Min mor

Jeg savner min mor.

Hun er det kærligste menneske, jeg nogensinde har kendt.

Von O giver mig ret. Han har aldrig mødt min mor, men han siger, at han, når jeg fortæller ham om hende, kan se hende stå lyslevende foran sig. Han siger, at min mor er legemliggørelsen af alt det, Paulus skriver om kærligheden i Første Korintherbrev, kap. 13, vers 4 til 7.

Når jeg som dreng blev vred på hende (som oftest var det over bagateller), kom hun om aftenen, inden hun selv gik til ro, forsigtigt ind på mit værelse og satte sig ved min seng.

"Lad ikke solen gå ned over din vrede, William Alexander," sagde hun. "Jeg kan ikke lide, at vi to er uvenner. Lad os sige alt forladt og blive gode venner igen."

Når jeg i dag tænker på det, får jeg tårer i øjnene.

Min mor var sådan et godmodigt menneske. Jeg behandlede hende ikke altid lige godt. Det fortryder jeg bitterligt nu.

Jeg kan aldrig gøre det godt igen. Jeg lever på jorden. Hun lever, hvis hun ikke er død og ligger begravet på en af månens kirkegårde, mere end 350.000 kilometer borte. Jeg kommer aldrig til at se hende igen.

Det plager mig. Derfor har Von O lært mig en bøn, der skal bringe fred i mit sind. Den lyder:

Gud velsigne min mor
Gud passe på hende
Gud omgive hende med kærlighed i al evighed

En mere sproglig korrekt form af bønnen er:

Gud, velsign min mor
Gud, pas på hende
Gud, omgiv hende med kærlighed i al evighed

Men jeg foretrækker den første udgave af bønnen. Når jeg har sagt den nogle gange i mit indre, falder jeg, om end det kun er for et stykke tid, til ro. Så har jeg, føler jeg, overladt ansvaret for, at min mor har det godt, til Gud.