som enten er dækket af stof eller af en anden genstand, såsom et æble, en fugl eller en rose, og kvindeskød som er blottede, ja en enkelt gang, i billedet Voldtægten, bliver det for iagttageren skjulte kvindeansigt til en kvindekrop, som om drengen ved at fastholde den druknede kvindes skød på sin nethinde, vil værge sig mod at se moderens ansigt. Det var, tror jeg, det skelsættende øjeblik, som gjorde, at den helt almindelige dreng Magritte som voksen blev kunstner, og som skabte den etiske og æstetiske vision af tilværelsen, som hans billeders univers senere skulle vise sig at udgøre.

På samme måde var det et skelsættende øjeblik for Pinocchio, da han opdagede, at Geppetto var en dukke lavet af træ. Det var det afgørende øjeblik, der gjorde, at han som voksen blev digter. Alt svimlede for ham, den gamle tillidsvækkende verdensorden var styrtet sammen, og en ny bedragerisk af slagsen havde erstattet den. I en ubarmhjertig klar vision oplevede han verden som en stor teaterscene og alle de optrædende omkring ham som dukker af træ. Senere i sit liv skrev han følgende tekst (3).

”Det fortælles, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at mennesket har skabt Gud i sit billede. På denne måde blev de hinandens ophavsmænd og var for så vidt begge to rørende enige om det antropocentriske verdensbillede.



Jeg ser den gensidige skabelse for mit indre blik:

To statuer, som udhugger hinanden samtidigt. Pygmalion, som udhugger Galatea, og Galatea som udhugger Pygmalion.

To robotter, som skaber hinanden samtidigt.

De skaber hinanden i menneskets billede. Problemet er blot, at det, de tror at skabe, mennesket, ikke findes. Forstå det, o menneske. Det er ikke Gud, som ikke findes. Det er mennesket, som ikke findes.

Mennesket er det illusoriske væsen, som dukken drømmer, at det er.

Det handler ikke om, at en dukke skal blive til et menneske, det handler om, at menneskene skal erkende, at de er dukker.

Det handler ikke om en dukke, der bliver til en dreng, men om en dukke, som opdager, at mennesket er en dukke, der udgiver sig for at være menneske.

Forskellen på mig og Geppetto er ikke, at jeg er en dukke, mens Geppetto er et menneske, nej forskellen er, at jeg ved, at jeg er dukke, mens at Geppetto ikke ved, at han er en dukke.

Det er denne indsigt, der giver mig mit dobbelte syn på tilværelsen, og det er dette dobbelte syn på tilværelsen, som gør mig til kunstner (4).

Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger.

Den sande digtnings opgave er at finde billeder og handlingsforløb så paradoksale, at de ikke kan udtømmes ved fortolkning.

At omdanne den tilsyneladende meningsløshed til mening, for at omdanne meningen til tilsyneladende meningsløshed igen.”

1. Læsningen af kapitlet havde trods alt bevirket, at der hos forlæggeren havde indsneget en vis usikkerhed angående hans egen hidtidige tilværelsesfortolkning, for mig at se kendetegnet på al god kunst.

2. Salvador Dali fremstår, hvad personlig fremtoning angår, som Magrittes diametrale modsætning. Mens Magritte fremstiller sig selv som en karikatur af borgeren, fremstiller Dali sig selv som en karikatur af kunstneren, eller måske mere præcist: som en karikatur af borgerens forestilling om kunstneren. Men begge er de ironikere (og selvironikere), og begges ironi er henvendt mod det borgerlige liv.

3. For den udeltagende læser kan Pinocchios poetiske og filosofiske tekster virke beslægtet med Nietzsches skrifter med deres mange bastante, påståelige og i længden trættende postulater. En forudsætning for, at teksterne lukker sig op for den, som har sat sig for at studere Pinocchio, er nok, at han eller hun er i stand til at sætte sig i Pinocchios sted, dvs. det at være en dukke som tror, at han som den eneste af dukkeheden har fundet nøglen til tilværelsens gåde og blotlagt universets indre maskineri. Det var Pinocchios mageløse opdagelse. Til forsvar for ham kan siges, at han i det mindste ikke løb nøgen gennem byen af dukkehuse, råbende heureka, heureka.

4. Med det dobbelte syn mener Pinocchio det, at han er i stand til at betragte tilværelsen med to sæt indbyrdes forskellige øjne: dukkens og menneskets, Pinocchios og Geppettos. Bemærk, at det er dukkens afsløring af menneskets bedrag, der giver dukkens syn autoritet, og dermed gør det dobbelte syn muligt.

Eros – det sorte huls demiurg

Jeg drømte, at jeg sammen med alt andet stof i universet var på vej ned i et gigantisk sort hul. Også Babelstårnet var på vej ned i strømhvirvelen af stjerner, planeter og måner, med alle deres for os ukendte civilisationer. Men på grund af tårnets anseelige højde gik det uendeligt langsomt, eller i det mindste med den samme hastighed som den, hvormed Venedig synker ned i den sumpede lagune, hvorpå den med rådnende træpæle står rejst.

Jeg steg op i tårnet ad den udvendige spiralsnoede trappe. Det gik på lette fjed, som det tit går i ens drømme. Øverst oppe i tårnet, i et næsten lysende hvidt værelse, som mindede om det indre af et futuristisk rumskib, boede Eros, eller Amor som romerne kaldte ham. Der var, ligesom i det inderste af en orkan, helt stille i værelset. På væggen hang Eros’ bue og pilekogger – pilekoggeret som var fyldt med de forgiftede pile, Eros mere eller mindre tilfældigt afskød mod menneskene, dengang verden endnu eksisterede.

På samme måde som en fodboldspiller eller håndboldspiller efter en tabt kamp sidder sammensunket i omklædningsrummet med hovedet fyldt af triste tanker, sad Eros i et hjørne af værelset. Han fremstod med sit rynkede og skægløse ansigt og sit korte hvide hår som en gammel mand – måske skyldtes hans aldring nedfarten i det sorte hul? Dog havde han stadigvæk de samme vinger, som dengang han som en lille buttet engel fløj rundt i de jordiske egne i udkanten af Mælkevejen og parrede sine unge, forsvarsløse ofre.

Jeg talte med Eros i flere timer. Om tilværelsen gåde, livets mening, og kærligheden naturligvis. Det ændrede mit syn på tilværelsen, og der var en masse brikker, der faldt på plads for mig, for jeg er fra fødslen af ikke den skarpeste kniv i skuffen, og tit har jeg belastet mine opgivelser med mine mange spørgsmål om alt det i tilværelsen, jeg ikke kunne forstå. Her fik jeg endelig svar. Og det var nogle overraskende og ikke altid videre opmuntrende svar. Men hvordan kan man egentlig forlange, at svaret på tilværelsens gåde, kun skal være positivt? Der har været så meget lidelse i menneskehedens historie, så svaret må være et, der er velafbalanceret mellem lys og mørke, glæde og sorg.

Engang, hvis jeg får tid, vil jeg skrive denne samtale med Eros ned. Den skal udgøre det sidste kapitel i romanen, Dukkefabrikken ved verdens ende, som er min beskedne version af det samme litteraturarkitektoniske projekt, som Dante realiserede med Den guddommelige komedie.

Hovedpersonen i Dukkefabrikken ved verdens ende hedder Johannes af Kød og Blod. Sikke et navn! Men det er tvivlsomt, om Johannes overhovedet er et menneske af kød og blod, for hans far er den berømte robotkonstruktør Daedalus, som Johannes assisterer i det store robotværksted under ægteparret Daedalus’ hus i København.

Da historien begynder, er Johannes’ mor og far netop døde, og Johannes lever i det store tomme hus, med kælderen fuld af mere eller mindre ufærdige robotter. Det er lidt uhyggeligt, for af og til er der en af robotterne, som rører på sig.

En dag, da Johannes søger ly for regnen i Vor Frue Kirke, ser han en pige ligge på knæ og græde oppe ved alteret under Thorvaldsens store statue af Jesus. Han synes, at hun minder om en af robotterne, der for nylig er forsvundet fra faderens værksted. Da hun med forgrædte øjne på vej bort fra alteret og ud af kirken passerer Johannes, beder han hende om at sætte sig og fortælle, hvorfor hun er ked ad det. Det gør hun, og sikke en historie hun fortæller! Den sætter gang i Johannes lange rejse mod dukkefabrikken ved verdens ende eller Babelstårnet i det sorte hul, hvor Eros, universets øverste skabning, bor, for i den verdenskonstruktion, som romanens univers udgør, er det ikke den kristne Gud, som er universets hersker, men Eros, eller Amor som romerne kaldte ham, og romanen er i grunden en fortælling om kærlighed, om at elske og at miste den elskede.

Pigen hedder Lise. Det er hende, der fortæller os om Johannes’ lange rejse ind i evigheden for at få svar på, hvem og hvad han egentlig er, og hvad meningen med hans forældres ulykkelige ægteskab egentlig var, og for sluttelig at forsone sig med livet og døden. Det er nok meget godt, for Lise er et jordnært menneske, som udtrykker sig i et letforståeligt sprog, i modsætning til mig selv som har det med at fare vild i tankernes labyrint og egne selvmodsigelser.

Påskemorgen for et ubestemmeligt væsen

Jeg så i drømme mit andet jeg. Jeg så det ligge i sit kistelignende puppehylster og hverken være det ene eller det andet, midtvejs mellem larve og sommerfugl som det tilsyneladende var. Hvordan skulle jeg tiltale dette ubestemmelige væsen? Som et menneske tiltaler et menneske, et dyr, eller en sokratisk dæmon? Men det viste sig snart, at jeg gjorde mig helt unødvendige bekymringer, idet væsnet som den første af os to selvbevidst, om end mumlende, tog ordet.

”Jeg tror ikke mere,” sagde væsnet, ”jeg tror ikke mere på det moderne menneske, som det står som en parkeret bil blandt andre parkerede biler, hvis alarmer ved en kastevind gennem den gudsforladte by alle er blevet aktiveret, så bilerne med alle deres lygter blinkende skingert skriger: jeg, jeg og atter jeg, uden nogen til at lytte efter, egoismens hornorkester med dets øredøvende kakofoniske repertoire har altid spillet for tomme huse. Hvis kærligheden overhovedet findes, må den skulle søges i tusmørket mellem menneskenes jeg, jeg og atter jeger, der som nødblus opsendt fra tusinde synkende skibe oplyser nattehimlen. Den nye verden, hvortil arvesølvet fra den gamle verden, smuler fra de riges bord og de små hunde som levede deraf, skal reddes over, skal opdages af tusmørkeopdagelsesrejsende. O, at være tusmørkeopdagelsesrejsende. ”

”Det udsagn gør dig til mystiker,” sagde jeg.

”Det er,” sagde væsnet, ”et på alle måder sårende og uretfærdigt prædikat at sætte på et ubestemmeligt væsen som mig, da jeg med de mumlende ytringer, der undslipper min sarkofags om end lysgennemtrængende, så dog lyddæmpende vægge, både kan siges at repræsentere en religiøs opfattelse og en humanistisk, som dog begge betvivles til stadighed.”

”Men gør det dig ikke blot til mystiker i anden potens?” spurgte jeg, idet jeg undlod at påpege det komiske i, at et insekt foregav at være humanist. ”I sin reneste form vakler hverken den religiøse eller humanistiske opfattelse. Hos dem er alt entydigt, selv om tilværelsen med sin mangetydighed bestandigt modsiger den selvsamme entydighed. Hvilken vaklende gangart er ens ben ikke mand for, når man efter mødet med det entydige forsøger at lave en mangetydig overbygning? Det er som at ville bygge et tempel ud af sommerfuglenes flagrende flugt. Den form for antydningens arkitektur vil ethvert oplyst menneske fare vild i. Det er mystikkens mystik.”

”Den fortolkning kan som alle andre fortolkninger diskuteres,” sagde væsnet. ”Endda med en længde og en inderlighed som minder om den af nære slægtninge efterladtes sørgetid. Men lad os afstå fra det, da det lader til at være et ufrugtbart projekt, i det mindste når du er en del af det. Ingen bønnestage vil vokse op i skyerne, ud af den bønne. Og det er trods alle jordiske uenigheder dog den retning, alt levende higer imod.”

”Den sidste påstand er i hvert fald ikke en, der holder i byretten,” sagde jeg. ”Vender man den første og bedste sten om, vælter det frem med bænkebidere, ørentvister og tusindben. De fleste af os foretrækker et stille og roligt liv i kun to dimensioner. Blot det muliges form fyldes ud, har tinsoldaterne fred i sindet, uanset hvad leg det overjordiske leger med dem. Tilværelsens fladtrykthed er først noget, man bliver opmærksom på, hvis man træder et skridt tilbage, eller har fået det fremmede bliks øjne i vuggegave på grund af mangel på tin. Hvis blot støberen havde udført sit arbejde korrekt, så havde jeg ikke på samme måde som nu været hjemsøgt af længslens hallucinationer.”

”Det skal nok passe,” sagde væsnet. ”Men apropos sten: Jeg drømmer tit, at stenene græder.”

”Det du tror er tårer,” sagde jeg, ”er blot vanddamp, som fortætter sig på stenenes ru og støvede overflade.”

”Men bortforklarer det sorgen?” sagde væsnet.

”Nej,” sagde jeg. ”Det antyder blot, at sorgen ikke skal søges i det sete, men i den seende selv.”

”Så du mener,” sagde væsnet, ”at den blinde er lykkeligere end den seende, såfremt de begge lever i et samfund af blinde? At det er bedre at have fire sanser end at have fem, ifald man er uvidende om den femtes eksistens, at det er bedre af have tre sanser end at have fire, ifald man er uvidende om den fjerdes eksistens, etcetera etcetera. Lykkens inderste kerne må i så fald udgøres af det sanseløse.”

Jeg fik øje på en dør i mørket, hvorover et svagt lysende skilt med ordet exit hang. Som en biografgænger, der rejser sig, før forestillingen er færdig, begyndte jeg at famle mig frem i mørket, hen imod udgangen, idet jeg af og til, til min ikke ringe forbavselse, var ved at snuble over fremmede væsners lemmer. Sikke et leben der var herinde, selv om de fleste af de fremmede væsner ikke virkede videre levende, da de enten lod til at sove eller til at være døde, og jeg kom til at tænke på Legions udsagn om, at vi er mange, og på tilværelsens evigt tilbagevendende drilske mangel på entydighed. Jeg længtes efter at komme ud i dagslyset, ud til den befærdede gade hvor jeg et øjeblik ville stå og misse med øjnene efter opholdet i fiktionens mørke grotte. Jeg længtes efter at høre rådhusklokkerne slå ét og kun ét tidspunkt. Jeg længtes efter en sandwich med ost og skinke, og en kold fadøl. Jeg længtes efter at lytte til mine medmenneskers hverdagsagtige dialoger.

”Gå ikke,” sagde væsnet.

”Hvorfor?” spurgte jeg.

”Fordi du vil blive ude af dig selv,” sagde væsnet, ”og fordi jeg vil blive bange og ensom, efterladt af dig i mørket som jeg vil være. Vi to bør aldrig blive uvenner. Du sagde engang, at jeg var din skat, at jeg var det eneste, du levede for. Jeg er det i dig, som bestandigt vokser. Med samme hastighed du forgår, tiltager jeg. Hjælp mig dog med at vokse, menneske. Så vil jeg hjælpe dig med at dø den uafvendelige død, drypvis uden oversvømmelse.”

Jeg standsede.

”Jeget er tydeligvis ikke herre i eget hus,” sagde jeg.

”Men de andre beboere er nogle, man kan tale med,” sagde væsnet i et forsøg på at opmuntre mig.

”Såh?” sagde jeg, ”Et insekt og et menneske har intet at tale med hinanden om. Deres oplevelse af tilværelsen er så indbyrdes forskellig. Blomster har eksempelvis aldrig sagt mig noget. Jeg erindrer ikke at have ejet en buket, ud over den jeg med blodige hænder har plukket af de vilde tidsler i grøftekanterne langs mit livs krogede og stenede vej. Sten lader til at tiltale mig mere, især dem havet eller isbræerne har slebet runde. Det er deres næsten-evighed, der lokker mit tillidsfulde barnesind. Blomsterbuketten er allerede vissen, inden man når at få den sat i vand. Hvad jeg mener, er: Næstekærlighedsbegrebet kan umuligt udstrækkes til også at gælde insekter. ”

”Du lader til at mene, at en verden kun bestående af sten er at foretrække?” sagde væsnet.

”Det er måske at sætte det på spidsen,” sagde jeg, ”men alle tings forgængelighed er noget, som anfægter mig dybt, måske fordi jeg er så langsom i optrækket.”

”Det er altså ikke selve blomsterne,” sagde væsnet, ”men deres forgængelighed i kombination med dit eget langsomme optræk, der anfægter dig, hvilket kun får mig til i endnu højere grad at betvivle dit oprindelige udsagn om, at et menneske og et insekt intet har at tale med hinanden om. Mennesket og insektet udgør tværtimod det ideelle cigarrygende og cognacdrikkende makkerpar for en kaminpassiar, for hvad er mennesket andet end en larve, lagt som et ubetydeligt æg, forudbestemt til at blive en englesommefugl der frigjort fra puppehylsteret flyver op mod de himmelske blomsterenge, op mod det himmelske nadverbords ukendte næring, nektar og ambrosia, vinen som slukker tørsten, og brødet som stiller sulten, op mod den evige påskemorgen? ... Jeg drømmer, at jeg gennembryder min gennemsigtige fængselscelle, at jeg folder vingerne ud, og at jeg bliver båret væk på opadstigende luftstrømme. Jeg drømmer om forhøjet solaktivitet, vulkanudbrud på solsystemets planeter og måner, og lynild og torden i den åndbare atmosfære der er tilbage, alt i et rosenrødt skær. Jeg drømmer, at den gamle verden går under, og at en ny verden begynder ...”

”Men hvordan ved man,” spurgte jeg, ”at man er en englesommerfugl, og ikke en dæmonisk natsværmer, dømt til at til at spiralere op imod den jordiske bys falske lyskilder, på samme måde som en druknende suges ned i en strømhvirvel, hvidtende den rædselslagnes hårpragt?”

”Det skyldes vel,” sagde væsnet, ”ekkoet af en fjern sang i ens følehorn, en vuggevise i et tilsyneladende uforgængeligt barneværelse, og støvet fra vores mødres vinger, som dækker den jordiske bys gader, og som vi afsætter vores livsvejs vaklende fodspor i, først fire ad gangen, senere to, og endnu senere hen tre, det vingeløse livs deprimerende talremse. Ja, jeg kan høre nogen le barnligt et sted i mørket, men stokken, deres tredie ben, står allerede og tripper utålmodigt for enden af gyden.”

”Jeg kan stadigvæk ikke se,” sagde jeg, ”at det udelukker endestationen som dæmonisk natsværmer.”

”Nuvel,” sagde væsnet, ”dag og nat er to sider af samme sag. Det er ikke skyggelægningen, men legemernes volumen og deres konturer, der er det afgørende. Lyskildens flygtige placering udsiger ikke noget om de afbillede genstandes karakter. Var det ikke netop William Blakes' grund til i opgøret med Joshua Reynolds at foretrække de gammeltestamentlige patriarker og profeter med den omhyggelige redegørelse for muskler, led og sener udført af Michelangelo liggende på sin ryg på et stillads under loftet i Det Sixtinske Kapel frem for de af mørket fremmanede melankolske nederlændere, hvis eneste belyste legemsdel er den kødfulde næse, som de desperat forsøger at holde oven vande i Rembrandts hav af brune saucer? Eller er det snarere min egen grund til at fortrække de klare fuldmånenætter hos Caspar David Friedrich frem for den industrielle revolutions møgvejr af regn og damp, hos William Turner, ud af hvilket, som et projektil afskudt af en desperat forbryders pistol, kommer en uformelig silhouet af et lokomotiv. Jeg mener: Tænk, at male både sol og måne på et billede og ikke have styr på horisontens i princippet altid rette linie, men forvandle den til en af grin bugtende slange, horisonten som burde være for landskabsmaleren, hvad kompasset er for stifinderen. Og desuden: For at være en tusmørkeopdagelsesrejsende må man da netop ikke have en dæmonisk natsværmersjæl? Det argument må da kunne slå hovedet på sømmet for dig. For hvad større kan tænkes end at være tusmørkeopdagelsesrejsende. O, at være tusmørkeopdagelsesrejsende.”

”Det liv som bevinget columbusmelankoliker, som du gør dig selv til talsmand for, har ingen gang på jorden,” sagde jeg. ”For hvad mere er der at opdage? Nu til dags kan man højst finde hår i suppen. Det kan man så, hvis man orker, beklage sig over til rette myndighed, men jeg er bange for, at ens rejsedagbog er et værk, som kommer til at samle støv på hylderne.”

”Jeg deler ikke din pessimisme,” sagde væsnet. ”Der findes som minimum to verdner: det nære og det fjerne. Ingen, selv om mange har rejst i retning mod slottet bag rosenskyernes volde, kender det fjerne. End ikke den største ingeniør kan bygge bro over den bundløse afgrund, som adskiller det nære fra det fjerne. Kun kunstneren, iført sine syvmilestøvler, kan forcere den forhindring, afgrunden udgør. Dog er mange styrtet i afgrunden. Selv efter dødens indtrædelse falder de stadig. Åbn et falmet bind med deres fantastiske fortællinger, og du vil høre ekkoet af deres afmagtsskrig.”

”Det er kun,” sagde jeg ”i den i forklarelsens lys letløbende skrift hen ad papiret, at kunstneren forestilles at have denne grænseoverskridende mobilitet. Hans ønske om at forene det nære og det fjerne er en umulig mission inden for den støvfyldte cirkel af en radius på halvfjerdsindstyvende år. Ingen moderne skobutik forhandler syvmilestøvler. Og selv iført eventyrets fodtøj ville man ikke nå langt. Man kan aldrig nå ud til horisonten. For hver skridt man tager hen imod den, træder den et tilbage, som var den en ung, bly pige, bange for ens tilnærmelser. Det er en egenskab ved det sfæriske rum, vi som endnu ikke udhuggede skulpturer er indlejret i.”

”Hvis det er sandt,” sagde væsnet, ”hvad er det dog for et sted, jeg er havnet? Er der kun ét udskænkningssted på disse kanter? Skal der ikke være mindst to slagtere i en landsby for, at indbyggerne får kød af god kvalitet til en rimelig pris? Hvad jeg mener, er: Trænger verdenskonstruktøren ikke til lidt konkurrence? Jeg for mit vedkommende ville hellere leve i en verden, hvor horisonten kom mig i møde, på samme måde som en alttilgivende far kommer sin fortabte søn i møde. Hele denne verdenskonstruktions grundlæggende fejl synes at ligge i afstanden mellem det nære og det fjerne. Det absolutte nulpunkt er simpelthen for lavt! Der er for lidt åndbar atmosfære i universet! At rejse mellem planeterne burde være som en skovtur i maj. Jeg siger: hvilket liv! Eller rettere: hvilken mangel på liv. Først slukkes lyset. Derpå begynder forsteningen i mørket. Hvad er døden andet end en kattelem ud af kattepinen? Godt, at man som menneske kun får én chance. Tænk først at blive forløst efter ni gange livsvarigt. Det eneste mulige oprør synes at være at føre minutiøs dagbog over meningsløsheden i det fængsel, som udgøres af en selv. Det vil være mit råd til dig. Når du om lidt vågner, vil du gå ud på badeværelset og i spejlet derude se dit legeme som et kistelignede puppehylster, hvori et ubestemmeligt væsen, midtvejs mellem larve og sommerfugl som det lader til at være, er indespærret. Kun langsomt langsomt, på samme smertefulde måde som lyset brød frem det daggry, da den elskede døde under stor lidelse på sit sygeleje, vil dit velkendte udseende, den sørgmodige klovn, det svage individ i flokken, ekskluderet af Darwin, inkluderet af Jesus Kristus, komme til syne i spejlet.”

””Jeg med mit dobbelte syn a la don Quixote de la Mancha,” vil du, efter atter at have genvundet din vante menneskelige fremtoning, udbryde og le. ”Jeg har badet i Lethe. Jeg har drukket af dens glemsels kilder. Englene har tegnet sære tegn på min pande. Jeg har erstattet det vågne livs logik med drømmens.””

”Du vil derefter som enhver anden dag iføre dig dit blå pjerrotkostume, lægge din klovnemaske, og gå ud til din optræden i den projektøroplyste manege. Mig og min i gravkammeret drømte påskemorgen vil du have glemt alt om.”

Gemmeleg i skumringen

Det var en sen eftermiddag i november. Det var koldt og tåget. Små børn legede gemmeleg i skumringen.

På bunden af et lad på en Christiania Bike lå en lille pige i lyserød flyverdragt sammenkrøbet med lukkede øjne.

Først troede jeg, at der var sket en forbrydelse – måske under dårlig indflydelse fra den tilsyneladende ustandselige strøm af bestialske mord, som har præget romanerne og tv-serierne siden årtusindeskiftet, og som i grunden intet som helst har at gøre med vores nære omgivelser. Men så løftede pigen hovedet og så på mig med et fugtigt dyreøje.

Rundt om os søgte solsortene med deres karakteristiske vibrerende kald nattesædet. Jeg ville også gerne have sluttet mig til koret, men jeg havde hverken næb, kløer eller vinger at gøre godt med. Desuden var jeg modsat A-menneskene og dagdyrene omkring mig tilsyneladende først lige ved at vågne. Min aktivitetsperiode lå tilsyneladende senere henne på døgnet, i timerne omkring midnat. Først da ville mine kragetæer begynde at give mening. Først da ville sproget begynde at flyde. Det var i hvert fald mit håb.

Børnenes leg gik i opløsning og solsortenes skrig forstummede. Det var, som om ingen mere kunne finde hinanden, som om vi alle, både dyr og mennesker, var blevet væk fra hinanden i efterårsmørket.

Den lille pige kravlede op fra ladet og ville slutte sig til de andre børn.

”Kom, hvis du vil med,” sagde hun.

Jeg tøvede et øjeblik, men sagde så, at jeg var blevet for gammel til at lege.

”Men du gemmer dig ligesom jeg,” sagde pigen og lagde hovedet på skrå.

”Ja,” sagde jeg, ”men modsat dig vil jeg ikke findes.”

De himmelske bjerge – et kinesisk digt fra Tang-tiden

Bag de tusinde jordiske bjerge med de titusinde jordiske stier ligger et endnu højere bjergmassiv:

De hundredetusinde himmelske bjerge med de en million himmelske stier, svøbt i tåge og belyst af månen.

Dér vil jeg, i skikkelse af en gammel vis digter, søge op for at møde den engel, der i sine hænder bærer hans elskende hjerte uskadt gennem verdnerne.

Fragment af et kinesisk digt fra Tang-tiden. Ukendt forfatter.

Kong Fuzis drøm – en kinesisk fortælling

Det fortælles, at Kong Fuzi en nat havde en ejendommelig drøm. Han drømte, at han var Zhuang Zhou, og at han vandrede omkring i de tusinde bjerge med de titusinde stier. Det var tidlig formiddag, solen var netop ved at få magt, dalene lå endnu hen i tåge, luften var så jomfruelig ren at indånde, og sommerfugle af alle hånde slags flagrede omkring ham, både den rene hvide kålsommerfugl og de mere farverige som nældens takvinge og dagpåfugleøje. Kong Fuzi var fri og ubekymret, på en måde som han aldrig før havde været det i sit liv, og han var det ejendommeligt nok, fordi han var aldeles uvidende om sin egen, den strenge Kong Fuzis eksistens. Men med ét vågnede han og fandt sig liggende på sit vante sengeleje i sin vante skikkelse af Kong Fuzi. Han havde hjertebanken, og der var svedperler på både pande og bryst, for hvad der for andre måske ville have været en smuk og livgivende drøm, havde for den strenge Kong Fuzi været et grimt og udmagrende mareridt. Han var forvirret. Drømmen havde virket så livagtig. Det var ikke muligt for ham at lægge den bag sig. Han stod op og gik ind i dagligstuen, hvor hans kone, Qi Guan, som endnu ikke var gået til ro, sad i det gyldne skær fra en olielampe og læste i en gammel visdomsbog.



Uden for døren, som stod åben ud til terrassen, hvor det ældre ægtepar tilbragte mange eftermiddage sammen i hinandens selskab, lå de tusinde bjerge med de titusinde stier, som han i drømmen i skikkelse af Zhuang Zhou netop havde vandret omkring i, nu hen i et drømmeagtigt blåligt skær, omsvøbt af tåge og oplyst af fuldmånen. Et sted langt borte tudede en ugle.

”Hvem er jeg egentlig?” spurgte Kong Fuzi, idet han distræt lod hånden glide gennem Qi Guans hår. ”Er jeg Kong Fuzi, der drømmer, at han er Zhuang Zhou? Eller er jeg Zhuang Zhou, der drømmer, at han er Kong Fuzi?”

Qi Guan sukkede stille og lagde bogen til side.

”Jeg ved det ikke,” sagde hun. ”Jeg har altid været i tvivl om, hvem den mand, jeg i sin tid giftede mig med, i virkeligheden er. Sådan er der måske mange kvinder, der har det. Det er de sande elskendes skæbne at forblive med at være fremmede over for hinanden. En ting står dog klart: Mellem Kong Fuzi og Zhuang Zhou må der være en afgørende forskel, det ved ethvert kinesisk barn, der har studeret deres indbyrdes modstridende filosofier. Kong Fuzi er den strenge moralske tænker, som opsplitter tilværelsen i modsætninger. Zhuang Zhou er den milde drømmende fortæller, som ophæver de selvsamme modsætninger igen. Men begge har de en mulighed for at blive til noget andet og måske bedre. Fordi alle ting oprindeligt var ét. Det fortælles der i hvert fald i den gamle visdomsbog, som jeg netop sad og læste i. Det er, hvad der menes med den i tingene iboende mulighed for forvandling. Fordi tingene i deres nuværende tilstand tilsyneladende er indbyrdes forskellige, men oprindeligt var ét, er forvandlingen mulig.”

”Javel,” sagde Kong Fuzi. ”Men jeg har altid været overordentlig tilfreds med at være mig selv. Jeg kunne aldrig drømme om at være Zhuang Zhou.

”Men er det overhovedet en dyd at være tilfreds med at være sig selv, kære husbond?” spurgte Qi Guan. ”Burde mennesket netop ikke som sommerfuglen sprænge puppens kistelignende hylster for at forvandle sig til noget andet og måske bedre? Og er det overhovedet sandt, når du siger, at du ikke kunne drømme om at være Zhuang Zhou? Var det ikke netop det, du drømte for lidt siden? Har du allerede glemt det, kære husbond? Din selvtilfredshed med at være Kong Fuzi er kun noget, du har, når du tror, at du er vågen.”

”Når jeg tror, at jeg er vågen? Er jeg da ikke vågen nu?” spurgte Kong Fuzi forvirret.

”Nej, dette er også kun en drøm.” sagde Qi Guan. ”Ikke din, ikke Zhuang Zhous, men min, Qi Guans drøm.”

”Og hvad sker der, når Qi Guan vågner?” spurgte Kong Fuzi endnu mere forvirret. Han så først uroligt på Qi Guans drømmebillede af sig selv og derpå på Qi Guans drømmebillede af sin mand i det mahogniindrammede spejl på væggen. Er menneskene ikke andet end hinandens drømme, spurgte han sig selv, imens uglen langt borte tudede.

”Jeg ved det ikke,” sagde Qi Guan. ”Det eneste, jeg ved, er, at det i denne version af mit liv altid har været nat, at fuldmånen, som om tiden var holdt op med at gå, bliver ved med at befinde sig på et og samme sted på nattehimlen, at en ugle et sted langt borte i de tusinde bjerge med de titusinde stier med korte mellemrum igen og igen tuder, og at jeg, Qi Guan, så længe jeg kan huske tilbage, altid har siddet i det gyldne skær fra olielampen og læst i den samme gamle visdomsbog, alt imens du, kære husbond – lige indtil for et kort øjeblik siden – altid har ligget inde ved siden af i vores fælles soveværelse og drømt om, at du var Zhuang Zhou.”

Den ovenstående ikke videre kunstnerisk tilfredsstillende fortælling er en ironisk refleksion over Zhuang Zhous fortællinger om alle tings mulighed for forvandling, og om livet som en drøm, og døden, ikke som en afslutning på livet, men som en opvågning af drømmen, en begyndelse på en anden og måske bedre eksistens. Et eksempel er den berømte fortælling om sommerfuglen. (Sommerfuglen som med sin forvandlingsevne fra æg over larve og puppe til sommerfugl burde være Zhuang Zhous attribut, ligesom nøglen er apostlens Peters attribut og ørnen er evangelisten Johannes’ attribut). Men det er svært at tilføje noget nyt til Zhuang Zhous fortællinger. Han synes med sine originale paradokser allerede at have udtømt alle muligheder for tilføjelser og andre vinklinger.

Her er i engelsk udgave to af teksterne, som har inspireret til ovenstående fortælling:

1. Once Zhuang Zhou dreamed he was a butterfly, a fluttering butterfly. What fun he had, doing as he pleased! He did not know he was Zhou. Suddenly he woke up and found himself to be Zhou. He did not know whether Zhou had dreamed he was a butterfly or a butterfly had dreamed he was Zhou. Between Zhou and the butterfly there must be some distinction. This is what is meant by the transformation of things.

2. How do I know that enjoying life is not a delusion? How do I know that in hating death we are not like people who got lost in early childhood and do not know the way home? Lady Li was the child of a border guard in Ai. When first captured by the state of Jin, she wept so much her clothes were soaked. But after she entered the palace, shared the king's bed, and dined on the finest meats, she regretted her tears. How do I know that the dead do not regret their previous longing for life? One who dreams of drinking wine may in the morning weep; one who dreams weeping may in the morning go out to hunt. During our dreams we do not know we are dreaming. We may even dream of interpreting a dream. Only on waking do we know it was a dream. Only after the great awakening will we realize that this is the great dream. And yet fools think they are awake, presuming to know that they are rulers or herdsmen. How dense! You and Confucius are both dreaming, and I who say you are a dream am also a dream. Such is my tale. It will probably be called preposterous, but after ten thousand generations there may be a great sage who will be able to explain it, a trivial interval equivalent to the passage from morning to night.

Gotiske himle – fem efterårshaiku

Mennesker med
lange dansende skygger.
Sol i øjnene.


Orange skovsnegl
æder rød mirabelle.
Den sidste nadver.


Knækkende grene.
Rådnende bær og svampe.
Små børn i skoven.


Livløse blade.
En pludselig hvirvelvind:
Genopstandelse.


Gotiske himle.
Trækkende fugle på vej
til fiksstjernerne.

Et gigantisk nåleøje

Jeg drømte om et gigantisk nåleøje.

Jeg drømte, at en kamel så let som ingenting, med rigeligt af luft om flankerne, galoperede gennem nåleøjet, og at Guds rige var fyldt med rige unge mænd.

Jeg drømte, at træerne voksede ind i himlen, at jeg var en lille adræt lemur, og at jeg kravlede op i træerne, forbi skyerne, forbi månen og solen, forbi Lille Bjørn og Store Bjørn og ind i paradiset for at lægge mig til hvile blandt alle de andre lemurer i Abrahams skød.

Jeg drømte, at stenen blev liggende på bjergets top, at den ikke mere rullede ned i afgrunden, og at Sisyfos fik sig et velfortjent hvil.

Jeg drømte, at træernes frugter voksede sig store og saftige, at grenene bøjede sig under deres vægt, og at frugterne endelig nåede Tantalos’ mund, så han kunne stille sin tørst.

Jeg drømte, at entropien i universet holdt op med at vokse.

Jeg drømte, at evighedsmaskinen af anden grad var blevet opfundet.

Jeg drømte at livet var reversibelt, at man kunne ændre sine onde gerninger til gode, at man kunne leve livet om.

Jeg drømte, at det umulige var muligt.

Jeg drømte, at det var muligt at klippe hår af en skaldet. Der var ikke grænser for alle de afklippede hårlokker, frisøren med vabler på hænderne måtte feje sammen efter klipningen.

Jeg drømte, at luftkasteller var bygget af armeret beton.

Jeg drømte, at løven græssede side om side med oksen, og at profeten Esajas lå og sov i køjen ovenover og havde den samme drøm.

Jeg drømte, at nattens drømme var sædekorn, som spirede i det vågne livs morgengry.

Jeg drømte, at de drillesyge holdt op med at drille.

Jeg drømte, at de stærke passede på de svage.

Jeg drømte, at hospitalsklovnen blev arbejdsløs, og at børneafdelingerne på alle verdens hospitaler lå øde hen, fordi ingen børn blev syge.

Jeg drømte, at menneskenes øjne holdt op med at græde.

Men det var kun en drøm (...)

Jeg sidder og undersøger nålene i syskrinet, jeg har arvet efter min mor, dronningen af månen. Jeg er ikke god til at sy knapper fast, de knapper som mit blå pjerrotkostume i en uendelighed synes at tabe. Det falder mig tåkrummende og tænderskærende svært at tråde nålen. Det vågne livs nåleøje virker så underligt lille.

København ved ebbe

Jeg drømte, at der lå blæretang, søsalat og ålegræs i gaderne, som om København i nattens løb havde været oversvømmet af tidevandet. Det ukendte hav havde nu trukket sig tilbage. Med barnlig begejstring løb jeg rundt og søgte efter skatte i de opskyllede bunker af tang. Vrede bilister og cyklister råbte skældsord efter mig.

København er ved flod en sunken by. Københavnerne har blot endnu ikke opdaget, at de er druknet. Det er ikke min hensigt at forskrække nogen med denne oplysning, slet ikke dem der tror, at de har deres på det tørre. Jeg siger det blot som en henkastet bemærkning, som en fodnote i et aldrig åbnet geografisk værk om verdens kendte og ukendte byer, dvs. de med både åbne og lukkede øjne af forfatteren besøgte byer, på en støvet hylde i et dårligt oplyst hjørne i biblioteket i Atlantis.

Undfangelse og himmelfart

Frø af dit eget livs frugt.
Undfangelse og himmelfart.
Blomstrende skyer.

Et monsters skabelse

Et monsters skabelse. Efter Adams skabelse af Michelangelo, i Det Sixtinske Kapel.

Ingen himmel.

Ingen skaber.

Kun jord og menneske.

Uden dialogen med Det Andet bliver vi til monstre.

En dag vil du møde en kvinde

En dag vil du møde en kvinde, hvis kærlighed er en slotsruin som din egen.

Hun vil ikke tillade, at du rejser bort.

Hun vil brænde dit synkende skibs sidste redningsbåd.

Jeres knogler vil omfavne hinanden i afgrunden i al evighed.

Den hjemløse engel

Først tog jeg hende i min jordiske alvidenhed for en luder, der en sen nattetime rastløst går op og ned ad gaden, ventende på at en af de mørke og langsomt kørende biler, der igen og igen vender tilbage til gaden, skal standse for at samle hende op. Så fik jeg i skæret fra billygterne øje på fjerene, som, trods hendes ihærdige forsøg på at skjule denne i menneskenes øjne legemlige skavank, forræderisk blev ved med at stikke ud neden for den tætsiddende jakke.

Jeg tænkte på mine tab i livet og på, at de har gjort fadervor til tomme ord i min mund.

Men oprigtig talt: For hvad at regne er min jordiske smerte mod hendes himmelske?

Jeg har dog nogle nætter endnu, inden krematoriets ild og kirkegårdens jord, en seng at sove i. Hun har ingen.

Guds stad, det himmelske Jerusalem, ligger øde hen. Langsomt er bygningerne ved at forfalde. Har du set Akropolis eller Forum Romanum i fuldmånens skær, ved du, hvad jeg taler om. Ingen nyredt seng står dér og venter på den af kærlighedens gerninger til døden trætte engel.

Det, og ikke månelandingen, er den vitruvianske mands egentlige bedrift. Alt har sin pris, hvisker englen, mens bilerne med deres uudslukkelige begær bliver ved med at cirkle om hende. Fordi vi vil løse tilværelsens gåde inden for realismens fire vægge, har vi gjort englene hjemløse.

Fangerne – en lignelse i ånden fra Nietzsche og Kafka

Jeg drømte, at en vismand henrykt meddelte mig, at han havde fundet livets vej, og at han i ét nu førte mig hen i en mørk gyde, som lå i et af hovedstadens gamle arbejderkvarterer som endnu ikke var blevet renoveret, og som endte i en uoverstigelig mur.

”Det kan umuligt være livets vej,” sagde jeg vantro. ”Det er jo en blindgyde. Allerede efter få skridt vil man støde panden mod muren.”

”Nej, ikke hvis man går på stedet,” sagde vismanden og begyndte med ivrige teatralske bevægelser at gå på stedet, idet han med et henført og spejdende blik så frem for sig, som om den uoverstigelige mur slet ikke eksisterede. Menneskene omkring os fulgte vismandens eksempel og begyndte at gå på stedet, eller rettere: Allerede da vismanden og jeg var ankommet til gyden, havde de været i færd med at gå på stedet, alle med den samme form for teatralske bevægelser og henførte og spejdende blikke som mere virkede som henvendt til de omkring gående end som et resultat af indre nødvendighed.

Sådan en komedie nægtede jeg naturligvis at deltage i. I stedet for satte jeg mig på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, og så på de gående, på samme måde som en dagdriver i hovedstaden ser på travle mennesker, som passerer forbi, dog med den forskel at de mennesker, jeg så på, aldrig kom ud af stedet. Det kunne naturligvis ikke helt undgås, at et menneske sommetider i sin iver kom til at træde et skridt frem, ja sommetider endogså kom til at tage flere skridt fremad, så det faretruende nærmede sig muren med sin skrøbelige og spændte pande, men inden sammenstødet skete, indså det heldigvis altid sin fejl, og idet det fortsatte med at gå, arbejdede det sig i en glidende bevægelse tilbage i de andre gåendes rækker. De gående havde det øjensynligt bedst, når de befandt sig i en gruppe med andre gående. Ofte gik de to og to sammen som del af en større gruppe. Næsten altid udgjordes disse parvis gående af en af hvert køn. På denne måde virkede de som inspirationskilder for hinanden. De opildnede hinanden, så de ikke blev mismodige over den tilsyneladende nytteløse færd, som ikke bragte dem ud af stedet.

Sådan sad jeg på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, i mange år. Den ene halvdel af min tid gik med at spekulere over, hvad der kunne være bag ved muren. Måske hvis man undersøgte den nøje, ville man kunne finde en revne i den, ud fra hvilken der ville stråle et uudslukkeligt lys. Men jeg fandt aldrig en revne, og jeg så aldrig noget lys. Det mest sandsynlige var, at der ikke fandtes noget bag muren. Det var i hvert fald den udbredte mening blandt de gående. Det handlede om at foregive at gå, sagde vismanden, som allerede var blevet en gammel, alderssvækket mand. Det var tilsyneladende al denne teatralske gåen på stedet, som havde ældet ham før tid. Han virkede ikke videre lykkelig, og min passivitet lod til at irritere ham dybt. Hvis vi nogensinde havde været venner, så var vi det bestemt ikke mere, lod han mig forstå. Jeg var fjenden, der med sin passivitet brød den illusion, som de gående i fællesskab til stadighed forsøgte at opbygge og vedligeholde.



Den anden halvdel af min tid gik med at iagttage de gående, deres gangart og deres ansigtsmimik. Ingen var, selv om mange tilsyneladende stræbte efter det, helt ens. Målet syntes at være at finde den gangart og den ansigtsmimik, som passede den enkelte bedst. Fællesskabet eller ligheden med de andre gående bestod i at være enige om at gå. Hvis et menneske et øjeblik holdt inde med at gå, blev det straks mødt med misbilligende miner fra alle sider. Det kunne intet enkeltindivid holde til i længden, så der var ingen anden udvej for den formastelige end skyndsomst at begynde at gå igen. Målet var at gå, til man segnede, for derpå at blive erstattet af en nytilkommen som straks tog fat, hvor man selv havde måttet slippe. Det var den eksemplariske adfærd. Vismanden, som jeg for mange år siden oprindelig var ankommet til gyden sammen med, var eksempelvis for længst segnet om og var blevet erstattet med en anden og yngre vismand. Faktisk var der ingen tilbage af de gående fra den oprindelige tid, kunne jeg, når jeg så mig omkring, med en vis vemod konstatere.

En dag fandt jeg på at orientere mig i den modsatte retning af muren, dvs. at se mig tilbage over skulderen. Jeg opdagede da til min store fortrydelse, at der i den anden ende af gyden også var en uoverstigelig mur. Uset og uhørt var den blevet rejst dér, i løbet af de mange år jeg havde været i gyden. Jeg og de gående var indespærret. Vi var fanger. Der fandtes ingen frihed. Udover gangart og ansigtsmimik var friheden en illusion. Vi var som fanger på vandring i en fængselsgård.

Jeg henvendte mig til den nuværende vismand, som, så godt som jeg nu kunne regne mig frem til det, måtte være den syvende generation vismand efter den vismand, jeg oprindelig var ankommet til gyden sammen med, og fortalte ham om min triste opdagelse. Han affærdigede mig med en arrogant håndbevægelse og sagde, at jeg tog fejl. Gyden havde altid været lukket i begge ender. At forestille at der havde været en åbning dér og dermed en flugtvej ud af gyden, var det rene nonsens. Det var lige så grotesk som at forestille sig, at man kunne få tiden til at gå baglæns, og at man som gammelt menneske kunne kravle ind i sin moders liv igen, med navlestrengen intakt. Og hvad vidste jeg, fortsatte vismanden, idet han oparbejdede et raserianfald så stort, at han både fik fråde om munden og had i øjnene, og hvad vidste jeg, en gammel nar, som hele sit liv passivt havde siddet og set på, at andre gik og gik og gik, men aldrig selv havde taget så meget som et eneste skridt, for øvrigt om denne storslåede gydes indretning? Idet han udtalte ordene ”denne storslåede gydes indretning”, brød forsamlingen af de gående ud i høje klapsalver og jubelråb. Ved denne animerede feststemning vågnede jeg med svedperler på brystet over et hamrende hjerte, som efter et mareridt.

I skyggen af renæssancen og oplysningstiden – en antihumanistisk fortælling

Mere mørke.

Goethes sidste ord i et andet liv, i en anden verden.



Det ukendte sprog

Dage uden solskin. Som om skyerne ville fortælle ham noget på et for ham ukendt sprog.



Klipperne havde allerede lært den anderledes grammatik og svarede skyerne. Men menneskene omkring ham ignorerede den beåndede ordveksling mellem himmel og jord i lighed med de encyklopædier, som sneglene, når det regner, skriver med slim på gader og stræder.



Han, månesønnen, længtes efter en verden, som ikke var skabt i menneskets billede.

Han forstod ikke, at renæssancens verdensopfattelse dvs. den at mennesket er verdens centrum, at mennesket er alle tings målestok, og at den menneskelige stræben handler om at menneskeliggøre mere og mere af universet ... han forstod ikke, at denne humanistiske verdensopfattelse skulle være udtryk for noget specielt bevidsthedsudvidende og progressivt.

(Det samme kunne siges om oplysningstidens verdensopfattelse. Han skelnede ikke skarpt mellem de to tidsaldre, da de i hans optik syntes at repræsentere en og samme stræben).



Mennesket er et mikrokosmos. Mennesket og universet har de samme proportioner. A forholder sig til B, som B forholder sig til A plus B, hvor A er mindre end B. Mellem mikrokosmos og makrokosmos hersker universel harmoni.

Da han i 1487 skabte billedet af den vitruvianske mand, havde Leonardo da Vinci næppe forestillet sig, at tegningen siden hen skulle blive et emblem eller en ikon for den humanistiske og antropocentriske verdensopfattelse. Tegningen, som gengiver en voksen mands ideelle proportioner i to overlappende positurer, indskrevet i et kvadrat og en cirkel. Universet kan siges at være repræsenteret af de geometriske grundfigurer kvadratet og cirkelen, og centrum for universet er mandens navle. Men selv om man ud fra cirkelen og kvadratets princip så at sige kan frembringe en virtuel verden, som er meget lig menneskets nære omgivelse, så blev månesønnen mere og mere utilpas, jo længere han så på tegningen. Det var navlen, der anfægtede ham. For sit indre blik så han den vitruvianske mands krop som et urs visere dreje sig om dette punkt og frembringe en virtuel verden. Er menneskets navle virkelig centrum for universet med alle dets galakser, stjerner og planeter? Han fandt denne verdensopfattelse så uendelig selvcentreret. I sin navlebeskuelse var mennesket blevet blindt over for Det Andet, det som var uden for cirkelen og kvadratet.



Gud har skabt mennesket i sit billede, og mennesket har skabt Gud i sit billede.

Eller omformuleret for den, som bekender sig til humanismen i den ateistiske version:

Universet har gennem en langvarig proces frembragt mennesket for ved hjælp af matematik og logik at kunne forstå sig selv. Det er muligt for mennesket at forstå universet ved hjælp af matematik og logik. I denne proces vil universet blive mere og mere menneskeliggjort. Natur vil blive omdannet til kultur. Det umenneskelige vil blive omdannet til det menneskelige.



Han, månesønnen, fandt renæssancens og oplysningstidens humanistiske og antropocentriske verdensopfattelse stærkt begrænsende. Ja, faktisk fandt han – stik imod den herskende opfattelse – middelalderens teocentriske verdensopfattelse langt mere progressiv og bevidsthedsudvidende, i fald guden ikke havde været antropomorf. (Det var, som om den teocentriske verdensopfattelse i det mindste erkendte Det Andet, det fremmede, som ikke er menneskeligt, universets ikke menneskelige natur). En gotisk katedral for den egyptiske gud Thoth, det ville have været noget, tænkte han. Det æggede hans fantasi. Det fik blodet i hans årer til at bruse. Det tændte lyset i hans øjne.

Han, månesønnen, græd tit, fordi han ikke fik lov til at bygge en katedral for den egyptiske gud Thoth.

Der var en byggegrund ledig. Der var penge til at bygge noget stort. De, humanisterne, ville bygge et hospital, hvor man kunne kurere de syge, eller et universitet, hvor man kortlagde og analyserede det menneskelige genom. Han, antihumanisten, ville bygge en helligdom for det ukendte. Eller hvis det ikke var muligt, så i det mindste en helligdom for det, som blev tilbage af verden, når man havde sorteret det, som virkede alt for bekendt, fra. Man kaldte det vel det ukendte, men man kunne også kalde det for det meningsløse. Måske var det ikke en katedral for Thoth, men en katedral for det meningsløse, han ville bygge.



Den egyptiske forestillingsverden med dens zoomorfe guder er vel det nærmeste, menneskeheden har været på et andet blik på livet, eller i hvert fald den forestillingsverden der gav mest rum til det ukendte, det fremmedartede, det ikke menneskelige, Det Andet. Han tænkte på de små skulpturer af knælende mennesker, som tilbeder Thoth, Anubis og løvegudinden Sekhmet. Det var den modsatte verdensopfattelse af den, som tegningen af den vitruvianske mand repræsenterede, det modsatte af det humanistiske verdensbillede. Her var det ikke mennesket, der var verdens centrum, men en gud, inkarneret som et dyr i overstørrelse, så mennesket kom til at virke lille og ubetydeligt, og guden kom til at repræsentere det anderledes, det fremmede, det ukendte, det ikke menneskelige, Det Andet.

Der var også pyramiderne og obeliskerne med deres ikke vitruvianske proportioner. Og statuerne og reliefferne af faraoen Akhnaton, kætteren fra Amarna, hvis ikke vitruvianske proportioner har fået den moderne lægevidenskab til at spekulere i hvilken sygdom deformationerne kunne skyldes. Har ens billedverden ikke de vitruvianske proportioner, må man i humanistens øjne være syg.



Ras tårer

Jahve skabte mennesket af agerjorden, tænkte han. Ra skabte mennesket af sine egne tårer. Den sidste myte virker sandere og smukkere end den første. Vi græder meget, især som børn og unge, og består af femoghalvfjerds procent vand. Af tårer er du kommet, til tårer skal du blive. Havet, og ikke agerjorden, burde være vores sidste hvilested.

Den dæmoniske bror i dybet

Pattedyrene i havet kender af hjertet både til overfladen og dybet, tænkte han. Pattedyrene på landjorden kender af hjertet kun til overfladen. Da vi forlod havet, da vores finner blev til arme, hænder og fingre, og ben, fødder og tæer, glemte vi dybden.

Overfladen er det humanes element. Dybet er det inhumanes element. Vi har alle en dæmonisk bror eller søster, i havet, som vi forlod. Profeten Jonas er en af de få, der som en fortabt søn vendte tilbage til den forladte slægtning i det oprindelige element. Tre dage holdt han det inhumane ud. Mennesket kender af hjertet kun til overfladen.



Hvis det var et sprog, tænkte han, hvad er det så, der fortælles?



Spaltning og fordobling

Spaltning og fordobling. Man kunne, forestillede han sig, skabe en hel filosofi ud af disse to begreber.

Han overvejede længe, hvad han foretrak: En tvillingebror eller en dobbeltgænger. Han besluttede sig til sidst for dobbeltgængeren, da tvillingebroderen virkede for tæt på og for forpligtende. Dobbeltgængeren holdt sig for meste i baggrunden og kompromitterede kun en, når han udgav sig for en og eksempelvis begik mord i ens navn. Tvillingebroderen trængte sig hele tiden på for at synkronisere tanker og handlinger. Og han græd hjerteskærende, når man sagde, at man var sin egen. For øvrigt havde man mere end rigeligt i sine spejlbilleder og skygger. Spejlbilleder og skygger i en endeløs labyrint. Sådan var hverdagen for et ensomt menneske. Redningen måtte være et rumskib i skikkelse af et filosofisk æg fra verdensrummet, hvormed man – lagt i dvale sammen med sin fremtidige ven, rumvæsnet Hermes – ville undslippe til betlehemsstjernen, hvorom planeten Elysium med sine arkadiske landskaber cirkler. Ville den fortælling mon nogensinde blive nedskrevet?



Galakser af rædsel

Der findes, tænkte han træt, andre proportioner end de vitruvianske. Hvad er humanisme andet end åndelig nærsynethed? Verden er større og mere end mennesket. Uden for den trygge cirkel og firkant er der galakse efter galakse af rædsel.



Apokalypse for den vitruvianske mand

Den vitruvianske mand går rundt blandt andre vitruvianske mænd og kvinder i renæssancens ideale by. Alt er harmoni. Alt er idel lykke. Med ét flænges Piero della Francescas blå himmel, og ind i den antropocentriske verden kommer en gigantisk ibisfugl, den egyptiske gud Thoth, flyvende. Den gamle verdensorden er sat ud af kraft. Kaos regerer. Den vitruvianske mand ser med den midaldrende Leonardos mandige træk bestyrtet op imod den fremmede fugl. Der er så mange ting, den vitruvianske mand ikke forstår.

Om at dø af længsel

Han, månesønnen, længtes efter Det Andet, det anderledes. Han længtes efter udgangen i menneskets selvskabte labyrint.

Han troede på, at fremtiden lå i det ikke menneskelige, i det som transcenderer det menneskelige.

Han troede på, at det, som ikke er til, også findes. Han troede på, at menneskets fremtidige erkendelse ville være, at det, som kan forestilles, findes.

Han var grundlæggende et ulykkeligt og utilpasset menneske. Det var så forbandet svært at være et troende menneske uden at have noget at tro på. Han kunne intet andet end at sulte, fordi han i livet ikke havde kunnet finde den spise, han kunne lide, den ukendte næring. Havde han fundet den, ville han ikke have vakt den mindste opsigt, men have spist sig mæt som alle andre.



I en anden verden

I en anden verden. Den første samtale med ikke menneskelignende væsner.

”Hvad tror du på,” spurgte de ham om.

”På at Gud har skabt mennesket i sit billede,” svarede han.

Mælkevejslatter (minder lidt om hvalers sang, men skal opleves).

Han indså komikken og lo med.



Kærlighedsdigt til det ukendte

Han, månesønnen, læste et kærlighedsdigt fra et fremmed og ikke menneskeligt væsen til et andet fremmed og ikke menneskeligt væsen. Han forstod ingenting. Det er menneskets grundvilkår (ikke ifølge humanisten, men ifølge antihumanisten). Han var til en begyndelse kun i stand til at registrere bogstavrimene.



Han, månesønnen, befandt sig i isslottets kølige sale. Kulden fik ham til at tænke. I et fjernt gemak smukkeserede dronningen sig. Hendes hud skinner som fuldmånen, og hun smiler som en delfin. For hende er forelskelse ikke en følelse, men en tanke. Den ideelle kærlighed mellem to elskende er, som hvis et lig dissekerer et andet lig. Jo koldere elskovsakten er, desto bedre. Det er tankerne, og ikke kroppene, som skal korpulere.



Han, månesønnen, blev af præstinder, klædt i mørke billeagtige harnisker, klædt af og ført, som var han en fange der blev ført ind i torturkammeret, ind i den fremmede Guds mørke tronsal. Kun nøgen kunne den udvalgte troende møde den fremmede Gud. For præstinderne gjaldt åbenbart andre forskrifter.

”Læg dig på knæ og tilbed den fremmede Gud,” sagde præstinderne.

Han gjorde, som de sagde, selv om den fremmede Guds lange næb forskrækkede ham.

”Månesøn,” lød det skrattende fra næbbet. ”Fremmedhed er alle tings mening.”

Han nikkede forsigtigt, som om han forstod, og forsøgte for sit indre blik at fremmane billedet af en fremtid, hvor han med et hjerte, som ikke, som nu, var adskilt fra freden, var kommet overens med den fremmede Guds ytring.

Ras tårer

Jahve skabte mennesket af agerjorden. Ra skabte mennesket af sine egne tårer. Den sidste myte virker sandere og smukkere end den første. Vi græder meget, især som børn og unge, og består af femoghalvfjerds procent vand. Af tårer er du kommet, til tårer skal du blive. Havet, og ikke agerjorden, burde være vores sidste hvilested.

Ra er de gamle egypteres solgud.