Den sidste atlantide. Myten om aftenlandets undergang

Slangen i Atlantis

Det var en tidlig morgen i Atlantis. Gaderne var øde. Der var ikke en lyd, ud over lyden af den unge mands dansende skridt, forårsaget af at han halvt gik, halvt løb, mens han uden ophør spejdede efter livstegn i retning af alle fire verdenshjørner. Hvor var alle mennesker henne? Han fortsatte sin dans flere gange rundt om den kolossale statue af sten, som forestillede en slange, byens vartegn, og ned til havet, i håb om at han fra den yderste mole ville få øje på et menneske et sted inde i byen. En kvinde som hængte vasketøj til tørre, en mand som fejede fortovet foran sin butik, eller to børn på vej til skole. Var det for meget at bede om?

Der var imidlertid sket en forandring med havet, siden den unge mand sidst havde besøgt havnen, hvor han på en af de mange fiskerestauranter havde spist en grillet fisk, som under hele måltidet havde betragtet ham med sine usædvanlig store og menneskelignende øjne. Havet bestod ikke længere af vand, men af mennesker. De bevægede sig, som om de var fisk i en fiskestime, i et virvar mellem hinanden. De glatte, glinsende kroppe fik ham til at tænke på de mange lag af sprællende fisk, når fiskerne tømte deres fyldte garn på dækket af deres under fiskenes vægt synkefærdige både.

Der blæste en frisk vind. Der var hvide skumtoppe på menneskebølgerne.

”Menneskene er bedre til at illudere hav end til at illudere mennesker,” tænkte den unge mand bedrøvet.

En tåre løb ad krogede veje ned ad hans ene kind. Den smagte af det oprindelige, men nu forsvundne hav, da den endelig nåede hans mund.

”Hvem er jeg?” fortsatte han sin tankerække. ”Det er, som om jeg hverken tilhører individets ø eller fællesskabets kontinent, som om jeg befinder mig på et vadehavs blotlagte havbund, en bølgeribbet sandflade, hvor tiden er gået i stå et sted mellem den apollinske ebbe og den dionysiske flod. Man siger, at et menneskets karakter er dets skæbne. Mit DNA er et hus uden døre og vinduer. Kommer et godhjertet menneske forbi og hører barnegråd inde fra huset, vil han eller hun i den omgivende tilgroede have blive mødt af algebegroede skilte med indskriften: ”Privat område. Al uvedkommende færdsel forbudt.” Jeg har altid følt, at der var en mur mellem mig og mine medmennesker. Jeg forestiller mig døden som et digebrud, hvor murene omkring mig styrter sammen som en lille drengs sandslot ved tidevandets komme, og at jeg, på en gang fange og fangevogter, forenes med det gigantiske embryon af de døde, de levende og de endnu ikke fødte, menneskehedens kosmiske legeme.”

Overalt på havnepromenaden lå bunker af, hvad der ved første blik forekom en at være transparente mumier i forvredne positurer, eller måske mere rammende, slangehamme i menneskeskikkelse. Det var det enkelte menneskes karakter eller personlighed, som det havde aflagt, inden det sammen med sine medbrødre og medsøstre havde forvandlet sig til hav.

”Den leg kan jeg også lege,” tænkte den unge mand.

Han afførte sig næsten uden besvær sin individualitet, som om den var en – om end lidt klæbende – trikot og lagde den i en af bunkerne af de andre herreløse identiteter på havnepromenaden, hvor den straks begyndte at størkne i en tænksom positur.

”Hvilken lettelse ikke mere at adskille sig fra andre mennesker,” tænkte han.

En malstrøm, en tragtformet brønd, hvis vægge bestod af talløse menneskekroppe i evig spiralformet bevægelse ned mod det tilsyneladende bundløse dyb, åbnede sig under ham. Han sprang med åbne øjne på hovedet ned i det tomme rum, idet han udførte den ene saltomortale efter den anden. Generation efter generation af atlantider passerede revy for hans øjne i koncentriske cirkler med stadig mindre omkreds omkring ham. De sang på universets ældste sprog, som gik tabt i skyggen af det ufuldendte tårn:

”Vores hjerter var af sten. Vi var slanger i vores eget paradis. Vores navne er skrevet i vand, til skræk og advarsel for fremtidige generationer.”

Det var, som om malstrømmen var en tidsmaskine, som førte den unge mand længere og længere tilbage i evolutionen. De atlantider, som med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter betragtede ham inde fra væggene i den tragtformede brønd tæt på havets bund havde ikke haft hænder og fødder, men finner, inden de havde aflagt deres slangeham.

”Hvem er I?” spurgte han.

”Vi er dig,” svarede de.

Han var ikke mere et menneske, men en skygge blandt skygger. Han ænsede knap nok, at væggene i den tragtformede brønd styrtede sammen og menneskehavet lukkede sig om ham.