 |
| Den ufrivilligt barnløses børn |
Hun vekslede af og til nogle ord
med en ældre herre, som boede i den samme opgang som hende. Han havde mistet
sin voksne søn, hvilket han igen og igen vendte tilbage til. Hun lyttede med
vantro, når han sagde, at der ikke findes nogen større sorg i denne verden end
at have mistet et barn, men at det trods alt er bedre at have elsket og mistet
end slet ikke at have elsket.
Hun forestillede sig af og til, at
der eksisterede et parallelt univers, hvor de børn, hun ikke havde fået i dette
univers, levede. Havde de mon en mor, som lignede hende til forveksling, på nær
hendes manglende held i kærlighed, eller var de forældreløse og savnede hende
lige så meget, som hun savnede dem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar