Det fortælles, at Carlo Collodi af sin forlægger blev overtalt til at udelade et kapitel af Pinocchio for ikke at skræmme børnene unødigt, nemlig det kapitel hvori Pinocchio opdager, at Geppetto ligesom han selv er en dukke lavet af træ. Ud over hensynet til børnene mente forlæggeren også, at kapitlet (som i forlæggerens øjne havde karakter af en pludselig indskydelse) med et fingerknips forrykkede romanens hidtidige tyngdepunkt, ja ruinerede hele dens opbyggelige morale. Fra at have handlet om en dukkes trængsler med at blive til en rigtig dreng, eller mere alment udtrykt: en dukkes trængsler med at blive til et menneske, kom den til at handle om en dukke, som opdager, at de væsner, der omgiver den, ikke er mennesker, men dukker som udgiver sig for at være mennesker. Budskabet synes at være, at mennesket som sådan ikke eksisterer, det er, ligesom eksempelvis enhjørningen, et illusorisk væsen, et illusorisk væsen som dukkerne, de eneste faktisk eksisterende tænkende væsner i universet, altså indbilder sig at være. Det var en i allerhøjeste grad alternativ tilværelsesfortolkning, påpegede forlæggeren, idet han kneb sig i flere gange i armen som for at overbevise sig selv og Carlo Collodi, men nok først og fremmest sig selv om, at han i hvert fald ikke var en dukke (1). Jeg ved i grunden ikke, om man som moderne læser af det amputerede mesterværk har noget at takke denne jordbundne og emsige forlægger for?
Inden jeg fortsætter med, hvad der siden hændte Pinocchio ifølge den oprindelige version af fortællingen, vil jeg tillade mig følgende digression, som muligvis vil kaste et opklarende lys ind i det indre af dette af dukkehænder forarbejdede stykke kirsebærtræ.
Hvad skaber egentlig en kunstner? Bliver kunstneren født som kunstner, eller er kunstneren resultatet af en langsommelig arbejdsproces med stoffet, hvor mere og mere kunstnerisk duelighed akkumuleres i kunstnerens øjne, hænder og hjerte?
Det vil være min påstand, at ethvert menneske, ifald det af tilværelsen udsættes for en eller anden skelsættende begivenhed, har muligheden for at blive kunstner.
F.eks. tror jeg, at den belgiske, surrealistiske kunstner René Magritte som udgangspunkt var et helt almindeligt menneske. Der var ikke meget kunstnerboheme over ham, hvis man med begrebet forbinder den sædvanlige klichéfyldte stereotyp. På fotografierne af ham ligner han mest af alt en grå og kedelig kontormand, ja med et ironisk glimt i øjet synes han at imitere de anonyme mænd, der iklædt mørkt tøj og bowlerhatte befolker hans egne billeder (2). Ja, det er uomtvisteligt, at han havde talent for at tegne og male – undskyld, jeg mener, talent for at tegne og farvelægge – men det er der jo så mange reklametegnere der har. Men for at være kunstner må der noget mere til, man må have en æstetisk og etisk vision af tilværelsen. Måske fødes de største kunstnere, genierne, med sådan en kunstnerisk vision – jeg tvivler på det, men jeg ved det ikke – men det almindelige, i hvert fald for de mindre ånder, er, at hvis man af tilværelsen udsættes for en eller anden ekstraordinær tildragelse, så kan det bringe den kunstneriske vision til fødsel. Måske er visionen fra begyndelsen som et frø til stede inde i én. Den skelsættende begivenhed er så at sige den rette mængde regn og den rette mængde sol, som får frøet til at spire.
Magrittes barndom var som de flestes andre belgiske drenges på det pågældende tidspunkt af verdenshistorien, på nær ét punkt. Hans mor led af depressioner og forsøgte flere gange selvmord. Det fortælles, at en dag, da Magritte og en af hans kammerater legede sammen langs floden Sambre, fandt de et kvindelig, som var skyllet op på flodbredden. Strømmen i floden havde løftet kjolen, så kvindens skød var blottet og hendes ansigt dækket. Da Magritte fjernede kjolen fra kvindens ansigt, opdagede han, at det var hans mor.
At denne begivenhed må have gjort et uudsletteligt indtryk på Magritte, ved alle, der har set hans mange billeder af ansigter, som enten er dækket af stof eller af en anden genstand, såsom et æble, en fugl eller en rose, og kvindeskød som er blottede, ja en enkelt gang, i billedet Voldtægten, bliver det for iagttageren skjulte kvindeansigt til en kvindekrop, som om drengen ved at fastholde den druknede kvindes skød på sin nethinde, vil værge sig mod at se moderens ansigt. Det var, tror jeg, det skelsættende øjeblik, som gjorde, at den helt almindelige dreng Magritte som voksen blev kunstner, og som skabte den etiske og æstetiske vision af tilværelsen, som hans billeders univers senere skulle vise sig at udgøre.
På samme måde var det et skelsættende øjeblik for Pinocchio, da han opdagede, at Geppetto var en dukke lavet af træ. Det var det afgørende øjeblik, der gjorde, at han som voksen blev digter. Alt svimlede for ham, den gamle tillidsvækkende verdensorden var styrtet sammen, og en ny bedragerisk af slagsen havde erstattet den. I en ubarmhjertig klar vision oplevede han verden som en stor teaterscene og alle de optrædende omkring ham som dukker af træ. Senere i sit liv skrev han følgende tekst (3).
”Det fortælles, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at mennesket har skabt Gud i sit billede. På denne måde blev de hinandens ophavsmænd og var for så vidt begge to rørende enige om det antropocentriske verdensbillede.
Jeg ser den gensidige skabelse for mit indre blik:
To statuer, som udhugger hinanden samtidigt. Pygmalion, som udhugger Galatea, og Galatea som udhugger Pygmalion.
To robotter, som skaber hinanden samtidigt.
De skaber hinanden i menneskets billede. Problemet er blot, at det, de tror at skabe, mennesket, ikke findes. Forstå det, o menneske. Det er ikke Gud, som ikke findes. Det er mennesket, som ikke findes.
Mennesket er det illusoriske væsen, som dukken drømmer, at det er.
Det handler ikke om, at en dukke skal blive til et menneske, det handler om, at menneskene skal erkende, at de er dukker.
Det handler ikke om en dukke, der bliver til en dreng, men om en dukke, som opdager, at mennesket er en dukke, der udgiver sig for at være menneske.
Forskellen på mig og Geppetto er ikke, at jeg er en dukke, mens Geppetto er et menneske, nej forskellen er, at jeg ved, at jeg er dukke, mens at Geppetto ikke ved, at han er en dukke.
Det er denne indsigt, der giver mig mit dobbelte syn på tilværelsen, og det er dette dobbelte syn på tilværelsen, som gør mig til kunstner (4).
Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger.
Den sande digtnings opgave er at finde billeder og handlingsforløb så paradoksale, at de ikke kan udtømmes ved fortolkning.
At omdanne den tilsyneladende meningsløshed til mening, for at omdanne meningen til tilsyneladende meningsløshed igen.”
1. Læsningen af kapitlet havde trods alt bevirket, at der hos forlæggeren havde indsneget en vis usikkerhed angående hans egen hidtidige tilværelsesfortolkning, for mig at se kendetegnet på al god kunst.
2. Salvador Dali fremstår, hvad personlig fremtoning angår, som Magrittes diametrale modsætning. Mens Magritte fremstiller sig selv som en karikatur af borgeren, fremstiller Dali sig selv som en karikatur af kunstneren, eller måske mere præcist: som en karikatur af borgerens forestilling om kunstneren. Men begge er de ironikere (og selvironikere), og begges ironi er henvendt mod det borgerlige liv.
3. For den udeltagende læser kan Pinocchios poetiske og filosofiske tekster virke beslægtet med Nietzsches skrifter med deres mange bastante, påståelige og i længden trættende postulater. En forudsætning for, at teksterne lukker sig op for den, som har sat sig for at studere Pinocchio, er nok, at han eller hun er i stand til at sætte sig i Pinocchios sted, dvs. det at være en dukke som tror, at han som den eneste af dukkeheden har fundet nøglen til tilværelsens gåde og blotlagt universets indre maskineri. Det var Pinocchios mageløse opdagelse. Til forsvar for ham kan siges, at han i det mindste ikke løb nøgen gennem byen af dukkehuse, råbende heureka, heureka.
4. Med det dobbelte syn mener Pinocchio det, at han er i stand til at betragte tilværelsen med to sæt indbyrdes forskellige øjne: dukkens og menneskets, Pinocchios og Geppettos. Bemærk, at det er dukkens afsløring af menneskets bedrag, der giver dukkens syn autoritet, og dermed gør det dobbelte syn muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar