Jeg drømte, at jeg sammen med alt andet stof i universet var på vej ned i et gigantisk sort hul. Også Babelstårnet var på vej ned i strømhvirvelen af stjerner, planeter og måner, med alle deres for os ukendte civilisationer. Men på grund af tårnets anseelige højde gik det uendeligt langsomt, eller i det mindste med den samme hastighed som den, hvormed Venedig synker ned i den sumpede lagune, hvorpå den med rådnende træpæle står rejst.
Jeg steg op i tårnet ad den udvendige spiralsnoede trappe. Det gik på lette fjed, som det tit går i ens drømme. Øverst oppe i tårnet, i et næsten lysende hvidt værelse, som mindede om det indre af et futuristisk rumskib, boede Eros, eller Amor som romerne kaldte ham. Der var, ligesom i det inderste af en orkan, helt stille i værelset. På væggen hang Eros’ bue og pilekogger – pilekoggeret som var fyldt med de forgiftede pile, Eros mere eller mindre tilfældigt afskød mod menneskene, dengang verden endnu eksisterede.
På samme måde som en fodboldspiller eller håndboldspiller efter en tabt kamp sidder sammensunket i omklædningsrummet med hovedet fyldt af triste tanker, sad Eros i et hjørne af værelset. Han fremstod med sit rynkede og skægløse ansigt og sit korte hvide hår som en gammel mand – måske skyldtes hans aldring nedfarten i det sorte hul? Dog havde han stadigvæk de samme vinger, som dengang han som en lille buttet engel fløj rundt i de jordiske egne i udkanten af Mælkevejen og parrede sine unge, forsvarsløse ofre.
Jeg talte med Eros i flere timer. Om tilværelsen gåde, livets mening, og kærligheden naturligvis. Det ændrede mit syn på tilværelsen, og der var en masse brikker, der faldt på plads for mig, for jeg er fra fødslen af ikke den skarpeste kniv i skuffen, og tit har jeg belastet mine opgivelser med mine mange spørgsmål om alt det i tilværelsen, jeg ikke kunne forstå. Her fik jeg endelig svar. Og det var nogle overraskende og ikke altid videre opmuntrende svar. Men hvordan kan man egentlig forlange, at svaret på tilværelsens gåde, kun skal være positivt? Der har været så meget lidelse i menneskehedens historie, så svaret må være et, der er velafbalanceret mellem lys og mørke, glæde og sorg.
Engang, hvis jeg får tid, vil jeg skrive denne samtale med Eros ned. Den skal udgøre det sidste kapitel i romanen, Dukkefabrikken ved verdens ende, som er min beskedne version af det samme litteraturarkitektoniske projekt, som Dante realiserede med Den guddommelige komedie.
Hovedpersonen i Dukkefabrikken ved verdens ende hedder Johannes af Kød og Blod. Sikke et navn! Men det er tvivlsomt, om Johannes overhovedet er et menneske af kød og blod, for hans far er den berømte robotkonstruktør Daedalus, som Johannes assisterer i det store robotværksted under ægteparret Daedalus’ hus i København.
Da historien begynder, er Johannes’ mor og far netop døde, og Johannes lever i det store tomme hus, med kælderen fuld af mere eller mindre ufærdige robotter. Det er lidt uhyggeligt, for af og til er der en af robotterne, som rører på sig.
En dag, da Johannes søger ly for regnen i Vor Frue Kirke, ser han en pige ligge på knæ og græde oppe ved alteret under Thorvaldsens store statue af Jesus. Han synes, at hun minder om en af robotterne, der for nylig er forsvundet fra faderens værksted. Da hun med forgrædte øjne på vej bort fra alteret og ud af kirken passerer Johannes, beder han hende om at sætte sig og fortælle, hvorfor hun er ked ad det. Det gør hun, og sikke en historie hun fortæller! Den sætter gang i Johannes lange rejse mod dukkefabrikken ved verdens ende eller Babelstårnet i det sorte hul, hvor Eros, universets øverste skabning, bor, for i den verdenskonstruktion, som romanens univers udgør, er det ikke den kristne Gud, som er universets hersker, men Eros, eller Amor som romerne kaldte ham, og romanen er i grunden en fortælling om kærlighed, om at elske og at miste den elskede.
Pigen hedder Lise. Det er hende, der fortæller os om Johannes’ lange rejse ind i evigheden for at få svar på, hvem og hvad han egentlig er, og hvad meningen med hans forældres ulykkelige ægteskab egentlig var, og for sluttelig at forsone sig med livet og døden. Det er nok meget godt, for Lise er et jordnært menneske, som udtrykker sig i et letforståeligt sprog, i modsætning til mig selv som har det med at fare vild i tankernes labyrint og egne selvmodsigelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar