De to Mona Lisaer

En rejsende i tiden

Jeg, William Alexander Månesøn, er en rejsende i tiden. Det står mig frit for at besøge ethvert sted til enhver tid. Er det mon, fordi jeg, ligesom den navnløse hovedperson i H.G. Wells’ roman, har opfundet en tidsmaskine? Næppe. Det er snarere, fordi mine fortællinger foregår i et univers, hvor alle begivenheder i menneskehedens historie til stadighed udspilles. Det er en slags altid, ligesom myternes altid, en altid, hvor Christoffer Columbus planter det kongelige banner med kong Ferdinand og dronning Isabellas initialer i sandet på San Salvadors kyst og Neil Armstrong iført månedragt sætter foden på månen for første gang, igen og igen og igen, på samme måde som Sisyfos bestandigt ruller stenen op ad den stejle bjergside i Tartaros. Faktisk overvejede jeg på et tidspunkt at lade de to herrer mødes i en fortælling. Eksempelvis med månen som kulisse og et æg som rekvisit. Måske kunne dette anakronistiske møde mellem to af verdenshistoriens grænsesøgende rejsende have givet mig og andre nye indsigter i menneskets indre og ydre verdner, hvilket i grunden er det, jeg som tusmørkeopdagelsesrejsende er allermest optaget af. Men det viste sig hurtigt, at ideen ikke var frugtbar på grund af den asymmetri, som herskede mellem de to personer. Armstrong var simpelthen ikke interessant nok som karakter. Han var ikke i stand til at give Columbus kvalificeret modspil.

Lad mig prøve at anskueliggøre denne karakterernes asymmetri: På sin tredje ekspedition i 1498 fandt Columbus Trinidad og sejlede videre langs fastlandets kyst, men i et stræde var strømmen så kraftig, at Columbus begyndte at overveje, om Jorden havde pæreform i stedet for kugleform, så alt vandet flød nedefter. Hvilken fantastisk tanke. Jeg ser for mit indre blik jorden formet som en pære, ja, alle planeter i solsystemet formet som alle mulige frugter. Hvem med et barnligt sind ville ikke blot for en dag prøve at leve i dette columbianske drømmeunivers? Det viser for mig at se, at Columbus havde den visionære kunstners sind. At jorden i hans bevidsthed var en formbar masse, at den var under bestandig forvandling som et foster i de allertidligste stadier i en kvindes livmoder og kunne antage en hvilken som helst form, alt afhængig af hans iagttagelser på opdagelsesrejserne. Det er svært at forestille sig, at Armstrong ville have andet end et tomt blik og en hovedrysten tilovers for forestillinger af denne art. Armstrong var som et moderne, rationalistisk menneske en rejsende i en ikke formbar verden. En verden hærdet som det voksne konventionelt tænkende menneskes mimikløse stenansigt. Altså permanent begravelsesstemning så langt øjet rækker. Og derfor kan Armstrong med det lille skridt for sig selv og det store skridt for menneskeheden kun optræde som et umælende blikfang i mit univers.

Min sidste rejse i tiden gik til Firenze i begyndelsen af det sekstende århundrede. Hvorfor nu det? Hvad skulle jeg der for? Keder menneskene og kunsten i det enogtyvende århundrede mig så meget, at jeg som en anden eskapist søger tilflugt i en anden og bedre tid, højrenæssancen, som står som et af verdenskunstens absolutte højdepunkter? Måske. Men det egentlige formål med tidsrejsen var mere specifikt. Det var at besøge en dame, jeg altid gerne har villet møde: Mona Lisa. La Gioconda.



Manden med høgenæsen

Det var hen imod aften. Skumringstimen. L'heure bleue, som franskmændene kalder den, den blå time, hvor menneskenes og bygningernes konturer synes at udviskes for ens blik. Jeg gik i de smalle gyder i kvarteret mellem Piazza della Signora og Santa Maria del Fiore, fuld af florentinere fra alle samfundslag som de var. Jeg studerede indgående hvert enkelt af ansigterne tilhørende kvinderne, som kom imod mig i. Kvinderne gengældte min interesse med arkaiske smil, som under indflydelse af skumringen fik deres ansigter til at fyldes med sødme. Testen på, at et smil er oprigtigt, er, at øjnene smiler med. Jeg vil tage de florentinske kvinders smilende øjne med mig i graven. De vil modsat blomsterne ikke visne. Men som sagt: Jeg studerede indgående hvert enkelt af ansigterne, men ingen af dem var det, jeg søgte.

Med ét trådte en mand ud fra de mørke skygger langs husmurene og prikkede mig på skulderen. Det var en muskuløs mand med høgenæse og langt fuldskæg. Han mindede mig om Platon. Eller også har jeg set så ofte på Rafaels Skolen i Athen i Stanza della Segnatura i Vatikanet, at jeg forestiller mig Platon med Leonardos ansigtstræk.

”Så du hende?”

”Hvem?”

”Mona Lisa. La Gioconda.”

”Hvor?”

”Hun gik lige forbi dig. Nu er det for sent. Hun er allerede forsvundet i menneskemylderet.”



Kunstnerne af den vidunderlige spirals orden

”Jeg forstår ikke, at jeg kunne overse hende,” sagde jeg skuffet.

Leonardo (for det var Leonardo da Vinci, som stod ved min side) så et øjeblik på mig med det næsten medlidende blik, hvormed mesteren ser på lærlingen, for hvem tilværelsen endnu er som et uoplyst værelse, han som en blind må famle sig rundt i. Han inviterede mig derpå ind i sit atelier, som lå et sted i udkanten af byen, men som vi ikke desto mindre nåede efter ganske få skridt. Der var noget, han ville fortælle mig. Han gik, mens byens huse, pladser med statuer, paladser og kirker susede forbi os, med let sænket hoved, som om han allerede var i færd med at overveje, hvordan han skulle formulere sig. Atelieret var et spartansk møbleret rum. Overalt lå manuskripter med studier af planter, kvinders frisurer og vand- og luftstrømmes bevægelser, alle indskrevet i en for betragteren svimlende strømhvirvel, hvis man kan udtrykke det således. Leonardo tilhører den lille eksklusive gruppe af kunstnerne, for hvem spiralkurven, eller mere præcist den logaritmiske spiral, spira mirabilis som matematikeren Jacob Bernoulli kaldte den, er universets grundfigur. Af andre kunstnere kan nævnes Vincent van Gogh, Edgar Allan Poe og Alfred Hitchcock. Jeg er næsten sikker på, at de alle på et tidspunkt i deres liv har været ved livets yderste grænse, Ultima Thule, Demokrits brønd, tunnelen eller snarere den spiralformede tragt, man falder gennem, hvor ens korte liv på jorden som en klar lysplet synes at forsvinde bag en, og hvor noget andet, man endnu ikke har sprog til at beskrive, som en uklar lysplet synes at komme til syne foran en. Men bliver man af uransagelige grunde standset i sit fald gennem den spiralformede tragt, og må man som en anden tømrerens søn gå smertens vej op ad det indre hovedskalsbjerg, tilbage til livet, da vil man i lighed med Kain være bærer af et mærke, det spiralformede ar. Og man har egentlig bare, i lighed med hesten der bliver brændemærket af sin herre, at være taknemmelig over det påførte mærke, lader ens omgivelser en forstå mellem linjerne, til trods for at man fra nu af er som en fremmed på jorden. Men tilbage til fortællingen: Midt i tegningernes svimlende strømhvirvler stod billedet af Mona Lisa på et staffeli. Jeg var himmelfalden over at se billedet i dets oprindelige tilstand, uberørt som det var af tidens tand.

Kunstværket skaber sin egen natur

Da vi havde sat os, tog Leonardo ordet:

”Til at begynde med troede jeg, under indflydelse som jeg var af den græske oldtids kunstforståelse, som den kommer til udtryk i Platons og Aristoteles’ skrifter, med dens fokus på begrebet mimesis, at det var min opgave som kunstner at efterligne naturen. Men efterhånden som jeg anvendte mine øjne, hænder og hjerte og arbejdede med penslerne, farvepigmenterne og linolien på træpladerne eller lærrederne, opdagede jeg, at kunstværket havde sine egne love, som ikke havde noget at gøre med naturen. Det er svært at forklare en, som ikke selv har gennemlevet processen. Men det er, som om kunstværket skaber sin egen natur, som er forskellig fra den natur, som det var den oprindelige ide, at det skulle efterligne. Ja, det er som om, inden man overhovedet får begyndt, at kunstværket i en anden natur, end den natur som omgiver mennesket, allerede eksisterer, og at det blot er min opgave med min fattige evne, erfaring og kunstneriske intuition at trække det frem i lyset, eller at afdække det. Du tror måske som alle andre, at jeg er et geni. Det er jeg langt fra. Jeg er blot som en konservator, der renser en andens mørknede billeder. Min kollega, Michelangelo Buonarroti, har været inde på lignende tanker, blot med en anden metaforik.”



En identisk tvilling af farvepigment og linolie

”Den kunstneriske proces, jeg her har forsøgt at beskrive, viste sig også at holde stik med portrættet af Mona Lisa, som hun og hendes mand, Francesco del Giocondo, bestilte til deres nye hjem i anledning af deres anden søns fødsel. Lad mig være ærlig: Mona Lisa er ikke en dannet kvinde. Hun har ikke læst Platon og Aristoteles. Hun formulerer sig ikke ved hjælp af akademiske termer som mimesis. Alligevel adskiller hendes kunstforståelse sig ikke nævneværdigt fra Platons og Aristoteles’. Det var min klare opfattelse, at hun forventede, at jeg ville skabe en tvillingsøster til hende. En identisk tvilling i to dimensioner med den tredie dimension illuderet. Det er i grunden det, som alle, som lader sig selv forevige, ønsker. En identisk tvilling i to dimensioner med den tredje dimension illuderet. En fordobling af deres ego. Som om et eksemplar ikke var nok for dem. Som om de ønskede at overvinde menneskets eksistentielle ensomhed ad kunstig vej. Tvillinger, som allerede har opnået fordoblingen ad naturlig vej, har slet ikke det samme ønske om at lade sig forevige i farvepigment og linolie. Det er sandsynligvis derfor, at der findes så få portrætter af tvillinger i verdenskunstens historie.

Mona Lisa kom og sad model hos mig i mit atelier. Sammen overværede vi denne af hende ønskede tvilling af farvepigment og linolie langsomt vokse frem på pladen af poppel. Men der foregik, som der gør i ethvert sandt kunstværk, en ejendommelig kamp i billedet. På den ene side hev og sled virkelighedens Mona Lisa i det. På den anden side hev og sled billedets indre love i det. Tvillingen i farvepigment og linolie ville ikke være tvilling. Den ville ikke være søster til Mona Lisa. En ny og anderledes Mona Lisa var under undfangelse og fødsel. En kunstens Mona Lisa. Og på et tidspunkt så jeg ingen anden udvej end at klippe navlestrengen til virkelighedens Mona Lisa over, for at kunstens Mona Lisa kunne få selvstændigt liv.

Jeg lukkede og låste simpelthen døren for Mona Lisa. Hun var, meddelte jeg hende, ikke mere velkommen i mit atelier. Hun kom og bankede på døren. Ja, hun bønfaldt under gråd om at blive lukket ind, for ved sin blotte tilstedeværelse at få magt over sin søsters fremtoning. Jeg puttede blot bivoks i ørerne og forsatte med mine gøremål.”



Et fremmed spejl

”En dag, mens jeg var i færd med at male på portrættet, blev et brev skubbet ind ad sprækken under min aflåste hoveddør. Det var fra Mona Lisas husbond, Francesco del Giocondo. Det var en formel meddelelse om, at han og hans hustru ikke mere ønskede portrættet, at de anså mig med min ejendommelige optræden for at have brudt kontrakten, og at det aftalte honorar i overensstemmelse hermed ikke vil blive udbetalt. Det lod endvidere til, at det at sidde model til portrættet havde forårsaget en mindre identitetskrise hos Mona Lisa.

”Når min hustru ser sig i spejlet”, skrev Francesco del Giocondo, ”ser hun sig selv. Når hun ser på Deres portræt af hende, ser hun en anden. Deres billede er for hende som et fremmed spejl med et fremmed spejlbillede.

”Det er ikke mig,” siger hun oprørt til mig. ”Det er en fremmed kvinde. Og hun overgår mig i alle henseender. Hun er smukkere. Hun er klogere. Hun er mere charmerende. Hun er mere gådefuld. ”

Derpå bryder min hustru ud i en hjerteskærende gråd.”

Enden på den mislykkede portræt session blev, at jeg selv beholdt billedet, hvilket jeg ikke havde det mindste imod. Det er mig et kært eje. Jeg vil tage det med mig på min videre færd i livet, som vil ende i Amboise i Frankrig, hvor jeg en skønne dag, omfavnet af Frans 1. på mit dødsleje, vil komme til at dø, og hvor tres tiggere efterfølgende vil følge min kiste til graven.

Se, det var fortællingen om de to Mona Lisaer. Og nu kender du også forklaringen på, hvorfor du overså virkelighedens Mona Lisa her til aften i gyden. Virkelighedens Mona Lisa ligner ikke mit portræt af Mona Lisa. Som hendes egen skygge forholder sig til hende selv, sådan forholder hun sig til mit portræt af hende. Hun er en skygge af mit billede. Ja, jeg vil endda gå så langt som at sige, at hun er dårlig efterligning af det. Men sig det endelig ikke til fruen, hvis du en dag på en af dine tidsrejser skulle rende ind i hende.”