Et gigantisk nåleøje

Jeg drømte om et gigantisk nåleøje.

Jeg drømte, at en kamel så let som ingenting, med rigeligt af luft om flankerne, galoperede gennem nåleøjet, og at Guds rige var fyldt med rige unge mænd.

Jeg drømte, at træerne voksede ind i himlen, at jeg var en lille adræt lemur, og at jeg kravlede op i træerne, forbi skyerne, forbi månen og solen, forbi Lille Bjørn og Store Bjørn og ind i paradiset for at lægge mig til hvile blandt alle de andre lemurer i Abrahams skød.

Jeg drømte, at stenen blev liggende på bjergets top, at den ikke mere rullede ned i afgrunden, og at Sisyfos fik sig et velfortjent hvil.

Jeg drømte, at træernes frugter voksede sig store og saftige, at grenene bøjede sig under deres vægt, og at frugterne endelig nåede Tantalos’ mund, så han kunne stille sin tørst.

Jeg drømte, at entropien i universet holdt op med at vokse.

Jeg drømte, at evighedsmaskinen af anden grad var blevet opfundet.

Jeg drømte at livet var reversibelt, at man kunne ændre sine onde gerninger til gode, at man kunne leve livet om.

Jeg drømte, at det umulige var muligt.

Jeg drømte, at det var muligt at klippe hår af en skaldet. Der var ikke grænser for alle de afklippede hårlokker, frisøren med vabler på hænderne måtte feje sammen efter klipningen.

Jeg drømte, at luftkasteller var bygget af armeret beton.

Jeg drømte, at løven græssede side om side med oksen, og at profeten Esajas lå og sov i køjen ovenover og havde den samme drøm.

Jeg drømte, at nattens drømme var sædekorn, som spirede i det vågne livs morgengry.

Jeg drømte, at de drillesyge holdt op med at drille.

Jeg drømte, at de stærke passede på de svage.

Jeg drømte, at hospitalsklovnen blev arbejdsløs, og at børneafdelingerne på alle verdens hospitaler lå øde hen, fordi ingen børn blev syge.

Jeg drømte, at menneskenes øjne holdt op med at græde.

Men det var kun en drøm (...)

Jeg sidder og undersøger nålene i syskrinet, jeg har arvet efter min mor, dronningen af månen. Jeg er ikke god til at sy knapper fast, de knapper som mit blå pjerrotkostume i en uendelighed synes at tabe. Det falder mig tåkrummende og tænderskærende svært at tråde nålen. Det vågne livs nåleøje virker så underligt lille.