Virkeligheden er borgerlig

"Virkeligheden er borgerlig," sagde Von O, da vi et efterår skød genvej gennem den skovagtige park, der ligger i nærheden af min lejlighed.

"Tag f.eks. det egern dér," sagde han og pegede med sin stok på et egern, som var i færd med at samle agern og nedgrave dem i små huller i en af parkens græsplæner, som et forråd til den forestående vinter.

"Se, hvordan det rager til sig. Se, hvordan det hamstrer. Det samler langt flere agern, end det har brug for. Til foråret vil der i denne plæne, op fra de agern, det af agern stopfyldte egern i vinterens forløb glemte at få gravet op, skyde en hel masse små, nye egetræer."

"Det var agern, et andet knap så foretagsomt egern eller en lille, fattig mus kunne have fået glæde af. De to kommer til at sulte denne vinter, ja, måske dø. Men det blæser vores fine ven egern på. Det skænker ikke andre levende væsner en tanke. Det tænker kun på sig selv."

"En kapitalist af værste skuffe fristes man til at sige, selv om vi her ikke taler om penge, men naturalier, og at bestanden af egern som sådan ikke kan siges at udgøre et samfund, der er sammenligneligt med menneskenes."

"Det viser imidlertid med al tydelighed, hvordan naturen er. Alle levende væsner søger deres eget. Alle er sig selv nærmest. Det gælder også mennesket. For hvad er det, det enkelte menneske ønsker sig af tilværelsen ud over det mest grundlæggende: at overleve, dvs. at slukke sin tørst og stille sin sult? Svaret er enkelt: et arbejde, en kone og nogle børn, et hus, en bil, fritid, rejser, oplevelser og sidst, men ikke mindst: en tæt, stedsegrøn hæk rundt om huset, så han ikke kan se sine grimme naboer."

"Andre menneskers ve og vel er han bedøvende ligeglad med. Det gælder også dem, man kalder de svage. Han ville selvfølgelig ikke bryde sig om at leve i et samfund, hvor de var henvist til et liv på gaden. Han kunne jo risikere at skulle skræve hen over dem og at skulle indånde den fæle stank, der udgik fra dem. Derfor er det på sæt og vis med glæde, at han betaler sin skat, for at staten kan tage sig af de svage. Så bliver han selv fri for at have med dem at gøre."

"Ja, virkeligheden er borgerlig. Det er det, de venstreorienterede med deres tilsyneladende altruistiske ideologi er oppe imod. Derfor må de altid omfortolke eller omskrive virkeligheden for at få den til at svare til deres teorier. Et af de værste eksempler på dette er det marxistiske begreb falsk bevidsthed, som Karl Marx og Friedrich Engels opfandt, da de opdagede, at deres tanker ikke vakte genklang i den brede befolkning, dvs. det at det enkelte menneske i et samfund med en herskende borgerlig ideologi ikke selv ved, at det er undertrykt, at det er ulykkeligt. Det enkelte menneske må derfor i den socialistiske optik først bevidstgøres eller opdrages, om man vil, før han får den rette socialistiske tro."

"Det var derfor, at der i forbindelse med studenteroprøret i 1968 var nogle studerende, der opgav deres studium og i stedet for tog ufaglært arbejde på fabrikker. De ville ud og bevidstgøre arbejderne om, hvem de var, og hvad deres opgave burde være her i livet: at omstyrte det borgerlige samfund og at opbygge et socialistisk. Men de blev kun mødt med let hovedrysten ude på arbejdspladserne. For magen til arrogant opførsel skal man lede længe efter. Og hvem ønsker for øvrigt at leve i et stort kollektiv, hvor det er fællesskabet eller, som det efter lidt tid altid ender med at blive, en eller anden mini-Stalin, der bestemmer, hvad man skal tænke og føle? — Ingen, ud over mini-Stalin og hans menighed af nyttige idioter, selvfølgelig."

"Hvorfor holder du dig for ørerne, William Alexander?" spurgte Von O.

"Fordi du nogle gange er en pestilens at høre på, Von O," sagde jeg.

"Hvorfor? Fordi jeg siger sandheden?" spurgte Von O.

"Nej, fordi du kaster mudder på en hel generation af mennesker, som af et ærligt hjerte har troet på socialismen," sagde jeg. "Det er ikke pænt gjort af dig. Du har for resten ikke ret i din påstand om, at egoisme skulle være det styrende princip i naturen. Der findes mange dyr, der hjælper hinanden, f.eks. myrerne."

"Sammenligner du mennesket med et insekt, William Alexander?" sagde Von O. "Så er du helt på linie med de socialistiske diktatorer Josef Stalin og Mao Tse-tung, jævnfør deres måde at behandle deres respektive befolkninger på."

...

Her vil jeg fade ud af vores diskussion, som varede godt en time længere.

Det ovenstående billede, jeg har valgt at illustrere Von O's ord med, er en gengivelse af en relativ kendt akvarel forestillende to egern. Den tilskrives normalt den tyske renæssancekunstner Albrecht Dürer, da den bærer hans karakteristiske signatur (med årstallet 1512), hvor a'et er udformet som er døråbning (navnet Dürer, der på tysk alluderer til ordet dør, må siges at være velvalgt for en visionær kunstner, hvis træsnit i serien Apokalypsen til fulde lever op til digteren, kunstneren og mystikeren William Blakes betegnelse the doors of perception). Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, betvivler imidlertid denne tilskrivning, da akvarellen af de to egern ikke har helt den samme mesterlige udførelse som f.eks. akvarellen af den unge hare fra 1502. Jeg for min part skal lade det være usagt, om Jonas har ret, da jeg ikke har den mindste forstand på slige sager.