Gemmeleg i skumringen

Det var en sen eftermiddag i november. Det var koldt og tåget. Små børn legede gemmeleg i skumringen.

På bunden af et lad på en Christiania Bike lå en lille pige i lyserød flyverdragt sammenkrøbet med lukkede øjne.

Først troede jeg, at der var sket en forbrydelse – måske under dårlig indflydelse fra den tilsyneladende ustandselige strøm af bestialske mord, som har præget romanerne og tv-serierne siden årtusindeskiftet, og som i grunden intet som helst har at gøre med vores nære omgivelser. Men så løftede pigen hovedet og så på mig med et fugtigt dyreøje.

Rundt om os søgte solsortene med deres karakteristiske vibrerende kald nattesædet. Jeg ville også gerne have sluttet mig til koret, men jeg havde hverken næb, kløer eller vinger at gøre godt med. Desuden var jeg modsat A-menneskene og dagdyrene omkring mig tilsyneladende først lige ved at vågne. Min aktivitetsperiode lå tilsyneladende senere henne på døgnet, i timerne omkring midnat. Først da ville mine kragetæer begynde at give mening. Først da ville sproget begynde at flyde. Det var i hvert fald mit håb.

Børnenes leg gik i opløsning og solsortenes skrig forstummede. Det var, som om ingen mere kunne finde hinanden, som om vi alle, både dyr og mennesker, var blevet væk fra hinanden i efterårsmørket.

Den lille pige kravlede op fra ladet og ville slutte sig til de andre børn.

”Kom, hvis du vil med,” sagde hun.

Jeg tøvede et øjeblik, men sagde så, at jeg var blevet for gammel til at lege.

”Men du gemmer dig ligesom jeg,” sagde pigen og lagde hovedet på skrå.

”Ja,” sagde jeg, ”men modsat dig vil jeg ikke findes.”