Kirkefaderen Origenes
Jeg drømte, at jeg gik og talte med kirkefaderen Origenes. I drømme kan man tale med hvem som helst, både ens afdøde slægtninge og, som her, en historisk person, som ved liv og gerning har sat sit uudslettelige spor på menneskehedens historie. Jeg tror, at gæsterne fra fortiden fungerer som en slags spirituelle vejledere for en, hvilket også lader til at stemme overens med, at de gerne befolker ens drømme i de perioder af ens liv, hvor man på sin pilgrimsvandring gennem livet er på vildspor. Ikke at der er noget i vejen med at være på vildspor. Alle de blindgyder, man har været nede i, skal såmænd nok i sidste ende vise sig også at have bidraget til ens oplysning.
Det var hen imod aften. Origenes og jeg så op mod himlen, hvor ænder og gæs som sorte silhouetter fløj i retning mod den nedgående sol.
”Du må forstå, Månesøn,” sagde Origenes, ”at også inden i dig er himlens fugle. Du skal ikke forundres over, at jeg siger, at disse ting er i dig selv. Forstå, at også du udgør en hel lille verden. Inden i dig er også solen og månen og alle stjernerne.”
”Det lyder smukt,” sagde jeg. ”Jeg har selv været inde på noget lignende i et indlæg, hvor jeg på baggrund af et citat fra John Fowles’ roman Troldmanden hævdede, at det enkelte menneskes bevidsthed i sig selv udgør et univers.
For mig at se består verden af mange verdner (1). Som minimum er der to: Det indre og det ydre.
For rationalisten er der kun én verden og kun én mulig tydning af den, i hvert fald hvis man er rationalist af den positivistiske og scientistiske slags, som har fået en ejendommelig revival hos både lærde og ulærde i begyndelsen af det nye årtusinde. Det kan ikke være andet end en reduktion, når man betænker hvor få kendsgerninger der er, men hvor mange mulige fortolkninger af disse få kendsgerninger der til gengæld er. Denne træfældning i fortolkningernes skov, indtil et og kun et træ, de sørgelige realiteters træ, står tilbage, kan gøre os springaber, som holder til i trækronerne i fortolkningernes skov, rigtig kede af det. Ham for hvem der kun er én verden, han er som en blind, der mener, at de former og farver, den seende sanser, kun er en illusion. Jeg alluderer her til H.G. Wells’ The Country of the Blind.
Under alle omstændigheder foretrækker jeg klart din vision af det indre frem for Freuds.”
Sigmund Freud som Jack the Ripper
Da jeg havde udtalt disse ord, forandrede landskabet sig. Jeg gik nu en sen aftentime i Whitechapel kvarteret i nittenhundredetallets London, og manden, som gik ved min side, var ikke mere Origenes, men Sigmund Freud, psykoanalysens far.
”For dig er menneskets indre et mørkt sted,” sagde jeg. ”I din verden er seksualiteten konge. På samme måde som Gud i sit rige har forstødt Satan til den frosne sø i bunden af helvedesskakten, har overjeget i din personlighedsmodel forstødt seksualiteten til bunden af ægget, det ubevidste. Du burde egentlig skamme dig. Du har gjort menneskets indre, som i Origenes’ vision var noget smukt, til noget dæmonisk.
I ens indre London, i de mørke og smogbefængte gyder lister Jack the Ripper sig af sted med erigeret kniv og nyslebet lem, eller også er det omvendt. Du har jo overtaget alkymisternes signaturlære, så intet er, hvad det giver sig ud for at være, men kun hvad det minder dig om, og da alle genstande enten er konvekse eller konkave, så er alle ting enten symboler på det mandlige kønsorgan eller det kvindelige kønsorgan. For mig at se viser det, at din teori om menneskets indre er gennemsyret af, at den er konciperet i Victoriatidens skygge. Måske havde den en berettigelse i din samtid, med frustrerede mænd og kvinder, som levede i uforløste ægteskaber, og som opdrog deres børn til at gentage deres egne fejl endnu engang, men for os, der lever i en anden og mere frigjort tid, virker den alt for dyster. Det virker meget mere berigende at betragte det indre som et univers i lighed med det ydre, fyldt med natur og uden et alstyrende dæmonisk princip.”
Freud ville sige noget, men i det samme indtraf disse på hinanden følgende begivenheder næsten samtidigt: Der lød et fortvivlet kvindeskrig, og en mørk maskeret skikkelse kom løbende hen imod os. Idet han passerede os, fremviste han som i triumf en kvindes blodige indvolde. Idet han gjorde det, faldt hans maskering, og jeg så, at den flygtende mand havde nøjagtig de samme ansigtstræk som Sigmund Freud. Enten var han Freud, eller også var han hans dobbeltgænger.
Jeg vendte mig forundret mod den mand, som jeg troede gik ved min side, og som jeg troede var Freud, men ved siden af mig gik ikke mere Freud, men de fem kanoniske ofre for Jack the Ripper, de skændede lig af de fattige prostituerede uden organer. Hvilket skræmmende syn.
Samtale med Von O om drømmen
”Jeg er dybt forundret over dit lave niveau, William Alexander Månesøn,” sagde Von O, da jeg efterfølgende fortalte ham om drømmen. ”Vil du i ramme alvor påstå, at Sigmund Freud er identisk med den afstumpede seriemorder, som offentligheden døbte Jack the Ripper, og som ikke alene misbrugte og dræbte sine ofre, stakkels fattige prostituerede, men også skamferede deres lig ved at fjerne deres organer?”
”Nej,” sagde jeg, ”men jeg synes, hvis jeg skal være ærlig, at Freuds tankeverden er grotesk. Han er en slags arvtager til E.T.A. Hoffmann, hvilket han også viser i sit essay om det uhyggelige (Das Unheimliche) ved at fortolke (og misfortolke!) Hoffmanns fantastiske fortælling Sandmanden. Den jordbundne og snusfornuftige Claras analyse af Nathanael på baggrund af hans traumatiske barndomsoplevelse (afsnittet om den dunkle magt i hendes brev til Nathanael) er jo en slags forstadie til Freuds psykoanalyse og må have været en stor inspirationskilde for Freud. Dog har Freud slet ikke den hoffmannske ånds letbevægelighed, uro og flyvskhed. Nej, han kan sidde i timevis og pille i det sår, som han efter lang tids søgen på et ellers sundt menneske endelig har fundet.
Mordene i London foregik i 1888. Freud var på dette tidspunkt 32 år gammel (2) og var i færd med at eksperimentere med hypnose på sine patienter. Han har selv udtalt de berømte ord, at jeget ikke er herre i eget hus. Gælder det ikke også for ham selv? Havde han ikke også en mørk side af sit væsen, som han forsøgte at fortrænge, men som ikke for altid lod sig fortrænge og i jegets svaghedsperioder blev herren i det freudske jeghus? Kan han eksempelvis ikke have hypnotiseret sine nære omgivelser til at tro, at han befandt sig sammen med dem i Wien, mens han i virkeligheden opholdt sig i London?”
”Nu er du virkelig langt ude, William Alexander Månesøn,” sagde Von O. ”Jeg synes, at du på en endog meget ubehagelig måde forsøger at mistænkeliggøre en af videnskabens helt store skikkelser.”
”Men det var slet ikke min hensigt,” sagde jeg. ”Mit ærinde var egentlig slet ikke Freud, men kirkefaderen Origenes’ smukke opfattelse af menneskets indre. Årsagen til, at min drøm bragte Freud på bane, var vel blot for at bruge hans mørke vision af menneskets indre som en kontrast til Origenes’ lyse. Måske skulle jeg blot have fortalt begyndelsen af drømmen og udeladt optrinnet med Sigmund Freud og Jack the Ripper i Whitechapel kvarteret?
Digtet om de indre og ydre fugle
Lad mig da genformulere min oprindelige tanke med dette digt i Origenes’ ånd:
Der findes to slags fugle. De ydre fugle og de indre fugle. De synger med det samme næb, men ikke den samme sang. De ydre fugle synger om sig selv. Her bor jeg, og her klækkes æggene med mine gener, lyder det enkle omkvæd som regel. De indre fugle synger om mennesket, den papirtynde væg mellem de indre og de ydre fugles verdner, og det er straks et mere kompliceret musikalsk værk. De indre og de ydre fugles verdner er to sider af samme hemmelighed. Mennesket er et möbiusbånd.
Det er da uskyldigt. Kan du godtage det, Von O?”
”Nej,” sagde Von O, ”Jeg synes, at du med denne fortælling er meget langt ude. Jeg er meget vred nu. Mit sangvinske blod med dets koleriske accenter bruser som Niagara Falls i mine årer. Jeg er som en kedel, hvis tud fløjter det høje C, til alt krystal i verden splintres. Jeg er som kontinentalpladernes tektoniske bevægelser inden den tsunami, som blev den atlantiske civilisations undergang. Jeg er som – ja, nu kan jeg ikke finde på mere, men du skal vide, at jeg er meget forarget over dine kætterske tanker om den moderne videnskabs forestillinger om menneskets indre.”
1. Her lyder jeg som Giordano Bruno, vil nogen måske hævde, men det er ikke i hans brændende fodspor, jeg ønsker at gå. Hans mange verdner er langt borte og endnu uopdagede. Mine mange verdner begynder allerede i de nære omgivelser. En bog, et friskpresset glas juice og et menneske kan hver især udgøre et univers.
2. Sigmund Freud, 6.5. 1856 – 23.9.1939
Ingen kommentarer:
Send en kommentar