Jeg drømte, at en vismand henrykt meddelte mig, at han havde fundet livets vej, og at han i ét nu førte mig hen i en mørk gyde, som lå i et af hovedstadens gamle arbejderkvarterer som endnu ikke var blevet renoveret, og som endte i en uoverstigelig mur.
”Det kan umuligt være livets vej,” sagde jeg vantro. ”Det er jo en blindgyde. Allerede efter få skridt vil man støde panden mod muren.”
”Nej, ikke hvis man går på stedet,” sagde vismanden og begyndte med ivrige teatralske bevægelser at gå på stedet, idet han med et henført og spejdende blik så frem for sig, som om den uoverstigelige mur slet ikke eksisterede. Menneskene omkring os fulgte vismandens eksempel og begyndte at gå på stedet, eller rettere: Allerede da vismanden og jeg var ankommet til gyden, havde de været i færd med at gå på stedet, alle med den samme form for teatralske bevægelser og henførte og spejdende blikke som mere virkede som henvendt til de omkring gående end som et resultat af indre nødvendighed.
Sådan en komedie nægtede jeg naturligvis at deltage i. I stedet for satte jeg mig på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, og så på de gående, på samme måde som en dagdriver i hovedstaden ser på travle mennesker, som passerer forbi, dog med den forskel at de mennesker, jeg så på, aldrig kom ud af stedet. Det kunne naturligvis ikke helt undgås, at et menneske sommetider i sin iver kom til at træde et skridt frem, ja sommetider endogså kom til at tage flere skridt fremad, så det faretruende nærmede sig muren med sin skrøbelige og spændte pande, men inden sammenstødet skete, indså det heldigvis altid sin fejl, og idet det fortsatte med at gå, arbejdede det sig i en glidende bevægelse tilbage i de andre gåendes rækker. De gående havde det øjensynligt bedst, når de befandt sig i en gruppe med andre gående. Ofte gik de to og to sammen som del af en større gruppe. Næsten altid udgjordes disse parvis gående af en af hvert køn. På denne måde virkede de som inspirationskilder for hinanden. De opildnede hinanden, så de ikke blev mismodige over den tilsyneladende nytteløse færd, som ikke bragte dem ud af stedet.
Sådan sad jeg på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, i mange år. Den ene halvdel af min tid gik med at spekulere over, hvad der kunne være bag ved muren. Måske hvis man undersøgte den nøje, ville man kunne finde en revne i den, ud fra hvilken der ville stråle et uudslukkeligt lys. Men jeg fandt aldrig en revne, og jeg så aldrig noget lys. Det mest sandsynlige var, at der ikke fandtes noget bag muren. Det var i hvert fald den udbredte mening blandt de gående. Det handlede om at foregive at gå, sagde vismanden, som allerede var blevet en gammel, alderssvækket mand. Det var tilsyneladende al denne teatralske gåen på stedet, som havde ældet ham før tid. Han virkede ikke videre lykkelig, og min passivitet lod til at irritere ham dybt. Hvis vi nogensinde havde været venner, så var vi det bestemt ikke mere, lod han mig forstå. Jeg var fjenden, der med sin passivitet brød den illusion, som de gående i fællesskab til stadighed forsøgte at opbygge og vedligeholde.
Den anden halvdel af min tid gik med at iagttage de gående, deres gangart og deres ansigtsmimik. Ingen var, selv om mange tilsyneladende stræbte efter det, helt ens. Målet syntes at være at finde den gangart og den ansigtsmimik, som passede den enkelte bedst. Fællesskabet eller ligheden med de andre gående bestod i at være enige om at gå. Hvis et menneske et øjeblik holdt inde med at gå, blev det straks mødt med misbilligende miner fra alle sider. Det kunne intet enkeltindivid holde til i længden, så der var ingen anden udvej for den formastelige end skyndsomst at begynde at gå igen. Målet var at gå, til man segnede, for derpå at blive erstattet af en nytilkommen som straks tog fat, hvor man selv havde måttet slippe. Det var den eksemplariske adfærd. Vismanden, som jeg for mange år siden oprindelig var ankommet til gyden sammen med, var eksempelvis for længst segnet om og var blevet erstattet med en anden og yngre vismand. Faktisk var der ingen tilbage af de gående fra den oprindelige tid, kunne jeg, når jeg så mig omkring, med en vis vemod konstatere.
En dag fandt jeg på at orientere mig i den modsatte retning af muren, dvs. at se mig tilbage over skulderen. Jeg opdagede da til min store fortrydelse, at der i den anden ende af gyden også var en uoverstigelig mur. Uset og uhørt var den blevet rejst dér, i løbet af de mange år jeg havde været i gyden. Jeg og de gående var indespærret. Vi var fanger. Der fandtes ingen frihed. Udover gangart og ansigtsmimik var friheden en illusion. Vi var som fanger på vandring i en fængselsgård.
Jeg henvendte mig til den nuværende vismand, som, så godt som jeg nu kunne regne mig frem til det, måtte være den syvende generation vismand efter den vismand, jeg oprindelig var ankommet til gyden sammen med, og fortalte ham om min triste opdagelse. Han affærdigede mig med en arrogant håndbevægelse og sagde, at jeg tog fejl. Gyden havde altid været lukket i begge ender. At forestille at der havde været en åbning dér og dermed en flugtvej ud af gyden, var det rene nonsens. Det var lige så grotesk som at forestille sig, at man kunne få tiden til at gå baglæns, og at man som gammelt menneske kunne kravle ind i sin moders liv igen, med navlestrengen intakt. Og hvad vidste jeg, fortsatte vismanden, idet han oparbejdede et raserianfald så stort, at han både fik fråde om munden og had i øjnene, og hvad vidste jeg, en gammel nar, som hele sit liv passivt havde siddet og set på, at andre gik og gik og gik, men aldrig selv havde taget så meget som et eneste skridt, for øvrigt om denne storslåede gydes indretning? Idet han udtalte ordene ”denne storslåede gydes indretning”, brød forsamlingen af de gående ud i høje klapsalver og jubelråb. Ved denne animerede feststemning vågnede jeg med svedperler på brystet over et hamrende hjerte, som efter et mareridt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar