torsdag den 30. juli 2009

To gode råd til kampen mod det onde

Herakles og hydraen

Bare vores båd ikke var så lille! Bare søen ikke var så dyb og bølgerne så vilde, og bare vi ikke var så små og ensomme!

På denne måde lader Astrid Lindgren i bogen Mio, min Mio figuren Jum-Jum udtrykke sin angst, da han og Mio er i knibe i Våbensmedens båd på deres farefulde færd over den Døde Sø til den onde ridder Katos borg. Et andet sted udbryder han:

Bare mørket ikke var så uhyggeligt! Bare ridder Kato ikke var så ond, og bare vi ikke var så små og ensomme!

Jum-Jum har i alt syv af den slags udbrud i bogen. Hver gang har de den samme sætningskonstruktion. Og altid ender de med: og bare vi ikke var så små og ensomme. Det bliver nærmest et omkvæd.

"Bare vi ikke var så små og ensomme!" får jeg, William Alexander Månesøn, lyst til at udbryde i kor med Jum-Jum.

For verden kan af og til virke som et grumt og ugæstfrit sted, hvor det er den stærkes ret, der gælder, og hvor de gode græder og de onde ler. Ondskaben kan virke overvældende. Og man selv kan virke som ubetydelig brik i det store spil.

En vis mand — jeg tror, at han ligesom Astrid Lindgren må være vokset op i de svenske skove med den deraf følgende livsvisdom — sagde engang:

Hvordan skal man kæmpe mod det onde, der synes så stort?

Her er to råd:

• Fokusér på det gode, ikke det onde
• Der findes gode øjne, der ser på dig med barmhjertighed


Man må ikke som skovmusen lade sig paralysere af slangens øjne.

Jonas Bjerg udtaler om det ovenstående billede:

"Billedet er en gengivelse af Rudolph Tegners statue: Herakles og hydraen, gips 1918-19, bronze 1932. Ved første blik kan Rudolph Tegners billedverden virke næsten nazistisk eller fascistisk i sit udtryk. Enhver, der har besøgt hans museum i hedelandskabet Rusland ved Dronningmølle i Nordsjælland, må indrømme, at det mest af alt ligner en tysk bunker fra Anden Verdenskrig på den jyske vestkyst, og at statuerne inden for og uden for museet virker sært patetiske og groteske med deres store formater og deres fokusering på det heroiske menneske. Mange, tror jeg, standser i deres tilgang til Tegner med dette indtryk. Han er bare for meget. En måde at komme videre på er måske at betragte Tegner som en slags åndelig slægtning til William Blake (dog uden dennes blide spøgelsesagtige swedenborgske mystik, havde han dog bare haft denne!). Også Blakes billedverden, som den kommer til udtryk i hans tegninger og grafik, kan virke underlig stiv og fremmed på en, men læser man lidt om manden og ser grundigt på billederne, vil der lidt efter lidt åbne sig en ukendt verden af stor skønhed. En ting er sikkert: Verdenen ville være et fattigere sted uden de to kunstneres værker."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar