Vi fødes som værker

Vi fødes som værker, men dør som skitser. Måske er det denne omvendte kronologiske rækkefølge mellem skitse og værk – og ikke, som jeg førhen troede, dødens eksistens – der er den egentlige årsag til vores ulykke? Det lille barn virker fuldkomment i sin moders øjne, som om troldmanden siddende ved sit tegnebord i dukkefabrikken ved verdens ende oprindeligt havde et sikkert greb om pennen. Men snart må tvivlen have meldt sig i hans sind, og han greb ud efter sin kugle af knetgummi og begyndte at udviske de førhen så beslutsomme linier for at erstatte dem med langt mere usikre og famlende af slagsen. Mange efterår, mange vintre, og en masse overflødige streger senere fremstår det lille barn – nu i skikkelse af en olding – som en skygge af sit oprindelige jeg, som et udkast til et udkast. Forfærdet iagttager det i spejlet sit ansigts net af rynker, den tynde hud, de mange leverpletter. Det nytter ikke at hviske: hold op med at tegne på mig! Dels tager troldmanden ikke imod ordrer, dels er det under alle omstændigheder for sent. Troldmanden har i arrigskab allerede krøllet skitsen sammen, og den ligger nu øverst i hans af menneskeskæbner bugnende papirkurv. Heller ikke denne gang lykkedes tegningen for ham, og han må begynde på en ny.