Rejsen til Betlehemsstjernen

Betlehemsstjernen

Der findes ikke noget klarere objekt på nattehimlen end Betlehemsstjernen. At skue den er for ens sjælefred, som når Ordet omkranset af engle gæster sjælen. Én gang om året, Juleaften, viser den hellige stjerne sig for os mennesker, men for at se den må man have et tredie øje, sjælens øje. Sådan et øje har de fleste mennesker fra fødslen af, men det kan være svært at få det åbnet, for verdens bekymringer og rigdommens trængsler gør det så træt så træt, så øjenlåget har det med at falde i, og når øjenlåget først er faldet i, så forbliver øjet lukket som en ibsskal på bunden af havet ud for Santiago de Compostela, og dér på bunden af havet ud for Santiago de Compostela i det indre af en ibsskal er der ikke meget at se, tror jeg nok.



Det kristne rumskib

Jeg drømte, at jeg havde bygget et kristent rumskib. Det lignede en gotisk katedral. Det var udsmykket med engle, og der var indgraveret skriftsteder overalt på dets mørke skiferlignende titaniumoverflade.

Det kristne rumskib var tungt bevæbnet med laservåben og atommissiler, men de skulle kun tages i brug, hvis rumskibet på dets rejse gennem rummet blev angrebet af fjendtligsindede rumvæsner. Jeg havde i sinde at overholde Augustins kriterier for retfærdig krig, bellum iustum. Her fortabte drømmen sig i en længere redegørelse for Augustins kriterier for retfærdig krig, hvilket jeg ikke skal trætte læseren med, bl.a. fordi drømmens kriterier for retfærdig krig på foruroligende måde adskilte sig fra det vågne livs.



Syndfloden 2

Det kristne rumskib var en slags nutidig Noahs ark. Grunden til, at jeg havde bygget det, var at isen ved jordens poler på grund af den globale opvarmning var ved at smelte, så det i en nær fremtid kun ville være en eller to gemser i Himalaya og de individer af svalerne og mursejlernes ordener som bygger rede i skyerne, som ville kunne gøre sig håb om at overleve. Det indebar så, at også min lille lejlighed på Ensomhedens Allé ville blive oversvømmet, hvilket havde fået mig til at læse kapitel 6 i Første Mosebog med fornyet interesse. Jeg mente, at der var plads til nogle forbedringer, hvad angik arkens udformning, på baggrund af de teknologiske fremskidt der er sket siden den første syndflod. Jeg foretrak således titanium frem for gofer-træ. Kort før jul var rumskibet færdigbygget.

Jeg spurgte Camilla fra Søborg, om hun ville med, men hun sagde, at hun hellere ville fejre jul sammen med sin nye kæreste og hans familie.

Jeg spurgte Von O, om han ville med, men han sagde, at han hellere ville fejre jul med Underberg og Smirnoff.

Jeg spurgte direktøren af Zoologisk Have, om jeg skulle tage nogle dyr med på mit kristne rumskib, et af hvert køn, men han sagde, at dyrene hellere ville fejre jul i Zoologisk Have.

Så den eneste ud over mig selv, der kom med på rejsen, var den edderkop, som jeg bor sammen med i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Man kan ikke ligefrem sige, at det lovede godt for den fremtidige diversitet.



Noahs ark

Når jeg tænker på det fredfyldte og hyggelige sceneri på Edward Hicks’ billede af Noahs ark, så kan jeg ikke andet end slutte, at Noah må have haft en bedre overtalelsesevne og et større organisationstalent end jeg. Løven på Edward Hicks’ billede må være den fra Esajas’ vision, så godt den forstår at tøjle sine naturlige instinkter, omgivet af planteædende pattedyr som den er. Jeg genkender i Edward Hicks noget af min egen enfoldighed. Jeg har i grunden ikke noget andet ønske i tilværelsen end at være et af den almægtige skabers planteædende dyr, som går om bord på Hicks’ ark. Men i den tidsperiode, det har været min lod at leve i, fra slutningen af det tyvende århundrede til begyndelsen af det enogtyvende århundrede, har det stilfærdige kvækerliv ikke været mulighed. Der er ligesom ikke nogen på forhånd givne værdier, så i jagten på livets mening er jeg i stedet for blevet tusmørkeopdagelsesrejsende.

Afskeden med jorden og månen

Juleaften, da Betlehemsstjernen viste sig på himlen, tog jeg af sted. I første omgang anvendte jeg kun det kristne rumskibs lyddæmpede startmotorer, så jeg ikke, da jeg fløj hen over landet, forskrækkede menneskene, som netop nu var i færd med at danse rundt om juletræet. Da jeg nåede månen, fløj jeg i lav højde forbi slottet Stjerneborg, hvor jeg som dreng boede sammen med min far og mor, kongen og dronningen af månen, inden jeg faldt ned fra månen. Jeg tog med tårer i øjnene afsked med mit barndomshjem.

Først da aktiverede jeg det kristne rumskibs flere tusinde tons tunge atommotorer og satte kurs mod Betlehemsstjernen.



Elysium

Rundt om Betlehemsstjernen cirkler exoplaneten Elysium. Det er universets smukkeste og frodigste planet. Jeg har givet en nærmere beskrivelse af planeten og dens indbyggere i romanen Det kosmiske æg. Det ovenstående billede viser det kristne rumskib forankret ud for Elysium i det for jorden fjerne solsystem, hvor Betlehemsstjernen er sol. Det er ikke muligt at lande med det kristne rumskib, så selve landgangen på Elysium vil komme til at foregå ved hjælp af et mindre rumskib med landingsstel. Det kristne rumskib rummer en hangar med tolv gyldne diskosformede fartøjer, som minder lidt om de ufoer, der er observeret på jorden.



Min ven Hermes

På Elysium bor rumvæsnet Hermes. Han er den ven, jeg aldrig fandt på jorden. Han er også ven med Adán Christóbal Colón, som er efterkommer af Christoffer Columbus. Derfor er jeg også ven med Adán Christóbal Colón, ja jeg er måske endda i virkeligheden Adán Christóbal Colón, og ikke den William Alexander Månesøn jeg ellers udgiver mig for at være?

Rejsen gennem verdnerne og ungdomskilden på Elysium

Jeg rejser gennem rummet i mit kristne rumskib med min edderkop. Undervejs besøger jeg de særeste planeter. En dag vil jeg ankomme til Elysium. Jeg vil da være en meget gammel mand, næsten lige så gammel som Metusalem, men det gør ikke noget, for på Elysium springer en kilde, som gør, at den, som bader i den, forynges og får evigt liv. Således vil min rejse bort fra de smeltende poler på jorden i den ene ende af universet ende med et bad i en ungdomskilde på Elysium i den anden ende. Af de fire elementer er vand det, som har mest fortælleevne i sig.