Koncert for en dansende gud

Friedrich Nietzsche. Dionysisk dans

Det fortælles, at folket en dag holdt op med at arbejde og i stedet for begyndte at danse. De dansede i gaderne. De dansede på pladsen foran det tidligere kongeslot, som i vores urolige tider – men måske kun for en kort stund endnu? – lægger lokaler til parlamentet og statsministeriet. Den gamle statsminister med de engang røde, men nu hvide hårlokker, stod sammen med den unge departementschef og betragtede forundret den animerede menneskemængde fra et af de høje, lukkede vinduer i sit kontor.

”Er de gået fra forstanden?” udbrød statsministeren.

”Lyt,” sagde departementschefen og begyndte at danse. ”Kan du ikke høre?”

”Nej,” sagde statsministeren. ”Jeg kan ikke høre.”

Han skruede op for sit høreapparat. Der lød imidlertid kun en skrattende lyd.

Den dag blev regeringen sat fra magten ved en fredelig revolution. De unge soldater og politibetjente sagde farvel til våbnene. De nægtede at følge deres tunghøre foresattes ordrer om at genoprette ro og orden og begyndte i stedet for at danse med befolkningen.

De dansende borgere viste sig – selv om man kunne have sine tvivl – at være demokrater. Der blev udskrevet valg til den lovgivende forsamling. Rigets bedste mænd og kvinder med absolut gehør var allerede i gang med – som med ført pen – at skrive et udkast til en ny forfatning.

Det hele gik imidlertid hen over hovedet på den unge komponist med de røde hårlokker, som sad i sin lille lejlighed på anden sal i en af forstæderne og spillede klaver for åbne vinduer.