Rorschach fotosafari

Det følgende digt og de følgende billeder tilskrives damen med den lukkede vifte.

Kan du som jeg fare vild i De Rorschackske Landskaber?

Kender du Den Indre Nils kilder?

Hvis jeg er dr. Livingstone, vil du så være den Stanley, som genfandt ham i landsbyen Ujiji ved Tanganyikasøens bred?

I så fald tag din Diogenes Lygte med, o menneskefisker!

Fra det indre af sarkofagen i en ukendt faraos endnu ikke opdagede gravkammer
deklamerer jeg:

Den, som finder et menneske inden i et menneske, er en større opdagelsesrejsende end den, som finder et nyt kontinent.

Den rorshackske fotosafaris syv stationer.



1. station. De grønne enge med det stille vand

Lugt! Det dufter af de nyklippede græsplæner fra din barndoms sommeraftner i parcelhuskvarteret. La belle époque. Derefter slog kæmpemeteoren ned og udløste la noche oscura del alma, sjælens mørke nat. Du var den eneste overlevende, den ensomste dinosaur i verden. Du fik valget mellem digterens madeleinekage og profetens bogrulle. Du valgte digterens madeleinekage, men den smagte bittert som profetens bogrulle, og du fik bogstaverne galt i halsen. Alligevel kan du ikke se englenes lygter oplyse faldets verden, blinde muldvarp. Alligevel kan du ikke sanse, at den jordiske by er oplyst af genskinnet fra den himmelske by, på samme måde som de sneklædte marker en fuldmånenat er oplyst af genskinnet fra solen. Ikke at kunne se gennem mure er blot andet stadium på den blindes rejse hen mod fuld oplysning. Den sande troende oplever den vågne verden som transparent, i hvert fald når han eller hun er i behørig afstand fra løgnedetektoren.



2. station. Ørkenvandring i mørkets hjerte

Et sted i mørkets hjerte gemmer ens dobbeltgænger sig, lavet af alle de ubærlige minder man forsøger at flygte fra. Conrads verden er uden Dostojevskijs nåde. Der er ingen Sonja. Kun ens egne moralske svigt, rædslen ved at se sit eget spejlbillede i et barbarisk kontinents lidelser under den hvide mands kolonistyre, og trommerne, de evindelige trommer, som er som en trappeskakt ned i den bundløse afgrund, det kollektive ubevidste.

Inden i enhver hvid mand bor en sort mand. Den hvide mand kommer med sin bibel og sit krucifiks og vil omvende den sorte mand fra hedenskabet. Men den sorte mand er snild. Han ser sin sorte bror inden i den hvide mand, og han begynder at tromme på sin tromme. Den sorte bror inden i den hvide mand begynder at danse. Først lader den hvide mand som ingenting. Han sætter sig og lytter til lidt kirkemusik af Bach på sin medbragte rejsegrammofon, men snart lyder Bachs orgel som afrikanske trommer. Bach spillet på trommer. Hvilket vanvid! Den hvide mand rejser sig op. Vanviddet må ud af kroppen, og han begynder at danse. Se, se, den hvide mand danser! Alle landsbyens beboere samles for at se den hvide mand danse. Kampen mellem på den ene side bibel og krucifiks og på den anden side tromme blev således vundet af trommen. I hvert fald i første omgang.



3. station. Abelske marker af gyldent korn

Abelske marker af gyldent korn før den industrielle revolutions kainske mørke. Der er ingen horisont. Den er opløst i hastigt påførte penselstrøg. Den vangoghske pilgrimsrute gennem de af de milletske landarbejdere forladte marker fører direkte ind i den koboltblå og elfenbenssorte himmel. De ledsagende krager er som sorte engle, der stiger op og ned ad jakobsstigen. Velkommen tilbage, du min fortabte søn. Snart tændes Mælkevejens og de andre galaksers möbiusbånd, som i skikkelse af profeten Ezekiels dobbelte hjul synes at udgøre det mekaniske univers’ urværk.



4. station. Introvert bjergbestigning med panoramaudsigt

Den rejsendes motto er på dette stadium af den rorschachske fotosafari: Indadvendte udsigter og udadvendte indsigter.

Det ydre og det indre hører sammen. Adskilt fra hinanden er det to forvirrende sider af én hemmelighed, som vi blot kan lide under, men aldrig tyde. Mennesket er et möbiusbånd.

At bære nerverne uden på tøjet. At lette på den indre bowlerhat. Det skal nok gå alt sammen. Så længe det indre og det ydre udgøres af én flade.



5. station. Jordskælv i det kollektive ubevidste

Puslespil af arketyper. Den tiloversblevne brik er dig selv. Det gør dig i stand til at ræsonnere over lidelsen. Tænk, kun at være et stykke tegl i et tårn, som alligevel aldrig bliver færdigbygget. Jeg tænker på de store myretuer ude i skoven. Så hellere være et egern på vej op ad en stige som sænkes nedad oppefra af en usynlig hånd. I modstillingen af Babelstårnet og jakobsstigen ligger gådens løsning.



6. station. Fugl Føniks gralen

Fugl Føniks gralen med frugtsaft af livets træ. De tre dimensioner kan muligvis tænkes at rumme genfødselsdrikken. Men ellers henlægges nadvermåltidet på de elysiske marker, hvor den hvide flok skal sidde til højbords med den almægtige, til efter den nuværende verdens tæppefald.



7. station. Draperet apokalypse

Og hvad blev der af den gamle verden?

Det grimme sammen med de onde blev krøllet sammen som en mislykket tegning og smidt i den evige ild.

Det onde var kun for en tid.

Happy ending? Godt spørgsmål fra et menneske med noget i klemme i alle lejre.

Men det er i hvert fald sådan, at rejsearrangøren af den rorshackske fotosafari ønsker, at det skal formuleres. Tror jeg nok.

Rejsen til Betlehemsstjernen

Betlehemsstjernen

Der findes ikke noget klarere objekt på nattehimlen end Betlehemsstjernen. At skue den er for ens sjælefred, som når Ordet omkranset af engle gæster sjælen. Én gang om året, Juleaften, viser den hellige stjerne sig for os mennesker, men for at se den må man have et tredie øje, sjælens øje. Sådan et øje har de fleste mennesker fra fødslen af, men det kan være svært at få det åbnet, for verdens bekymringer og rigdommens trængsler gør det så træt så træt, så øjenlåget har det med at falde i, og når øjenlåget først er faldet i, så forbliver øjet lukket som en ibsskal på bunden af havet ud for Santiago de Compostela, og dér på bunden af havet ud for Santiago de Compostela i det indre af en ibsskal er der ikke meget at se, tror jeg nok.



Det kristne rumskib

Jeg drømte, at jeg havde bygget et kristent rumskib. Det lignede en gotisk katedral. Det var udsmykket med engle, og der var indgraveret skriftsteder overalt på dets mørke skiferlignende titaniumoverflade.

Det kristne rumskib var tungt bevæbnet med laservåben og atommissiler, men de skulle kun tages i brug, hvis rumskibet på dets rejse gennem rummet blev angrebet af fjendtligsindede rumvæsner. Jeg havde i sinde at overholde Augustins kriterier for retfærdig krig, bellum iustum. Her fortabte drømmen sig i en længere redegørelse for Augustins kriterier for retfærdig krig, hvilket jeg ikke skal trætte læseren med, bl.a. fordi drømmens kriterier for retfærdig krig på foruroligende måde adskilte sig fra det vågne livs.



Syndfloden 2

Det kristne rumskib var en slags nutidig Noahs ark. Grunden til, at jeg havde bygget det, var at isen ved jordens poler på grund af den globale opvarmning var ved at smelte, så det i en nær fremtid kun ville være en eller to gemser i Himalaya og de individer af svalerne og mursejlernes ordener som bygger rede i skyerne, som ville kunne gøre sig håb om at overleve. Det indebar så, at også min lille lejlighed på Ensomhedens Allé ville blive oversvømmet, hvilket havde fået mig til at læse kapitel 6 i Første Mosebog med fornyet interesse. Jeg mente, at der var plads til nogle forbedringer, hvad angik arkens udformning, på baggrund af de teknologiske fremskidt der er sket siden den første syndflod. Jeg foretrak således titanium frem for gofer-træ. Kort før jul var rumskibet færdigbygget.

Jeg spurgte Camilla fra Søborg, om hun ville med, men hun sagde, at hun hellere ville fejre jul sammen med sin nye kæreste og hans familie.

Jeg spurgte Von O, om han ville med, men han sagde, at han hellere ville fejre jul med Underberg og Smirnoff.

Jeg spurgte direktøren af Zoologisk Have, om jeg skulle tage nogle dyr med på mit kristne rumskib, et af hvert køn, men han sagde, at dyrene hellere ville fejre jul i Zoologisk Have.

Så den eneste ud over mig selv, der kom med på rejsen, var den edderkop, som jeg bor sammen med i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Man kan ikke ligefrem sige, at det lovede godt for den fremtidige diversitet.



Noahs ark

Når jeg tænker på det fredfyldte og hyggelige sceneri på Edward Hicks’ billede af Noahs ark, så kan jeg ikke andet end slutte, at Noah må have haft en bedre overtalelsesevne og et større organisationstalent end jeg. Løven på Edward Hicks’ billede må være den fra Esajas’ vision, så godt den forstår at tøjle sine naturlige instinkter, omgivet af planteædende pattedyr som den er. Jeg genkender i Edward Hicks noget af min egen enfoldighed. Jeg har i grunden ikke noget andet ønske i tilværelsen end at være et af den almægtige skabers planteædende dyr, som går om bord på Hicks’ ark. Men i den tidsperiode, det har været min lod at leve i, fra slutningen af det tyvende århundrede til begyndelsen af det enogtyvende århundrede, har det stilfærdige kvækerliv ikke været mulighed. Der er ligesom ikke nogen på forhånd givne værdier, så i jagten på livets mening er jeg i stedet for blevet tusmørkeopdagelsesrejsende.

Afskeden med jorden og månen

Juleaften, da Betlehemsstjernen viste sig på himlen, tog jeg af sted. I første omgang anvendte jeg kun det kristne rumskibs lyddæmpede startmotorer, så jeg ikke, da jeg fløj hen over landet, forskrækkede menneskene, som netop nu var i færd med at danse rundt om juletræet. Da jeg nåede månen, fløj jeg i lav højde forbi slottet Stjerneborg, hvor jeg som dreng boede sammen med min far og mor, kongen og dronningen af månen, inden jeg faldt ned fra månen. Jeg tog med tårer i øjnene afsked med mit barndomshjem.

Først da aktiverede jeg det kristne rumskibs flere tusinde tons tunge atommotorer og satte kurs mod Betlehemsstjernen.



Elysium

Rundt om Betlehemsstjernen cirkler exoplaneten Elysium. Det er universets smukkeste og frodigste planet. Jeg har givet en nærmere beskrivelse af planeten og dens indbyggere i romanen Det kosmiske æg. Det ovenstående billede viser det kristne rumskib forankret ud for Elysium i det for jorden fjerne solsystem, hvor Betlehemsstjernen er sol. Det er ikke muligt at lande med det kristne rumskib, så selve landgangen på Elysium vil komme til at foregå ved hjælp af et mindre rumskib med landingsstel. Det kristne rumskib rummer en hangar med tolv gyldne diskosformede fartøjer, som minder lidt om de ufoer, der er observeret på jorden.



Min ven Hermes

På Elysium bor rumvæsnet Hermes. Han er den ven, jeg aldrig fandt på jorden. Han er også ven med Adán Christóbal Colón, som er efterkommer af Christoffer Columbus. Derfor er jeg også ven med Adán Christóbal Colón, ja jeg er måske endda i virkeligheden Adán Christóbal Colón, og ikke den William Alexander Månesøn jeg ellers udgiver mig for at være?

Rejsen gennem verdnerne og ungdomskilden på Elysium

Jeg rejser gennem rummet i mit kristne rumskib med min edderkop. Undervejs besøger jeg de særeste planeter. En dag vil jeg ankomme til Elysium. Jeg vil da være en meget gammel mand, næsten lige så gammel som Metusalem, men det gør ikke noget, for på Elysium springer en kilde, som gør, at den, som bader i den, forynges og får evigt liv. Således vil min rejse bort fra de smeltende poler på jorden i den ene ende af universet ende med et bad i en ungdomskilde på Elysium i den anden ende. Af de fire elementer er vand det, som har mest fortælleevne i sig.

Det indre og det ydre

Det indre og det ydre. Trods den hvælvede pandes knejsende forbjerg er legemet en ringe kystsikring. Engang vil en efterårsstorms kæmpebølger gennembryde diget og forvandle det indre til havbund i fællesskabets hav. Man siger, at intet menneske er en ø, men er det ikke blot de levendes besværgelse mod at ende som den, som dør i ensomhed, den som, hvor højt de end måtte ringe, ingen kirkeklokker kan høre?

Alfa og Omega – livet mellem alfabeterne

Jeg er Alfa og Omega, sagde han, og det skal nok passe, for han fylder vores liv fra morgen til aften med alle sine lignelser, som aldrig kan udtømmes. Vi, som gerne vil være hans efterfølgere, må bære DET kors ad DEN smertens vej til DET hovedskalsbjerg, som tilværelsen alt for gavmildt skænker os. At korsfæste sig selv i al ubemærkethed er den moderne kristne martyrs skæbne.

Men det er ikke nok for os. Vi er umættelige. Vi vil også være Alfa og Omega som vor herre og mester, om end i mindre målestok. Spørgsmålet er blot i hvilket alfabet?

For det er, som om en storm, mens vi sov, har tilsandet det gamle og velkendte alfabet og afdækket et nyt og ukendt af slagsen, og som om vi enten er det sidste bogstav i det gamle og velkendte alfabet eller også det første bogstav i det nye og ukendte af slagsen. Eller rettere: som om vi er ingen af delene, som om vi er som en opdagelsesrejsende midtvejs mellem det gamle og det nye kontinent.

Vi er som en gammel forfatter af en encyklopædi, en gammel forfatter som på grund af alderdommens svækkelse har glemt alle de ord, han i sin tid nedskrev. Vi er som hans lille barnebarn, som leger på hans skød, og som engang vil skrive den nye encyklopædi, som vil komme til at erstatte den gamle, hans lille barnebarn som endnu ikke har sagt sit første ord og kun kan pludre.

Vi lever mellem alfabeterne.

Pinocchio – kapitlet som Carlo Collodi udelod

Det fortælles, at Carlo Collodi af sin forlægger blev overtalt til at udelade et kapitel af Pinocchio for ikke at skræmme børnene unødigt, nemlig det kapitel hvori Pinocchio opdager, at Geppetto ligesom han selv er en dukke lavet af træ. Ud over hensynet til børnene mente forlæggeren også, at kapitlet (som i forlæggerens øjne havde karakter af en pludselig indskydelse) med et fingerknips forrykkede romanens hidtidige tyngdepunkt, ja ruinerede hele dens opbyggelige morale. Fra at have handlet om en dukkes trængsler med at blive til en rigtig dreng, eller mere alment udtrykt: en dukkes trængsler med at blive til et menneske, kom den til at handle om en dukke, som opdager, at de væsner, der omgiver den, ikke er mennesker, men dukker som udgiver sig for at være mennesker. Budskabet synes at være, at mennesket som sådan ikke eksisterer, det er, ligesom eksempelvis enhjørningen, et illusorisk væsen, et illusorisk væsen som dukkerne, de eneste faktisk eksisterende tænkende væsner i universet, altså indbilder sig at være. Det var en i allerhøjeste grad alternativ tilværelsesfortolkning, påpegede forlæggeren, idet han kneb sig i flere gange i armen som for at overbevise sig selv og Carlo Collodi, men nok først og fremmest sig selv om, at han i hvert fald ikke var en dukke (1). Jeg ved i grunden ikke, om man som moderne læser af det amputerede mesterværk har noget at takke denne jordbundne og emsige forlægger for?

Inden jeg fortsætter med, hvad der siden hændte Pinocchio ifølge den oprindelige version af fortællingen, vil jeg tillade mig følgende digression, som muligvis vil kaste et opklarende lys ind i det indre af dette af dukkehænder forarbejdede stykke kirsebærtræ.

Hvad skaber egentlig en kunstner? Bliver kunstneren født som kunstner, eller er kunstneren resultatet af en langsommelig arbejdsproces med stoffet, hvor mere og mere kunstnerisk duelighed akkumuleres i kunstnerens øjne, hænder og hjerte?

Det vil være min påstand, at ethvert menneske, ifald det af tilværelsen udsættes for en eller anden skelsættende begivenhed, har muligheden for at blive kunstner.

F.eks. tror jeg, at den belgiske, surrealistiske kunstner René Magritte som udgangspunkt var et helt almindeligt menneske. Der var ikke meget kunstnerboheme over ham, hvis man med begrebet forbinder den sædvanlige klichéfyldte stereotyp. På fotografierne af ham ligner han mest af alt en grå og kedelig kontormand, ja med et ironisk glimt i øjet synes han at imitere de anonyme mænd, der iklædt mørkt tøj og bowlerhatte befolker hans egne billeder (2). Ja, det er uomtvisteligt, at han havde talent for at tegne og male – undskyld, jeg mener, talent for at tegne og farvelægge – men det er der jo så mange reklametegnere der har. Men for at være kunstner må der noget mere til, man må have en æstetisk og etisk vision af tilværelsen. Måske fødes de største kunstnere, genierne, med sådan en kunstnerisk vision – jeg tvivler på det, men jeg ved det ikke – men det almindelige, i hvert fald for de mindre ånder, er, at hvis man af tilværelsen udsættes for en eller anden ekstraordinær tildragelse, så kan det bringe den kunstneriske vision til fødsel. Måske er visionen fra begyndelsen som et frø til stede inde i én. Den skelsættende begivenhed er så at sige den rette mængde regn og den rette mængde sol, som får frøet til at spire.



Magrittes barndom var som de flestes andre belgiske drenges på det pågældende tidspunkt af verdenshistorien, på nær ét punkt. Hans mor led af depressioner og forsøgte flere gange selvmord. Det fortælles, at en dag, da Magritte og en af hans kammerater legede sammen langs floden Sambre, fandt de et kvindelig, som var skyllet op på flodbredden. Strømmen i floden havde løftet kjolen, så kvindens skød var blottet og hendes ansigt dækket. Da Magritte fjernede kjolen fra kvindens ansigt, opdagede han, at det var hans mor.

At denne begivenhed må have gjort et uudsletteligt indtryk på Magritte, ved alle, der har set hans mange billeder af ansigter, som enten er dækket af stof eller af en anden genstand, såsom et æble, en fugl eller en rose, og kvindeskød som er blottede, ja en enkelt gang, i billedet Voldtægten, bliver det for iagttageren skjulte kvindeansigt til en kvindekrop, som om drengen ved at fastholde den druknede kvindes skød på sin nethinde, vil værge sig mod at se moderens ansigt. Det var, tror jeg, det skelsættende øjeblik, som gjorde, at den helt almindelige dreng Magritte som voksen blev kunstner, og som skabte den etiske og æstetiske vision af tilværelsen, som hans billeders univers senere skulle vise sig at udgøre.

På samme måde var det et skelsættende øjeblik for Pinocchio, da han opdagede, at Geppetto var en dukke lavet af træ. Det var det afgørende øjeblik, der gjorde, at han som voksen blev digter. Alt svimlede for ham, den gamle tillidsvækkende verdensorden var styrtet sammen, og en ny bedragerisk af slagsen havde erstattet den. I en ubarmhjertig klar vision oplevede han verden som en stor teaterscene og alle de optrædende omkring ham som dukker af træ. Senere i sit liv skrev han følgende tekst (3).

”Det fortælles, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at mennesket har skabt Gud i sit billede. På denne måde blev de hinandens ophavsmænd og var for så vidt begge to rørende enige om det antropocentriske verdensbillede.



Jeg ser den gensidige skabelse for mit indre blik:

To statuer, som udhugger hinanden samtidigt. Pygmalion, som udhugger Galatea, og Galatea som udhugger Pygmalion.

To robotter, som skaber hinanden samtidigt.

De skaber hinanden i menneskets billede. Problemet er blot, at det, de tror at skabe, mennesket, ikke findes. Forstå det, o menneske. Det er ikke Gud, som ikke findes. Det er mennesket, som ikke findes.

Mennesket er det illusoriske væsen, som dukken drømmer, at det er.

Det handler ikke om, at en dukke skal blive til et menneske, det handler om, at menneskene skal erkende, at de er dukker.

Det handler ikke om en dukke, der bliver til en dreng, men om en dukke, som opdager, at mennesket er en dukke, der udgiver sig for at være menneske.

Forskellen på mig og Geppetto er ikke, at jeg er en dukke, mens Geppetto er et menneske, nej forskellen er, at jeg ved, at jeg er dukke, mens at Geppetto ikke ved, at han er en dukke.

Det er denne indsigt, der giver mig mit dobbelte syn på tilværelsen, og det er dette dobbelte syn på tilværelsen, som gør mig til kunstner (4).

Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger.

Den sande digtnings opgave er at finde billeder og handlingsforløb så paradoksale, at de ikke kan udtømmes ved fortolkning.

At omdanne den tilsyneladende meningsløshed til mening, for at omdanne meningen til tilsyneladende meningsløshed igen.”

1. Læsningen af kapitlet havde trods alt bevirket, at der hos forlæggeren havde indsneget en vis usikkerhed angående hans egen hidtidige tilværelsesfortolkning, for mig at se kendetegnet på al god kunst.

2. Salvador Dali fremstår, hvad personlig fremtoning angår, som Magrittes diametrale modsætning. Mens Magritte fremstiller sig selv som en karikatur af borgeren, fremstiller Dali sig selv som en karikatur af kunstneren, eller måske mere præcist: som en karikatur af borgerens forestilling om kunstneren. Men begge er de ironikere (og selvironikere), og begges ironi er henvendt mod det borgerlige liv.

3. For den udeltagende læser kan Pinocchios poetiske og filosofiske tekster virke beslægtet med Nietzsches skrifter med deres mange bastante, påståelige og i længden trættende postulater. En forudsætning for, at teksterne lukker sig op for den, som har sat sig for at studere Pinocchio, er nok, at han eller hun er i stand til at sætte sig i Pinocchios sted, dvs. det at være en dukke som tror, at han som den eneste af dukkeheden har fundet nøglen til tilværelsens gåde og blotlagt universets indre maskineri. Det var Pinocchios mageløse opdagelse. Til forsvar for ham kan siges, at han i det mindste ikke løb nøgen gennem byen af dukkehuse, råbende heureka, heureka.

4. Med det dobbelte syn mener Pinocchio det, at han er i stand til at betragte tilværelsen med to sæt indbyrdes forskellige øjne: dukkens og menneskets, Pinocchios og Geppettos. Bemærk, at det er dukkens afsløring af menneskets bedrag, der giver dukkens syn autoritet, og dermed gør det dobbelte syn muligt.

Eros – det sorte huls demiurg

Jeg drømte, at jeg sammen med alt andet stof i universet var på vej ned i et gigantisk sort hul. Også Babelstårnet var på vej ned i strømhvirvelen af stjerner, planeter og måner, med alle deres for os ukendte civilisationer. Men på grund af tårnets anseelige højde gik det uendeligt langsomt, eller i det mindste med den samme hastighed som den, hvormed Venedig synker ned i den sumpede lagune, hvorpå den med rådnende træpæle står rejst.

Jeg steg op i tårnet ad den udvendige spiralsnoede trappe. Det gik på lette fjed, som det tit går i ens drømme. Øverst oppe i tårnet, i et næsten lysende hvidt værelse, som mindede om det indre af et futuristisk rumskib, boede Eros, eller Amor som romerne kaldte ham. Der var, ligesom i det inderste af en orkan, helt stille i værelset. På væggen hang Eros’ bue og pilekogger – pilekoggeret som var fyldt med de forgiftede pile, Eros mere eller mindre tilfældigt afskød mod menneskene, dengang verden endnu eksisterede.

På samme måde som en fodboldspiller eller håndboldspiller efter en tabt kamp sidder sammensunket i omklædningsrummet med hovedet fyldt af triste tanker, sad Eros i et hjørne af værelset. Han fremstod med sit rynkede og skægløse ansigt og sit korte hvide hår som en gammel mand – måske skyldtes hans aldring nedfarten i det sorte hul? Dog havde han stadigvæk de samme vinger, som dengang han som en lille buttet engel fløj rundt i de jordiske egne i udkanten af Mælkevejen og parrede sine unge, forsvarsløse ofre.

Jeg talte med Eros i flere timer. Om tilværelsen gåde, livets mening, og kærligheden naturligvis. Det ændrede mit syn på tilværelsen, og der var en masse brikker, der faldt på plads for mig, for jeg er fra fødslen af ikke den skarpeste kniv i skuffen, og tit har jeg belastet mine opgivelser med mine mange spørgsmål om alt det i tilværelsen, jeg ikke kunne forstå. Her fik jeg endelig svar. Og det var nogle overraskende og ikke altid videre opmuntrende svar. Men hvordan kan man egentlig forlange, at svaret på tilværelsens gåde, kun skal være positivt? Der har været så meget lidelse i menneskehedens historie, så svaret må være et, der er velafbalanceret mellem lys og mørke, glæde og sorg.

Engang, hvis jeg får tid, vil jeg skrive denne samtale med Eros ned. Den skal udgøre det sidste kapitel i romanen, Dukkefabrikken ved verdens ende, som er min beskedne version af det samme litteraturarkitektoniske projekt, som Dante realiserede med Den guddommelige komedie.

Hovedpersonen i Dukkefabrikken ved verdens ende hedder Johannes af Kød og Blod. Sikke et navn! Men det er tvivlsomt, om Johannes overhovedet er et menneske af kød og blod, for hans far er den berømte robotkonstruktør Daedalus, som Johannes assisterer i det store robotværksted under ægteparret Daedalus’ hus i København.

Da historien begynder, er Johannes’ mor og far netop døde, og Johannes lever i det store tomme hus, med kælderen fuld af mere eller mindre ufærdige robotter. Det er lidt uhyggeligt, for af og til er der en af robotterne, som rører på sig.

En dag, da Johannes søger ly for regnen i Vor Frue Kirke, ser han en pige ligge på knæ og græde oppe ved alteret under Thorvaldsens store statue af Jesus. Han synes, at hun minder om en af robotterne, der for nylig er forsvundet fra faderens værksted. Da hun med forgrædte øjne på vej bort fra alteret og ud af kirken passerer Johannes, beder han hende om at sætte sig og fortælle, hvorfor hun er ked ad det. Det gør hun, og sikke en historie hun fortæller! Den sætter gang i Johannes lange rejse mod dukkefabrikken ved verdens ende eller Babelstårnet i det sorte hul, hvor Eros, universets øverste skabning, bor, for i den verdenskonstruktion, som romanens univers udgør, er det ikke den kristne Gud, som er universets hersker, men Eros, eller Amor som romerne kaldte ham, og romanen er i grunden en fortælling om kærlighed, om at elske og at miste den elskede.

Pigen hedder Lise. Det er hende, der fortæller os om Johannes’ lange rejse ind i evigheden for at få svar på, hvem og hvad han egentlig er, og hvad meningen med hans forældres ulykkelige ægteskab egentlig var, og for sluttelig at forsone sig med livet og døden. Det er nok meget godt, for Lise er et jordnært menneske, som udtrykker sig i et letforståeligt sprog, i modsætning til mig selv som har det med at fare vild i tankernes labyrint og egne selvmodsigelser.