Carlotta Valdes

"Se dog at komme over hende, William Alexander," sagde Jonas Bjerg, da jeg forleden aften spiste aftensmad hos ham og hans kone.

De er ikke for så længe siden blevet forældre til en lille dreng. Når man er på besøg hos dem, forsøger dette sære væsen at tiltrække sig alle de tilstedeværendes opmærksomhed, som var han en klovn og hans forældres lejlighed en cirkusmanege. Han løber rundt på gulvet, falder, græder, bliver trøstet af sin mor og bliver glad igen, får derpå øje på én og begynder at kravle op ad én, som var man et højt bjerg, der skal bestiges, idet der udgår en underlig, vammel lugt fra ham. Og pludselig, da hans lille troldeansigt er lige ud for ens eget ansigt og hans af forbavselse kuglerunde øjne ser ind i ens egne af samme forbavselse lige så kuglerunde øjne, udbryder hans mor et sted i baggrunden, at hans ble er fyldt, og at den skal skiftes. Det er alt sammen meget belastende for et menneske, der som mig er faldet ned fra månen — månen, hvor alt — som jeg husker det — er præget af renhed, stilhed og lugtfrihed.

"Hvem?" spurgte jeg forbavset.

"Camilla fra Søborg, hvem ellers?" sagde Jonas. "Det har været en ynk at iagttage dig denne aften. Du skiftevis sukker højlydt og gemmer dit ansigt i dine hænder. Dine øjne er fjerne, som om du er helt fortabt i minder om hende. Du ser slet ikke Susanne og mig og vores dejlige lille søn. Aldrig har jeg set et menneske være så plaget af ulykkelig kærlighed. Du minder mig om Scottie i Vertigo. Hvis du ikke passer på, kan det let komme til at gå dig på samme måde som ham.

"Vertigo?" sagde jeg.

"Ja, Vertigo af Alfred Hitchcock," sagde Jonas, "et af filmhistoriens allerstørste mesterværker."

"Ja, den kender jeg så ikke lige," mumlede jeg. "Det er stærkt begrænset, hvad jeg har set af jordiske film ..."

"Men så lad mig fortælle dig om den," sagde Jonas, idet han skænkede sig et glas rødvin, en slags brændsstofpåfyldning til det foredrag, han nu havde til hensigt at holde.

Jonas er kunsthistoriker. Han holder gerne lange foredrag om kunst for sine venner, gerne om den italienske renæssance, men altså også om andre emner, som det kan ses. Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at være gæst hos Jonas og hans kone, Susanne Mørk. Når jeg er det, føler jeg, at der foregår et mærkeligt spil imellem de to: Når Jonas holder foredrag, laver Susanne i smug øjne og grimasser til mig, øjne og grimasser, jeg — måske fordi jeg er faldet ned fra månen — har svært ved at fortolke. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere. Jeg finder det upassende, at hun på denne måde gør nar ad sin mand og flirter med en gæst.

"Vertigo er en rejse ind i et kvindesind, et bedragerisk af slagsen," begyndte Jonas sit foredrag, samtidig med at jeg med et nervøst blik i retning af Susanne noterede mig, at hun allerede var begyndt på sit mimespil. "Den rejse lignes i filmen med et fald ned i en afgrund. Og måden man falder på, sker i en spiralbevægelse, som blev man trukket ned i en malstrøm af poeske dimensioner."

"Scottie er manden, der foretager denne rejse. Rent konkret foregår det ved, at han bliver hyret til at skygge en gådefuld kvinde. I bil og til fods følger han efter hende, som hun lettere søvngængeragtigt besøger en blomsterbutik, et museum, en kirkegård osv. Rundt og rundt det går i San Franciscos gader, i spiralbevægelser, indtil Scottie på et tidspunkt lettere forvirret opdager, at han er havnet hjemme hos sig selv. Rejsen ind i den gådefulde kvindes sind er altså også en rejse ind i hans eget. Efter dette deres andet møde slår han og kvinden som to dagdrivere hinanden følge i deres strejfen omkring i San Francisco og omegn."



"Den gådefulde kvindes hår er sat op i en spiral. Og man ser Scottie flere gange se med fascination på denne spiral. Der er ingen tvivl om, hvor hans rejse går hen: Ind bag hendes hjerneskal. Ind i hendes gådefulde sind."

"Men Scottie er slet ikke den rette mand for sådan en rejse. Han er en mand, der er angst for at se ned i afgrunden. Rent bogstaveligt. Han lider af akrofobi, højdeskræk. Ydermere er han forfulgt af det uheld, at de mennesker, han omgiver sig med, har det med at falde i afgrunden. Hele tre gange oplever han som følge af sit eget svigt at se et menneske falde i afgrunden. Han er derfor også et menneske, der er plaget af skyld."

"Mange, specielt mænd tror jeg, har været fascineret af den dobbelte rolle, Kim Novak spiller som henholdsvis Madeleine og Judy. Madeleine, den kølige blondine, der tilhører overklassen. Judy, den simple og lidt vulgære brunette, der tilhører arbejderklassen. De to kvinder viser sig i løbet af filmens handling at være en og samme kvinde, Judy. Madeleine er et bedrag, et billede, Gavin Elster, Scotties gamle skolekammerat, som en anden Henry Higgins eller Pygmalion har skabt ud af Judy, i et led i hans sindrige plan for at få ryddet sin kone af vejen."

"De to figurer, Madeleine og Judy, fylder meget i filmen, bl.a. på grund af Kim Novaks store skuespilpræstation.  Men ret beset udgør de kun to ud af i alt tre inkarnationer af en og samme kvindetype: den smukke, ulykkelige kvinde. Den tredie inkarnation er Carlotta Valdes. Hun er så at sige urmoderen til Madeleine og Judy. Hun var en ung, fattig kvinde i fortidens San Francisco. Hun fik et barn med en rig og magtfuld mand, som derpå svigtede hende og tog barnet fra hende. Hun endte med at blive sindssyg og med at tage sit eget liv. I Galvin Elsters sindrige plan skal Madeleine foregive at være besat af denne afdøde skikkelse fra fortiden for at få Scottie til at tro, at Madeleine er selvmordstruet."

"Jeg har ofte undret mig over, at det ikke er Kim Novak, man ser i start titlerne til filmen, men en tilsyneladende anonym kvinde. Hun ligner slet ikke Kim Novak. Hvis hun ligner nogen, så er det skuespillerinden, der spiller Carlotta i drømmesekvensen i filmen. Og det, tror jeg, er der en mening med."

"Den senegalesiske digter Birago Diop siger i et digt: "The dead are never gone. The dead are not dead." Dette udsagn kunne snildt være mottoet for Vertigo. Det gælder for Madeleine, som i løbet af handlingen tilsyneladende dør for så senere at genopstå igen. Men det gælder også for Carlotta. Det er hende, den smukke, ulykkelige og til sidst i sit liv gale Carlotta, hvis ånd hviler over alle begivenhederne i filmen fra begyndelse til slutning. Det er hende, og ikke Madeleine, Scottie ser i sin mareridtsdrøm. Og det er Carlottas verden og ikke hans egen, Scottie ser sig omgivet af, da han efter at have omskabt Judy til Madeleine, kysser hende, mens hele verden drejer sig om dem — i spiralbevægelser — fristes man til at sige. Og hvem er det, Judy i slutscenen i tårnet tror at se komme op ad trappen? Er det ikke Carlottas spøgelse? The dead are never gone. The dead are not dead."

"Og det får mig til at spørge: Hvem er det, Scottie i virkeligheden er besat af? Hvem er det, han i virkeligheden elsker? Er det ikke Carlotta? Den smukke, ulykkelige og til sidst i sit liv gale Carlotta?"

"Og det får mig til at vende tilbage til udgangspunktet for denne omtale af Vertigo. Jeg har jo fulgt dit liv på jorden, William Alexander, og set de piger, du har det med at blive forelsket i, hvoraf Camilla fra Søborg er den foreløbig sidste. De er alle forbavsende ens. Det er alle simple piger fra den lavere middelklasse, ikke ulig Judy i Vertigo, dog ikke lige så vulgære som hende, skal det retfærdigvis siges. Og som udenforstående undres man over, at de er i stand til at sætte dit hjerte i brand, du, der er et intelligent menneske og endda er af månens kongelige æt."

"Der kan kun være en forklaring: du er ikke forelsket i den virkelige Camilla fra Søborg, eller hvad pigerne nu ellers har heddet, men i det billede, du har skabt af hende i din fantasi. Lige som Scottie i Vertigo ikke er forelsket i Judy, men i Madeleine, det billede af Judy, som Gavin Elster har skabt, og som Scottie selv senere genskaber."

"Det, du må spørge dig selv om, er: Hvem er kilden til dette kvindebillede, du skaber i din fantasi? Hvem er Carlotta Valdes i dit liv? Hvem er den smukke, ulykkelige kvinde, der hjemsøger dit liv?"

"Før du finder svaret på dette spørgsmål og tager opgøret med hende, tror jeg ikke, at du er parat til et parforhold."