Først tog jeg hende i min jordiske alvidenhed for en luder, der en sen nattetime rastløst går op og ned ad gaden, ventende på at en af de mørke og langsomt kørende biler, der igen og igen vender tilbage til gaden, skal standse for at samle hende op. Så fik jeg i skæret fra billygterne øje på fjerene, som, trods hendes ihærdige forsøg på at skjule denne i menneskenes øjne legemlige skavank, forræderisk blev ved med at stikke ud neden for den tætsiddende jakke.
Jeg tænkte på mine tab i livet og på, at de har gjort fadervor til tomme ord i min mund.
Men oprigtig talt: For hvad at regne er min jordiske smerte mod hendes himmelske?
Jeg har dog nogle nætter endnu, inden krematoriets ild og kirkegårdens jord, en seng at sove i. Hun har ingen.
Guds stad, det himmelske Jerusalem, ligger øde hen. Langsomt er bygningerne ved at forfalde. Har du set Akropolis eller Forum Romanum i fuldmånens skær, ved du, hvad jeg taler om. Ingen nyredt seng står dér og venter på den af kærlighedens gerninger til døden trætte engel.
Det, og ikke månelandingen, er den vitruvianske mands egentlige bedrift. Alt har sin pris, hvisker englen, mens bilerne med deres uudslukkelige begær bliver ved med at cirkle om hende. Fordi vi vil løse tilværelsens gåde inden for realismens fire vægge, har vi gjort englene hjemløse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar