Dengang jorden og månen var på randen af krig

Det er i disse dage 40 år siden, at Neil Armstrong satte sin fod på månens overflade og udtalte de bevingede ord:

"That is one small step for a man, one giant leap for mankind."

Helt præcis skete det den 21. juli 1969 kl. 03.56.20 dansk tid, har jeg læst mig til.

Jeg har af gode grunde ingen erindring om dette, da det skete, længe inden jeg blev født, men dengang jeg som dreng endnu boede på kongeslottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, fortalte min far mig ved flere lejligheder om begivenheden.

Det var en alvorlig tid for månen. Her vil jeg opfordre til, at man ser på månelandingen i et lidt andet lys, end man plejer at gøre.

Tænk, hvis månens befolkning i 1969 havde sendt en bemandet raket mod jorden. Tænk, hvis rakettens jordlandingsmodul var landet, lad os sige i Washington D.C., og to månemænd var steget ud og havde plantet månens flag i græsplænen foran Det Hvide Hus? Ville jordens befolkning med USA's daværende præsident Richard Nixon i spidsen så ikke have betragtet dette som en aggressiv handling fra en fjendtligsindet magt? — Jeg tror det.



Her vil jeg som en oplysning indskyde, at månens flag er en hvid cirkel på en blå baggrund med gyldne stjerner. De sidstnævnte er svære at lave på en computer, så de er i stedet for blevet citrongule. Den hvide cirkel eller kugle symboliserer selvfølgelig månen.

Tilbage til de alvorlige begivenheder i 1969. Da man på månen erfarede, at jorden havde sendt en bemandet raket af sted i retning mod månen, blev krigsråd under ledelse af min farfar, der dengang var konge af månen, sammenkaldt, og det blev besluttet at sætte månens forsvar i højeste alarmberedskab. Da månelandingsmodulet var landet på månens overflade, blev en mindre militær enhed under ledelse af min farfar sendt ud for at møde og eventuelt nedkæmpe besætningen.

Det var alvorstunge tanker, der fór gennem hovedet på min farfar, da han på sin enhjørning i spidsen for enheden nærmede sig månelandingsmodulet. (Le nu ikke: Enhjørninger er et almindeligt ridedyr på månen. De få eksemplarer af racen, der er rapporteret set på jorden, må være nogle, der ligesom mig selv er faldet ned fra månen). Men da min farfar i sin kikkert fik øje på de to besætningsmedlemmer, der iført deres klodsede beskyttelsesdragter i slowmotion hoppede rundt på månens overflade, brød han ud i latter. De to klovne kunne umuligt have noget fjendtligt i sinde, sagde han, de kunne umuligt udgøre nogen trussel mod månen.

Månens styrker vedblev med at holde de to astronauter under observation, men da de kort efter forlod månen igen, blev det forhøjede alarmberedskab afblæst.

Sådan gik det altså til, at menneskets første besøg på månen forløb helt uden blodsudgydelser. Det er ikke til at sige, hvordan det ville være endt, hvis min farfar i stedet for havde besluttet sig for at åbne ild. Der ville sandsynligvis være udbrudt krig mellem jorden og månen, en krig, månen givetvis ville have vundet, da månens våbenteknologi er jordens langt overlegen.

Måske undrer det de få, hvis overhovedet nogen, der måtte have læst ovenstående, at Neil Armstrong og Buzz Aldrin under deres besøg ikke opdagede, at månen er beboet. Det er der en meget enkel forklaring på. Månens byer og andre anlæg kan ved et tryk på en knap let skjules under overfladen. Det gælder også kongeslottet Stjerneborg. Hele månens tilsyneladende golde overflade med de mange kratere er så at sige camouflage. Under den stille overflade er der livlig aktivitet, lidt ligesom i myretuerne i de danske skove. Det er der flere grunde til. Dels er det for at beskytte månens byer mod meteornedslag. Dels er det for at beskytte månen mod angreb fra eventuelle fjendtligsindede civilisationer. Det er almindelig skik og brug på universets beboede planeter og måner. Det er kun jordens befolkning, der så åbenlyst ønsker at delagtiggøre resten af universet i, hvad den foretager sig.

Det siger sig selv, at månens befolkning trykker på knappen, hver gang en stjernekikkert på jorden rettes mod månen eller jordboerne besøger månen. Hvad det sidstnævnte angår, så er det for resten længe siden, at det er sket.