Jeg er Alfa og Omega, sagde han, og det skal nok passe, for han fylder vores liv fra morgen til aften med alle sine lignelser, som aldrig kan udtømmes. Vi, som gerne vil være hans efterfølgere, må bære DET kors ad DEN smertens vej til DET hovedskalsbjerg, som tilværelsen alt for gavmildt skænker os. At korsfæste sig selv i al ubemærkethed er den moderne kristne martyrs skæbne.
Men det er ikke nok for os. Vi er umættelige. Vi vil også være Alfa og Omega som vor herre og mester, om end i mindre målestok. Spørgsmålet er blot i hvilket alfabet?
For det er, som om en storm, mens vi sov, har tilsandet det gamle og velkendte alfabet og afdækket et nyt og ukendt af slagsen, og som om vi enten er det sidste bogstav i det gamle og velkendte alfabet eller også det første bogstav i det nye og ukendte af slagsen. Eller rettere: som om vi er ingen af delene, som om vi er som en opdagelsesrejsende midtvejs mellem det gamle og det nye kontinent.
Vi er som en gammel forfatter af en encyklopædi, en gammel forfatter som på grund af alderdommens svækkelse har glemt alle de ord, han i sin tid nedskrev. Vi er som hans lille barnebarn, som leger på hans skød, og som engang vil skrive den nye encyklopædi, som vil komme til at erstatte den gamle, hans lille barnebarn som endnu ikke har sagt sit første ord og kun kan pludre.
Vi lever mellem alfabeterne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar