Den tredje årstid

Melankoli. Pico Della Mirandolas kamæleon imiterer Månen

Kamæleonens inderste kerne, et kulfyret kraftvarmeværk halvt i ruiner, pumper sort galde ud til legemets endnu ikke opdagede forstæder.

Dens hud plettes af kløende udslæt i gule, orangebrune og røde nuancer, idet den med tårefyldte øjne overværer, at træerne brænder, og at de forkullede grenes krogede bogstaver kommer til syne som et fikserbilledes skjulte motiv. Man behøver ikke at være Champollion for at tyde skriften på væggen. Det er efterår.

Trækfuglene, som endnu ikke har forladt de af den tredje årstid undergangstruede nordiske velfærdsstater, flyver ind i den blå times succession af stadigt større luftkasteller, indtil de endelig ankommer til fiksstjernerne, hvor de bygger rede i Abrahams skød.

Findes der mon noget værre mareridt? Migranternes æg, befrugtet af det jordiske tankemylders sæd, udklækkes, og de skabninger, som evolutionen klogeligt fravalgte i sin tid, ser dagens lys, med rudimentære vinger, finner og ben, og med overdimensionerede kønsorganer, ude af stand til andet end at skabe sig som sindssygehospitalernes sengeliggende patienter før Sigmund Freud. Melankolien triumferer i det himmelske paradis. Mørkets fyrste, den almægtiges natside, eller skygge om man vil, er vendt tilbage. Han sidder, idet han støtter hovedet med sin knyttede næve, og reciterer Silenos’ visdomsord, om og om igen, indtil galakserne holder op med at rotere og Jesus stiger ned fra korset for at gå bort i nedtrykt sindstilstand.

”Kom tilbage,” råber de endnu ikke genfødte profeter i hvalernes indre. ”Vi fryser om hænderne og fødderne. Vores sol er ved at forlade os. Hvad bliver mon den næste plage? Mørke midt på dagen?”

Måneægget rejser sig imidlertid som en kæmpe på nattehimlen. Kamæleonen skifter farve endnu engang. Denne gang bliver den hvid som rimfrost. Dens hud imiterer med fotografisk realisme Månens kratere og have af basalt.

Dette er mit beskedne forslag til et appendiks til Pico Della Mirandolas tale om menneskets værdighed. Jeg er det eneste virkelige på Rembrandts afbildning af doktor Tulps anatomiske forelæsning, det eneste moderne: det delvist dissekerede lig. De fastelavnsudklædte kirurger omkring mig er en drøm, jeg drømmer.