Varulven i Sønderjylland

Varulven kommer!

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg havde — som så ofte før — besøg af Von O. Han sad veltilfreds i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue, med benene over kors og et glas cognac i den ene hånd og en dampende havanneser i den anden. Vi havde brugt aftenen på at diskutere Bram Stokers Dracula, Mary Shelleys Frankenstein og andre berømte gyserfortællinger. Det havde været en lang og spændende samtale, som nu var ebbet ud. (Jeg skal ikke trætte læseren med at referere dens indhold, men vi diskuterede bl.a. hvorfor folk i det nittende århundrede havde dette store behov for at gyse). Længe havde vi siddet i tavshed og lyttet til stormen, der rasede udenfor, da Von O med ét fikserede sine altid årvågne grå øjne mod mine altid drømmende blå ditto og udbrød:

"Vidste du for resten, William Alexander, at den ulv, som nogle borgere påstod, at de havde set i Sønderjylland denne vinter, slet ikke var en ulv?

"Næææh ... men hvad var det så?" spurgte jeg.

"Det var en varulv!" sagde Von O.

Von O er et double-up-menneske. Med det mener jeg, at Von O altid forsøger at overgå, at overtrumfe sine omgivelser. Når en gæst på en bar bestiller en single malt, bestiller Von O en dobbelt single malt¹. Derfor er det kun forventeligt, at når andre råber: "Ulven kommer", så råber Von O: "Varulven kommer". Alligevel fik Von O's bemærkning denne aften det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Det ændrede klima og de nye dyr

Men lad mig begynde denne uhyggelige historie et andet sted. Jordens klima er under forandring. I Danmark var vinteren 2009/2010 exceptionel, både hvad angår kulde og mængden af sne. Det er måske sådan vintrene i Danmark vil blive fremover. Med kulden kommer også nye fremmedartede dyr til landet. Således fik Danmark den omtalte vinter eksempelvis besøg af en elg, en hval og en hvalros. Men det var så at sige kun toppen af isbjerget. Der er meget, de danske medier undlader at omtale for ikke at gøre befolkningen unødigt bange. Med kulden kommer nemlig også det uhyggelige. Det uhyggelige, der ellers holder til i de skovbeklædte bjerge i de østlige egne af det europæiske kontinent. Uuuuh, stakkels frygtsomme sjæl! Indstil dig på fremover at fryse, grue og gyse!

Blev bidt af en "vild hund" i Transsylvanien

Med denne bemærkning in mente vil jeg vende tilbage til historien om varulven. Von O har en ven, Johnnie W, der bor i Sønderjylland. Denne ven tager på en billig ferie til Transsylvanien, nærmere bestemt til byen Bran i hvis nærhed grev Draculas slot er beliggende. Efter en festlig tur i byen sammen med rejseholdet bliver han på vej tilbage til hotellet bidt af en omkringstrejfende hund. Johnnie W tager ikke episoden alvorligt. Han har kun fået en rift, som han — synes han selv — på betryggende vis bliver behandlet for på det nærmestliggende hospital. Han har endda overskud til at sende et postkort til Von O (med et billede af en grinende grev Dracula) hvor han omtaler episoden i humoristiske vendinger. Bidt af en omstrejfende hund i Karpaterne ... hahaha ... men Von O ser anderledes alvorligt på sagen, og hans bange anelser tager kun til i styrke, da Johnnie W ikke vender hjem fra rejsen til Transsylvanien og to borgere samtidig fortæller, at de har set en ulv strejfe om i Sønderjylland.

Underberg og Smirnoff

Det er med tungt hjerte, at Von O beslutter, at han må tage til Sønderjylland for at undersøge sagen nærmere. Han finder sin kasse med remedier til jagt på vampyrer og varulve frem og tilkalder sine to venner fra bodegaen på hjørnet, Underberg og Smirnoff. Underberg er gammel hjemmeværnsmand, og Smirnoff har været soldat i Fremmedlegionen. En tidlig morgen sætter de tre mænd kursen mod Sønderjylland i Underbergs gamle Land Rover. Det skulle efter sigende have været et imponerende syn at se Von O, bevæbnet med bibel, krucifiks, flasker med vievand og en hvidløgsranke om sin hals. Han mindede ikke så lidt om Van Helsing, vampyr- og varulvejægeren over dem alle, har Underberg og Smirnoff efterfølgende fortalt mig.



Varulve sporet

Det er nat. Tre mænd sniger sig i mørket hen over en eng i Sønderjylland. Det er de frygtløse vampyr- og varulvejægere Von O, Underberg og Smirnoff. Med ét udbryder Von O:

"Donnerwetter."

Han lyser med sin lygte ned på jorden foran sig. I den cirkel af lys, lyskeglen fra lygten aftegner på den pletvis snedækkede jord, ses et tydeligt aftryk af en pote med lange kløer.

"Dette, mine herrer," siger en tydeligt rystet Von O, "er ikke spor efter en ulv. Bemærk aftrykkets enorme størrelse og dets dybde. Det væsen, der har afsat dette spor, er langt større og tungere end en almindelig ulv. Det må veje langt over hundrede kilo. Der kan efter min mening kun være tale om en varulv ..."



Rholph, în cazul în care este prietenul meu vechi, Johnnie W?

I det samme øjeblik kommer månen, som denne aften meget passende er fuld, til syne bag en mørk sky, og i fuldmånens næsten blændende skær ser de tre mænd en varulv stå oprejst på bagbenene foran sig. Den er omkring to meter høj, og dens mund og pels er blodig. Den har netop rejst sig op efter at have tilfredsstillet sin næsten umættelige appetit på et stakkels får, som den har nedlagt kort forinden. Et øjeblik står de tre mænd som lammet. Men så fatter Von O sig og løfter krucifikset mod varulven. Dette hellige kristne symbol, som beskytter den, der er døbt, mod al ondskab, indfanger lyset fra fuldmånen og sender det i en af Gud fortættet lysstråle mod varulvens øjne. Samtidig råber Von O til den af månestrålen blændede varulv:

"Rholph, în cazul în care este prietenul meu vechi, Johnnie W?"

Det er transsylvansk² og betyder på dansk noget i retning af:

"Ulv, hvor er min gamle ven, Johnnie W?"

Den blændende månestråle og Von O's kommanderende stemme vækker varulvens raseri. Den vil gå til angreb, men i samme nu kaster de tre mænd sig over den. Der udspiller sig nu en drabelig kamp, hvorunder varulven både bliver gnedet med hvidløg og får kastet vievand på sig. Det sidste har som bekendt en ætsende effekt på alle den ondes skabninger. Det svækker den ellers uovervindelige varulv så meget, at Von O — mens Underberg og Smirnoff holder varulven fast — kan hamre et trækors, hvis ende er tilspidset, ned i den venstre side af varulvens bryst og gennembore dens hjerte. Sønderjylland genlyder af Von O's slag og varulvens frygtelige hyl. Ved denne larm slår mange af de hensovede på de omkringliggende kirkegårde øjnene op og står op fra deres grave, i den tro at dommedag er oprunden og det endelige slag om Harmagedon er nært forestående.

Liget i sneen

Men med ét er det hele ovre. Varulven er død. De gode kræfter har igen vundet over de onde kræfter. Og med dødens indtrædelse sker forvandlingen. På jorden i den blodige sne, for fødderne af de tre rystede mænd, ligger ikke mere en varulv, men liget af deres gamle ven og drikkebroder, den uforsigtige turist, Johnnie W.

1. Von O bestiller ikke — som nogen måske ville have troet det — en double malt, da single malten som bekendt er finere end den blandede double malt.

2. Von O taler ifølge ham selv alle europæiske sprog, også dem, der er uddøde. Derudover skriver han også sanskrit, mesopotamisk kileskrift og hieroglyffer.