Kan du som jeg fare vild i De Rorschackske Landskaber?
Kender du Den Indre Nils kilder?
Hvis jeg er dr. Livingstone, vil du så være den Stanley, som genfandt ham i landsbyen Ujiji ved Tanganyikasøens bred?
I så fald tag din Diogenes Lygte med, o menneskefisker!
Fra det indre af sarkofagen i en ukendt faraos endnu ikke opdagede gravkammer
deklamerer jeg:
Den, som finder et menneske inden i et menneske, er en større opdagelsesrejsende end den, som finder et nyt kontinent.
Den rorshackske fotosafaris syv stationer.
1. station. De grønne enge med det stille vand
Lugt! Det dufter af de nyklippede græsplæner fra din barndoms sommeraftner i parcelhuskvarteret. La belle époque. Derefter slog kæmpemeteoren ned og udløste la noche oscura del alma, sjælens mørke nat. Du var den eneste overlevende, den ensomste dinosaur i verden. Du fik valget mellem digterens madeleinekage og profetens bogrulle. Du valgte digterens madeleinekage, men den smagte bittert som profetens bogrulle, og du fik bogstaverne galt i halsen. Alligevel kan du ikke se englenes lygter oplyse faldets verden, blinde muldvarp. Alligevel kan du ikke sanse, at den jordiske by er oplyst af genskinnet fra den himmelske by, på samme måde som de sneklædte marker en fuldmånenat er oplyst af genskinnet fra solen. Ikke at kunne se gennem mure er blot andet stadium på den blindes rejse hen mod fuld oplysning. Den sande troende oplever den vågne verden som transparent, i hvert fald når han eller hun er i behørig afstand fra løgnedetektoren.
2. station. Ørkenvandring i mørkets hjerte
Et sted i mørkets hjerte gemmer ens dobbeltgænger sig, lavet af alle de ubærlige minder man forsøger at flygte fra. Conrads verden er uden Dostojevskijs nåde. Der er ingen Sonja. Kun ens egne moralske svigt, rædslen ved at se sit eget spejlbillede i et barbarisk kontinents lidelser under den hvide mands kolonistyre, og trommerne, de evindelige trommer, som er som en trappeskakt ned i den bundløse afgrund, det kollektive ubevidste.
Inden i enhver hvid mand bor en sort mand. Den hvide mand kommer med sin bibel og sit krucifiks og vil omvende den sorte mand fra hedenskabet. Men den sorte mand er snild. Han ser sin sorte bror inden i den hvide mand, og han begynder at tromme på sin tromme. Den sorte bror inden i den hvide mand begynder at danse. Først lader den hvide mand som ingenting. Han sætter sig og lytter til lidt kirkemusik af Bach på sin medbragte rejsegrammofon, men snart lyder Bachs orgel som afrikanske trommer. Bach spillet på trommer. Hvilket vanvid! Den hvide mand rejser sig op. Vanviddet må ud af kroppen, og han begynder at danse. Se, se, den hvide mand danser! Alle landsbyens beboere samles for at se den hvide mand danse. Kampen mellem på den ene side bibel og krucifiks og på den anden side tromme blev således vundet af trommen. I hvert fald i første omgang.
3. station. Abelske marker af gyldent korn
Abelske marker af gyldent korn før den industrielle revolutions kainske mørke. Der er ingen horisont. Den er opløst i hastigt påførte penselstrøg. Den vangoghske pilgrimsrute gennem de af de milletske landarbejdere forladte marker fører direkte ind i den koboltblå og elfenbenssorte himmel. De ledsagende krager er som sorte engle, der stiger op og ned ad jakobsstigen. Velkommen tilbage, du min fortabte søn. Snart tændes Mælkevejens og de andre galaksers möbiusbånd, som i skikkelse af profeten Ezekiels dobbelte hjul synes at udgøre det mekaniske univers’ urværk.
4. station. Introvert bjergbestigning med panoramaudsigt
Den rejsendes motto er på dette stadium af den rorschachske fotosafari: Indadvendte udsigter og udadvendte indsigter.
Det ydre og det indre hører sammen. Adskilt fra hinanden er det to forvirrende sider af én hemmelighed, som vi blot kan lide under, men aldrig tyde. Mennesket er et möbiusbånd.
At bære nerverne uden på tøjet. At lette på den indre bowlerhat. Det skal nok gå alt sammen. Så længe det indre og det ydre udgøres af én flade.
5. station. Jordskælv i det kollektive ubevidste
Puslespil af arketyper. Den tiloversblevne brik er dig selv. Det gør dig i stand til at ræsonnere over lidelsen. Tænk, kun at være et stykke tegl i et tårn, som alligevel aldrig bliver færdigbygget. Jeg tænker på de store myretuer ude i skoven. Så hellere være et egern på vej op ad en stige som sænkes nedad oppefra af en usynlig hånd. I modstillingen af Babelstårnet og jakobsstigen ligger gådens løsning.
6. station. Fugl Føniks gralen
Fugl Føniks gralen med frugtsaft af livets træ. De tre dimensioner kan muligvis tænkes at rumme genfødselsdrikken. Men ellers henlægges nadvermåltidet på de elysiske marker, hvor den hvide flok skal sidde til højbords med den almægtige, til efter den nuværende verdens tæppefald.
7. station. Draperet apokalypse
Og hvad blev der af den gamle verden?
Det grimme sammen med de onde blev krøllet sammen som en mislykket tegning og smidt i den evige ild.
Det onde var kun for en tid.
Happy ending? Godt spørgsmål fra et menneske med noget i klemme i alle lejre.
Men det er i hvert fald sådan, at rejsearrangøren af den rorshackske fotosafari ønsker, at det skal formuleres. Tror jeg nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar