Theseus og Minotauros

Minotauros

To livstidsfanger delte den samme beskidte celle. Den første, en voldtægtsmand og morder, kaldte den anden for Theseus. Den anden, som ikke forsømte nogen lejlighed til at fortælle, at han var uskyldig dømt, så derfor ikke anden mulighed end at kalde den første for Minotauros.
 
Minotauros troede oprindelig, at han var alene i cellen. En dag, da han gik rundt i en cirkel og grublede, opdagede han imidlertid til sin store overraskelse, at Theseus fra sit skjul i mørket i et hjørne af cellen stod og betragtede ham med et koldt blik. Hvor længe havde han mon stået der? Minotauros var overbevist om, at det var fængselsinspektøren, som havde anbragt Theseus i cellen for at dræbe ham, måske med en skarpsleben genstand som han skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt.
 
”Dræber du mig, dræber du dig selv, sagde Minotauros med bævende stemme til Theseus. ”Vi er som Kain og Abel brødre, ja mere end det: Vi er komplementære tvillinger. Flygter Theseus fra labyrinten, vil han blive Minotauros. Flygter Minotauros fra labyrinten, vil han blive Theseus. Ensomme, adskilte, halve væsner, amputerede, fragmenterede, broderløse. Her i den beskidte celle, labyrintens inderste kammer, hvor modsætningerne omfavner hinanden og vokser sammen, er vi trods alt, hvis vi lærer at elske hinanden som ulven og lammet i det kommende fredsrige, eller arbejdsgiverne og arbejdstagerne i den fascistiske stat, hele. Lad os falde på knæ og takke den algode og almægtige fængselsinspektør, Gud og Satan i én skikkelse, for vand og brød."
 
Det kom aldrig til noget voldeligt opgør mellem Theseus og Minotauros. Theseus glemte, som tiden gik, alt om Ariadne og den skarpslebne genstand, som han måske eller måske ikke skjulte i en lomme på indersiden af sin fangedragt, i Minotauros’ åndfulde selskab. Hver dag delte de broderligt vandet og brødet mellem sig, mens de talte om stort og småt.
 
Theseus sagde ved en af disse lejligheder:
 
”Universet er en uendelig labyrint. Der er ingen forskel på det liv, som straffede og ustraffede lever. Alle er vi fanger.”
 
Han fortsatte:
 
”Ariadne findes ikke. Hun er metafysik. Et fantasifoster, som jeg har skabt for at bevise, at labyrinten har en ende.”

 
Minotauros kløede sig eftertænksomt i sine horn, som om han ikke vidste, hvad han skulle mene om dette credo eller rettere non credo.
 
De sagde godnat og lagde sig til at sove. Da Theseus’ åndedræt var blevet tungt og regelmæssigt, stod uhyret Minotauros imidlertid op, som han havde gjort det hver eneste nat siden Theseus’ ankomst, og begyndte at lede febrilsk i mørket efter den tråd, som begyndte et sted i cellen og endte i et garnnøgle neden for Ariadnes himmelseng i kongens palads et sted uden for labyrinten – hvis man blot kunne finde den! I sin ophidselse så han for sit indre blik, hvordan Ariadne, som om hun ikke var kongedatter, men luder, nede på alle fire på den mest vulgære måde udstillede de for en tyr ejendommelige anatomiske detaljer ved en kvindes underliv for at ægge ham til at voldtage og myrde hende.