Gammel vin på nye flasker

En verden med reinkarnation

Døden eksisterede ikke længere: Jeg var gæst i en fremtidig verden, hvor den østerlandske forestilling om, at menneskets sjæl efter døden får et nyt legeme for igen at leve på jorden, ikke mere blot var en tro, men var blevet til den skinbarlige virkelighed. Der var dog intet østerlandsk over fremtiden. Den fremstod som en fremskrivning af den fortidige vesterlandske verden (dvs. vores samtidige vesterlandske verden) med al dens materialisme. Store bygningskomplekser med vidtstrakte kontorlandskaber, vidtforgrenede vejnet med en evig strøm af personbiler, evigt bippende mobiltelefoner, og tændte computere og fjernsyn hvis lysende skærme oplyste betragterens ansigt med et blåligt skær, udgjorde stadigvæk sceneriet og rekvisitterne for den menneskelige komedie og tragedie, nu blot i en endnu mere optimeret udgave.

Sjælens hospitaler

Min sjæl var vin. Mine legemer var en tilsyneladende endeløs række af nye flasker. Hver gang jeg døde, blev min sjæl tappet fra en gammel mands brugte legeme og hældt på en ung mands ubrugte legeme. Omhældningen skete på hospitaler. De læger og sygeplejersker, som iført hvide fremmedartede operationsdragter forestod omhældningen i koldt oplyste operationsstuer, var hverken guder eller engle. De var også mennesker, hvis sjæle igen og igen blev omhældt.

Kætteren

Det var en smuk forårsaften. Solen var på vej ned, fuglene sang, og luften fortættede sig til vandråber på græsstråene i de nyklippede plæner i forstædernes villakvarterer. Jeg var netop begyndt på mit et hundrede og syttende liv. Jeg var forelsket. Mine følelser var gengældt. Kærlighed kan være svær i ens første liv. Men tro mig: Allerede i ens tredje liv bliver den en leg. Da dette som sagt var mit et hundrede og syttende liv, var jeg blevet en ren virtuos ud i elskovskunsten. Det var dagen, hvor jeg skulle møde min kærestes familie for første gang. I det samme øjeblik, da jeg med min kæreste i hånden, funklende af ungdom og lykke, trådte ind i stuen, hvor hendes store familie var forsamlet, mærkede jeg tilstedeværelsen at et mod mig fjendtligsindet væsen. Fjendtligheden gjaldt imidlertid ikke kun min person. Den gjaldt hele universet. Der var en kætter til stede. En oprører. En verdensomstyrter. I et hjørne sad en gammel mand i en kørestol med et iltapparat påmonteret og skulede ondt til mig. Det var min kærestes bedstefar. Aldrig i mine mange liv havde jeg set så gammelt et menneske. Han måtte være døden nær. Jeg forestillede mig i tankerne, at ambulancen, som skulle bringe ham til hospitalet, hvor hans sjæl skulle hældes på et nyt legeme, allerede måtte være undervejs.

”Den mand er en bedrager,” udbrød den gamle bedstefar og pegede på mig med sin knortede hånd. ”Han foregiver at være en ung mand, som står foran at skulle gifte sig for første gang. Det er en stor løgn! Han er ældre end Ahasverus og har haft flere koner end kong Salomon. Jeg gamle rynkede og sammensunkne mand, som er på gravens rand, er en ren novice i sammenligning med ham, da dette kun er mit første liv og jeg i det har været tro mod min første og eneste kærlighed. Stands dog denne maskerade, børnlille! Den mand er en bedrager, siger jeg! Han er gammel vin på nye flasker. Ja ikke kun han, men hele denne forlorne skinverden er gammel vin på nye flasker. En gammel verden af gamle sjæle i unge legemer. Stands dog denne maskerade, børnlille, og bær i stedet for jeres sande alder med værdighed!”

Dødens triumf

En stor fortvivlelse bredte sig i stuen. Alle vidste, at den gamle bedstefar, som måske i virkeligheden var den yngste iblandt os, havde ret. Vores ungdommelige lykke, og den smukke forårsaften i hvis rammer den udspillede sig, var ét stort af os selv iscenesat bedrag. Det var, som om selve universet også fortvivlede over denne pludselige indsigt og dermed udløste sin egen undergang: På samme måde som skindet bliver flået af et dyr, blev den ungdommelige overflade flået af den fremtidige verden, og under den kom fortidens verden (dvs. vores samtidige verden) til syne i al sin ubarmhjertige hudløshed. Det var ikke længere en smuk forårsaften. Det var en mørk og kold vintermorgen. Det skulle først lige til at lysne. Jeg følte mig så træt, så træt, som om jeg havde været oppe hele natten. Jeg stod i en stue omgivet af gamle mænd og kvinder, jeg selv en gammel mand, i en verden hvor mennesket kun har ét liv og døden betyder fuldkommen udslettelse af ens jeg. Fra hjørnet, hvor den gamle bedstefar sad, lød der latter. En befriende af slagsen forekom det mig at være.

Tidligere fortællinger i rækken af Overflødige fortællinger:

Det fortryllede slots tilstand

Thanatos

Kong Fuzis drøm – en kinesiske fortælling

Træet mellem os

Vidste du det? At jordkloden har hovedet på sned
ligesom Botticellis og Modiglianis kvinder, og at det er derfor,
at vinteren findes, men ikke varer for evigt? Ja, det vidste du!

Men hvordan kan du så forvente, at træet mellem os
altid vil blomstre, som om der kun var én årstid til,
og at dens navn var forår?

Som det løvfældende træ, det er, må det med mellemrum
uafvendeligt miste bladene, og her i februar,
hvor naturen hvælver sig over os som gravkapellets gotiske buer over dem,
som ikke udstod trængslerne og døde for egen hånd,
kan der ligge sne på dets nøgne sorte grene,
som ligner de sprængte årer i dine øjne, efter at du har grædt.
Men hvis du bliver hos mig lidt endnu,
vil træet mellem os blomstre på ny.

Vidste du det? Ja, det vidste du!

Om den forladte verden mellem himmel og jord

Jeg er lykkelig, når jeg flyver i mit gyldne rumskib. Sommetider får jeg følgeskab af Von O. Så flyver vi i hver sit gyldne rumskib fra storbyen ud på landet, hvor Von O’s landsted, Villa Paradis, er beliggende, skjult bag høje mure, i en tilgroet have med gamle knudrede træer med tætte trækroner. Det var i den have, jeg endte, dengang jeg som dreng faldt ned fra månen. Jeg husker dette mit første møde med Von O, som var det i går. Det første han sagde, da jeg lettere fortumlet kom ud fra træerne og ud til hans urtehave, hvor han gik og plukkede krydderurter til aftensmaden, var:

”Du ligner en, der er faldet ned fra månen.”

Derpå begyndte han straks at fortælle mig om de velduftende krydderurter, han var i færd med at plukke til aftensmaden, som nu lige pludselig var blevet til en middag for to. Han har, forekommer det mig, talt lige siden. Jeg tror, at den gamle mand var glad for at få selskab.

Verdens bedste materiale

De to gyldne rumskibe er bygget af fotoner i alle regnbuens farver. Det er verdens bedste materiale, siger Von O, eller rettere Adán Christobal Colón, fra hvem Von O og jeg har tegningerne til rumskibene. Det næstbedste materiale er luftmolekyler (en blanding af nitrogen og oxygen). Men det bør man ikke bygge rumskibe af. Rumskibe af luftmolekyler går nemlig i opløsning i det lufttomme rum mellem stjernerne, planeterne og månerne. Men luftmolekyler er et excellent materiale til at bygge slotte af på universets jordlignende planeter. Der findes ikke smukkere bygninger end luftkasteller.

Horatios altdominerende filosofi

Måske sidder der nu en eller anden og er bekymret over, at Von O og jeg uden at have erhvervet nogen form for flycertifikat sådan kan boltre os i luftrummet over Danmark, i fartøjer som potentielt er mere farlige end det mest avancerede kampfly. Det behøver vedkommende imidlertid ikke. Der er nemlig så få ting mellem himmel og jord i vor tid, hvor Horatios filosofi er altdominerende, hvis man kan udtrykke det således, og altså også så få ting, som Von O og jeg kan kollidere med. At der skulle være mere end det, øjet umiddelbart kan se, skal man enten være tosset eller tilsyneladende tosset for mene. Så der er ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



At der er så få ting mellem himmel og jord i vor tid, er noget, som af og til kan gøre mig trist til mode. Før i tiden var det anderledes. Her tænker jeg ikke så meget på dengang, hvor Gud Fader med pavelige regalier og omgivet af engle sad på en sky og holdt øje med menneskene nede på jorden, som middelalderens og renæssancens kunstnere havde for vane at skildre det – den tids himmel lader sig næppe harmonisere med vor tids himmel.



Nej, jeg tænker mere på forfatteren Jules Verne og maleren Henri Rousseaus epoke, den tidlige flyvnings tid, hvor himlen over Paris var fuld af mere eller mindre vellykkede påfund. For mange af de håbefulde opfindere endte det galt.



På de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb

Der var eksempelvis en skrædder, Franz Reichelt hed han, som iført en selvkonstrueret dragt kastede sig ud fra Eiffeltårnet. Det var hans klippefaste tro, at dragten i luften ville folde sig ud som en faldskærm og dermed ville bringe ham sikkert ned på jorden. Mange mennesker overværede det hasarderede eksperiment. Set med nutidens øjne virker det underligt, at ingen, hverken myndigheder, familie eller venner, var i stand til at standse manden.

For de fleste af os fremstår Franz Reichelt som et fjols. For de resterende, som måske har et større hjerte, fremstår han som en tragisk skikkelse. Men er begge opfattelser ikke blot udtryk for middelmådige menneskers fordomme? Var Franz Reichelt ikke netop gjort af det stof, som både fiktionens og virkelighedens helte er gjort af? I kierkegaardsk forstand var han i hvert fald et eksemplarisk menneske, i og med at han levede og døde for en ide, en subjektiv sandhed. Om nogen var Franz Reichelt et lidenskabeligt menneske. Om nogen var Franz Reichelt manden, der kastede sig ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb.



På den anden side mente tømrerens søn, at det at styrte sig ned fra templets tinde ville være at udæske ens himmelske fader. Eller som min mor dronningen udtrykte det, dengang jeg endnu boede på månen: Man skal ikke udfordre skæbnen.



Biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe

Men for at vende tilbage til den tidlige flyvnings tid: Jeg holder af Henri Rousseaus parisiske himle, hvorpå han placerer biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe. Jeg tror ikke, at Rousseau ligesom middelalderens kunstnere led af horror vacui, angsten for det tomme rum. Jeg tror bare, at han savnede nogle røde eller gule farveklatter på de blå eller grå himle. Og så var det jo godt, at flyvemaskinerne og ballonerne var blevet opfundet, så de kunne flyve farverne op til skyerne.

I dag er der næsten ingenting i luftrummet over den scene, hvor den menneskelige komedie eller tragedie udspiller sig, hverken på vores billeder, eller i den virkelighed de foregiver at afbillede. Det forekommer mig, at passagerflyene flyver så højt oppe, at man knapt nok kan skimte dem med det blotte øje, medmindre man bor lige ved siden af en af de lufthavne, hvorfra de afgår og ankommer. Søndagsflyvere, altså amatørpiloter i propelfly, som langsomt og i lav højde kommer flyvende på baggrund af en koboltblå himmel med kridhvide kumulusskyer, brummende som en humlebi, er et sjældent syn. Og bortset fra en tilsyneladende desorienteret måge, som jeg har mistænkt for at følge efter mig på min vej gennem livets labyrint, så er der næsten heller ikke nogen fugle. De har tilsyneladende fundet andre græsmarker. Så der er, som før sagt, ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



Nu skulle man så tro, at Von O og jeg i vores gyldne rumskibe ville vække opsigt på den af Gud, engle, flyvende skræddere, rousseauske biplaner og balloner, moderne passagerfly, søndagsflyvere og fugle forladte himmel. Det gør vi imidlertid ikke. De fleste moderne mennesker lever en næsten todimensional eller horisontal tilværelse. De lever deres liv i øjenhøjde. De se aldrig opad. Himlen er kun til stede i deres tilværelse som en irriterende refleks på deres smartphones skærm. Så der er ingen, som bemærker Von O og mig. Hvis der endelig er en lille dreng eller pige, hvis fantasi undervisningen i Horatios filosofi i skolen endnu ikke har taget livet af, som skulle vende sit blik op mod himlen og få øje på os, så tænder vi bare for vores camouflage light, så vi falder i ét med himlen.



Desværre er der en anelse forsinkelse i rumskibenes camouflage light, så hvis der sker et pludseligt skifte i vejret, kan rumskibene eksempelvis optræde som to stykker blå himmel på en grå regnvejrshimmel. Von O arbejder på at løse problemet.

Krigen og freden mellem lammet og løverne

Jeg drømte om en krig i himlen. En krig mellem et lam og en hær af løver. Lammet var af ild. Løverne var af blade. Lammet brændte løverne op.



Jeg drømte om en fred i himlen. En fred mellem et lam og en hær af løver. Lammet var af luft. Løverne var af luft. Freden varede for evigt.

De to Mona Lisaer

En rejsende i tiden

Jeg, William Alexander Månesøn, er en rejsende i tiden. Det står mig frit for at besøge ethvert sted til enhver tid. Er det mon, fordi jeg, ligesom den navnløse hovedperson i H.G. Wells’ roman, har opfundet en tidsmaskine? Næppe. Det er snarere, fordi mine fortællinger foregår i et univers, hvor alle begivenheder i menneskehedens historie til stadighed udspilles. Det er en slags altid, ligesom myternes altid, en altid, hvor Christoffer Columbus planter det kongelige banner med kong Ferdinand og dronning Isabellas initialer i sandet på San Salvadors kyst og Neil Armstrong iført månedragt sætter foden på månen for første gang, igen og igen og igen, på samme måde som Sisyfos bestandigt ruller stenen op ad den stejle bjergside i Tartaros. Faktisk overvejede jeg på et tidspunkt at lade de to herrer mødes i en fortælling. Eksempelvis med månen som kulisse og et æg som rekvisit. Måske kunne dette anakronistiske møde mellem to af verdenshistoriens grænsesøgende rejsende have givet mig og andre nye indsigter i menneskets indre og ydre verdner, hvilket i grunden er det, jeg som tusmørkeopdagelsesrejsende er allermest optaget af. Men det viste sig hurtigt, at ideen ikke var frugtbar på grund af den asymmetri, som herskede mellem de to personer. Armstrong var simpelthen ikke interessant nok som karakter. Han var ikke i stand til at give Columbus kvalificeret modspil.

Lad mig prøve at anskueliggøre denne karakterernes asymmetri: På sin tredje ekspedition i 1498 fandt Columbus Trinidad og sejlede videre langs fastlandets kyst, men i et stræde var strømmen så kraftig, at Columbus begyndte at overveje, om Jorden havde pæreform i stedet for kugleform, så alt vandet flød nedefter. Hvilken fantastisk tanke. Jeg ser for mit indre blik jorden formet som en pære, ja, alle planeter i solsystemet formet som alle mulige frugter. Hvem med et barnligt sind ville ikke blot for en dag prøve at leve i dette columbianske drømmeunivers? Det viser for mig at se, at Columbus havde den visionære kunstners sind. At jorden i hans bevidsthed var en formbar masse, at den var under bestandig forvandling som et foster i de allertidligste stadier i en kvindes livmoder og kunne antage en hvilken som helst form, alt afhængig af hans iagttagelser på opdagelsesrejserne. Det er svært at forestille sig, at Armstrong ville have andet end et tomt blik og en hovedrysten tilovers for forestillinger af denne art. Armstrong var som et moderne, rationalistisk menneske en rejsende i en ikke formbar verden. En verden hærdet som det voksne konventionelt tænkende menneskes mimikløse stenansigt. Altså permanent begravelsesstemning så langt øjet rækker. Og derfor kan Armstrong med det lille skridt for sig selv og det store skridt for menneskeheden kun optræde som et umælende blikfang i mit univers.

Min sidste rejse i tiden gik til Firenze i begyndelsen af det sekstende århundrede. Hvorfor nu det? Hvad skulle jeg der for? Keder menneskene og kunsten i det enogtyvende århundrede mig så meget, at jeg som en anden eskapist søger tilflugt i en anden og bedre tid, højrenæssancen, som står som et af verdenskunstens absolutte højdepunkter? Måske. Men det egentlige formål med tidsrejsen var mere specifikt. Det var at besøge en dame, jeg altid gerne har villet møde: Mona Lisa. La Gioconda.



Manden med høgenæsen

Det var hen imod aften. Skumringstimen. L'heure bleue, som franskmændene kalder den, den blå time, hvor menneskenes og bygningernes konturer synes at udviskes for ens blik. Jeg gik i de smalle gyder i kvarteret mellem Piazza della Signora og Santa Maria del Fiore, fuld af florentinere fra alle samfundslag som de var. Jeg studerede indgående hvert enkelt af ansigterne tilhørende kvinderne, som kom imod mig i. Kvinderne gengældte min interesse med arkaiske smil, som under indflydelse af skumringen fik deres ansigter til at fyldes med sødme. Testen på, at et smil er oprigtigt, er, at øjnene smiler med. Jeg vil tage de florentinske kvinders smilende øjne med mig i graven. De vil modsat blomsterne ikke visne. Men som sagt: Jeg studerede indgående hvert enkelt af ansigterne, men ingen af dem var det, jeg søgte.

Med ét trådte en mand ud fra de mørke skygger langs husmurene og prikkede mig på skulderen. Det var en muskuløs mand med høgenæse og langt fuldskæg. Han mindede mig om Platon. Eller også har jeg set så ofte på Rafaels Skolen i Athen i Stanza della Segnatura i Vatikanet, at jeg forestiller mig Platon med Leonardos ansigtstræk.

”Så du hende?”

”Hvem?”

”Mona Lisa. La Gioconda.”

”Hvor?”

”Hun gik lige forbi dig. Nu er det for sent. Hun er allerede forsvundet i menneskemylderet.”



Kunstnerne af den vidunderlige spirals orden

”Jeg forstår ikke, at jeg kunne overse hende,” sagde jeg skuffet.

Leonardo (for det var Leonardo da Vinci, som stod ved min side) så et øjeblik på mig med det næsten medlidende blik, hvormed mesteren ser på lærlingen, for hvem tilværelsen endnu er som et uoplyst værelse, han som en blind må famle sig rundt i. Han inviterede mig derpå ind i sit atelier, som lå et sted i udkanten af byen, men som vi ikke desto mindre nåede efter ganske få skridt. Der var noget, han ville fortælle mig. Han gik, mens byens huse, pladser med statuer, paladser og kirker susede forbi os, med let sænket hoved, som om han allerede var i færd med at overveje, hvordan han skulle formulere sig. Atelieret var et spartansk møbleret rum. Overalt lå manuskripter med studier af planter, kvinders frisurer og vand- og luftstrømmes bevægelser, alle indskrevet i en for betragteren svimlende strømhvirvel, hvis man kan udtrykke det således. Leonardo tilhører den lille eksklusive gruppe af kunstnerne, for hvem spiralkurven, eller mere præcist den logaritmiske spiral, spira mirabilis som matematikeren Jacob Bernoulli kaldte den, er universets grundfigur. Af andre kunstnere kan nævnes Vincent van Gogh, Edgar Allan Poe og Alfred Hitchcock. Jeg er næsten sikker på, at de alle på et tidspunkt i deres liv har været ved livets yderste grænse, Ultima Thule, Demokrits brønd, tunnelen eller snarere den spiralformede tragt, man falder gennem, hvor ens korte liv på jorden som en klar lysplet synes at forsvinde bag en, og hvor noget andet, man endnu ikke har sprog til at beskrive, som en uklar lysplet synes at komme til syne foran en. Men bliver man af uransagelige grunde standset i sit fald gennem den spiralformede tragt, og må man som en anden tømrerens søn gå smertens vej op ad det indre hovedskalsbjerg, tilbage til livet, da vil man i lighed med Kain være bærer af et mærke, det spiralformede ar. Og man har egentlig bare, i lighed med hesten der bliver brændemærket af sin herre, at være taknemmelig over det påførte mærke, lader ens omgivelser en forstå mellem linjerne, til trods for at man fra nu af er som en fremmed på jorden. Men tilbage til fortællingen: Midt i tegningernes svimlende strømhvirvler stod billedet af Mona Lisa på et staffeli. Jeg var himmelfalden over at se billedet i dets oprindelige tilstand, uberørt som det var af tidens tand.

Kunstværket skaber sin egen natur

Da vi havde sat os, tog Leonardo ordet:

”Til at begynde med troede jeg, under indflydelse som jeg var af den græske oldtids kunstforståelse, som den kommer til udtryk i Platons og Aristoteles’ skrifter, med dens fokus på begrebet mimesis, at det var min opgave som kunstner at efterligne naturen. Men efterhånden som jeg anvendte mine øjne, hænder og hjerte og arbejdede med penslerne, farvepigmenterne og linolien på træpladerne eller lærrederne, opdagede jeg, at kunstværket havde sine egne love, som ikke havde noget at gøre med naturen. Det er svært at forklare en, som ikke selv har gennemlevet processen. Men det er, som om kunstværket skaber sin egen natur, som er forskellig fra den natur, som det var den oprindelige ide, at det skulle efterligne. Ja, det er som om, inden man overhovedet får begyndt, at kunstværket i en anden natur, end den natur som omgiver mennesket, allerede eksisterer, og at det blot er min opgave med min fattige evne, erfaring og kunstneriske intuition at trække det frem i lyset, eller at afdække det. Du tror måske som alle andre, at jeg er et geni. Det er jeg langt fra. Jeg er blot som en konservator, der renser en andens mørknede billeder. Min kollega, Michelangelo Buonarroti, har været inde på lignende tanker, blot med en anden metaforik.”



En identisk tvilling af farvepigment og linolie

”Den kunstneriske proces, jeg her har forsøgt at beskrive, viste sig også at holde stik med portrættet af Mona Lisa, som hun og hendes mand, Francesco del Giocondo, bestilte til deres nye hjem i anledning af deres anden søns fødsel. Lad mig være ærlig: Mona Lisa er ikke en dannet kvinde. Hun har ikke læst Platon og Aristoteles. Hun formulerer sig ikke ved hjælp af akademiske termer som mimesis. Alligevel adskiller hendes kunstforståelse sig ikke nævneværdigt fra Platons og Aristoteles’. Det var min klare opfattelse, at hun forventede, at jeg ville skabe en tvillingsøster til hende. En identisk tvilling i to dimensioner med den tredie dimension illuderet. Det er i grunden det, som alle, som lader sig selv forevige, ønsker. En identisk tvilling i to dimensioner med den tredje dimension illuderet. En fordobling af deres ego. Som om et eksemplar ikke var nok for dem. Som om de ønskede at overvinde menneskets eksistentielle ensomhed ad kunstig vej. Tvillinger, som allerede har opnået fordoblingen ad naturlig vej, har slet ikke det samme ønske om at lade sig forevige i farvepigment og linolie. Det er sandsynligvis derfor, at der findes så få portrætter af tvillinger i verdenskunstens historie.

Mona Lisa kom og sad model hos mig i mit atelier. Sammen overværede vi denne af hende ønskede tvilling af farvepigment og linolie langsomt vokse frem på pladen af poppel. Men der foregik, som der gør i ethvert sandt kunstværk, en ejendommelig kamp i billedet. På den ene side hev og sled virkelighedens Mona Lisa i det. På den anden side hev og sled billedets indre love i det. Tvillingen i farvepigment og linolie ville ikke være tvilling. Den ville ikke være søster til Mona Lisa. En ny og anderledes Mona Lisa var under undfangelse og fødsel. En kunstens Mona Lisa. Og på et tidspunkt så jeg ingen anden udvej end at klippe navlestrengen til virkelighedens Mona Lisa over, for at kunstens Mona Lisa kunne få selvstændigt liv.

Jeg lukkede og låste simpelthen døren for Mona Lisa. Hun var, meddelte jeg hende, ikke mere velkommen i mit atelier. Hun kom og bankede på døren. Ja, hun bønfaldt under gråd om at blive lukket ind, for ved sin blotte tilstedeværelse at få magt over sin søsters fremtoning. Jeg puttede blot bivoks i ørerne og forsatte med mine gøremål.”



Et fremmed spejl

”En dag, mens jeg var i færd med at male på portrættet, blev et brev skubbet ind ad sprækken under min aflåste hoveddør. Det var fra Mona Lisas husbond, Francesco del Giocondo. Det var en formel meddelelse om, at han og hans hustru ikke mere ønskede portrættet, at de anså mig med min ejendommelige optræden for at have brudt kontrakten, og at det aftalte honorar i overensstemmelse hermed ikke vil blive udbetalt. Det lod endvidere til, at det at sidde model til portrættet havde forårsaget en mindre identitetskrise hos Mona Lisa.

”Når min hustru ser sig i spejlet”, skrev Francesco del Giocondo, ”ser hun sig selv. Når hun ser på Deres portræt af hende, ser hun en anden. Deres billede er for hende som et fremmed spejl med et fremmed spejlbillede.

”Det er ikke mig,” siger hun oprørt til mig. ”Det er en fremmed kvinde. Og hun overgår mig i alle henseender. Hun er smukkere. Hun er klogere. Hun er mere charmerende. Hun er mere gådefuld. ”

Derpå bryder min hustru ud i en hjerteskærende gråd.”

Enden på den mislykkede portræt session blev, at jeg selv beholdt billedet, hvilket jeg ikke havde det mindste imod. Det er mig et kært eje. Jeg vil tage det med mig på min videre færd i livet, som vil ende i Amboise i Frankrig, hvor jeg en skønne dag, omfavnet af Frans 1. på mit dødsleje, vil komme til at dø, og hvor tres tiggere efterfølgende vil følge min kiste til graven.

Se, det var fortællingen om de to Mona Lisaer. Og nu kender du også forklaringen på, hvorfor du overså virkelighedens Mona Lisa her til aften i gyden. Virkelighedens Mona Lisa ligner ikke mit portræt af Mona Lisa. Som hendes egen skygge forholder sig til hende selv, sådan forholder hun sig til mit portræt af hende. Hun er en skygge af mit billede. Ja, jeg vil endda gå så langt som at sige, at hun er dårlig efterligning af det. Men sig det endelig ikke til fruen, hvis du en dag på en af dine tidsrejser skulle rende ind i hende.”