Pjerrot

Jeg har, hvad jordiske piger angår, en god smag. Pigerne, jeg har været forelsket i, har alle været kønne og haft noget poetisk ved deres væsen. Det lyder måske flot, men det gør kun kurtiseringen så meget mere vanskelig, når man som jeg ikke selv er nogen Adonis. Afslag på afslag har jeg fået, ja, nogle af pigerne siger nej, endnu inden jeg får min af kærlighedsangst stumme mund åbnet, som om de allerede på forhånd kender mit ærinde.

"Men du misforstår, smukke pige," mumler jeg. "Jeg ville ikke ... Jeg ville bare udveksle nogle få ord med dig, om helt uskyldige emner, om solen, månen og stjernerne f.eks., ikke andet ..."

Men pigen hører ikke efter. Hun har allerede vendt ryggen til mig og smiler nu til en høj, mørkhåret fyr, der med et glimt i øjet og udstrakte arme kommer hende i møde ...

Ak, hvad er jeg andet end den triste, hvide klovn, som forgæves angler efter Columbines kærlighed, hun, som aldrig kan blive min, hun, som uundgåeligt må knuse mit hjerte og forlade mig til fordel for Harlekin. Når jeg efter et afslag får øje på mit blege ansigt med de store sørgmodige øjne i et spejl, forekommer det mig endda, at jeg kan se ham stå som et spøgelse inde i spejlet og hilse bedrøvet på mig. Ikke ham den folkekære klovn, med den store røde mund, der spiser ild og blår på Bakken, men ham den ensomme, melankolske klovn, den forsmåede bejler, de kalder Pierrot i Frankrig og Pedrolino i Italien.

Den sidste pige, jeg var forelsket i, var Camilla fra Søborg. Det gik bedre end de forrige gange, og jeg så håbefuldt frem til, at vi en dag kunne blive kærester. Camilla havde ikke noget imod at tale med mig, vi talte godt sammen, og det er det vigtigste i et godt parforhold, som Camilla selv udtrykte det, så alt tegnede lyst. Vi kom nærmere og nærmere på hinanden, lige indtil den dag hun sagde:

"William Alexander, du er ikke som nogen anden, jeg kender. Du kan finde på at sige de mest underlige ting, og du taler med en mærkelig accent, som jeg ikke kan greje. Hvor kommer du egentlig fra? Hvor er du født?"

Jeg tøvede et øjeblik, men så sagde jeg, som sandt er:

"Jeg er født på månen, på slottet Stjerneborg, som ligger ved Mare Humorum. Dér bor min far, som er konge af månen, og min mor, som er dronning af månen, hvis de altså stadig lever. Hvis jeg ikke som barn var faldet ned fra månen, ville jeg nu have boet sammen med dem på slottet og have båret titlen: prins af månen."

Først lo Camilla, men da jeg fortsatte med at fortælle hende i detaljer om min tidlige opvækst på månen, ændrede hun pludselig væremåde og blev meget alvorlig.

"Åh, den stakkel," hviskede hun henvendt til sig selv, "han laver ikke sjov, han tror virkelig selv på det."

Derpå rejste hun sig op for at gå, og da jeg ville følge efter, vendte hun sig om og sagde:

"Nu skal du gå din vej, William Alexander Månesøn. Jeg vil aldrig se dig mere. Farvel."

Som den tyske digter Friedrich Hölderlin udtrykker det i et af sine digte: "Farvel. At leve med det ord for altid."