Naturen i civilisationens midte

1. drøm

Jeg drømte om et hus, hvis indre var en ørken. Efter flere dages rejse på kamelryg sammen med nomadernes karavane ankom jeg til husets midte, hvor mænd på søjler, iført enkle munkedragter, sad og mediterede. De var oplyst af solen og månen og stjernerne i deres indre.

Min drøm var, tror jeg, et billede på den monastiske kultur, som Gregor den Store var den store iscenesætter af. At flytte ødemarken ind i civilisationens midte var hans kunstneriske vision. På hans ordre blev ørkenens sand spredt på byernes torve, for at eremitten kunne blive nabo til tiggeren, luderen, håndværkeren, købmanden og kejseren. En virkeliggørelse af modsætningernes sammenfald længe inden begrebet var opfundet.

Den europæiske middelalders munke er Simon Søjlehelgens arvtagere. Hvor søjlen blev af i den monastiske vision, er ikke godt at vide. Den svandt vel ind, på samme måde som fortidsabens hale svandt ind til menneskets haleben, for til sidst helt at forsvinde.

Men min drøm var ikke kun et billede på den monastiske kultur, som i dag er kun er en skygge af sig selv, den var også, tror jeg, et billede på, hvordan civilisationen engang i fremtiden vil komme til at forny sig selv.

Vi bliver nødt til at flytte rundt på landskaberne. Vi bliver nødt til at flytte naturen ind i byernes midte, hvis vi vil overleve som civilisation. Det skal være Letting in the Jungle og The Call of the Wild på en gang, blot på en lidt mere fredsommelig og civiliseret måde end den Kipling og London beskriver. Bygninger, som huser bjerge, skove, marker, enge, floder og søer, vil i fremtiden blive et helt almindeligt syn. Det er måske en verden, som det er vanskeligt at forestille sig, når man skrår over Rådhuspladsen og krydser H.C. Andersens Boulevard en trist vinterdag. Ikke desto mindre har jeg set den verden i mine drømme.



2. drøm

Jeg drømte, at mennesket og naturen havde byttet plads. I min lille lejlighed på Ensomhedens Allé var der nu skov. Flokke af dådyr gik rundt og nippede til græsset i lyspletterne på skovbunden. I et hult træ boede en ugle. Dyrene betalte ikke ejendomsskat. I skattecentret var en stor sø med gedder, aborrer og sandart.

Menneskene var med deres møbler flyttet ud i haverne, eller ned i baggårdene og ud på gaderne, hvis de boede i byen. Det var aften. Solen var på vej ned. Folk var ved at spise aftensmad. Snart ville de gå til ro under åben himmel. Der lød munter snak. De var lykkelige. Lige indtil det begyndte at regne.



3. drøm

Jeg drømte, at jeg var en kirke. Det har jeg-fortælleren i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid også drømt, at han var, så for at adskille mig fra ham drømte jeg endvidere, at Paradisets Have lå i det indre af den kirke, jeg selv udgjorde. Det lyder jo som en idyl, den er nærmest farisæisk i sin forestilling om min indre uskyldstilstand, så for at skabe balance i billedet må tilføjes, at slangen snoede sig om Kundskabens Træ. Dermed var scenen sat for det syndefald, som igen og igen, så længe der er noget, der hedder menneske, vil udspille sig for vores øjne, aldrig på nøjagtig den samme måde, altid med en næsten umærkelig forskydning i gestik, mimik og betoning af det sagte.



4. drøm. Ruinmesterens metode

Jeg drømte, at mennesket var et hus, og at der inde i huset var en have. Jeg drømte, at menneskene var levende sten, som lod sig bygge op til åndelige huse, som Peter skriver i sit første brev.

At leve kræver, at man bliver sin egen bygherre, entreprenør, arkitekt og ingeniør.

Det unge menneske er en byggeplads. Der er livlig byggeaktivitet fra morgen til aften. Som forbipasserende ved man endnu ikke, hvad det skal blive til. Skal det være en kirke, en skole eller et typehus? Eller skal det være en bro som forbinder, eller en mur som indespærrer og udelukker?

Jeg kender en, som mener, at alle de forestillinger, det unge menneske gør sig om sin egen fremtidige bygnings herlighed, er nytteløse. Alle jeghuse ender alligevel som fængsler. Han har forlæst sig på de platoniske forestillinger om mennesket som fange i en hule og om demiurgen som en falsk gud, der har stillet sig som en fangevogter mellem mennesket og den sande gud, og hele den gnostiske tradition som er afledt af disse forestillinger. Kun nogle få lysende gnister i menneskets indre er et indicium (at bruge ordet bevis ville være at gå for langt i min vens optik) på den sande guds fjerne sol. Disse få lysende gnister fremviser min ven i sine skælvende hænder, hver gang jeg besøger ham i hans celle, som var de for ham de redskaber, som skal file tremmerne over eller grave en tunnel ud i friheden. Disse fremvisninger foregår alt sammen meget tys-tys, dvs. for nedrullede gardiner og afspilning af Tjajkovskijs sjette symfoni på højeste volumen. Demiurgen og hans spioner må endelig ikke få nys om min vens flugtplaner.

Lad mig imidlertid vende tilbage til hovedemnet: Mennesket opfattet som et bygningsværk. Det unge menneske er en byggeplads. Det gamle menneske er en ruin. Det sidste lyder ikke videre optimistisk, medmindre at man som romantikkens kunstnere har blik for ruinernes skønhed og egenart. En ruin er ofte mere udtryksfuld end en moderne bygning. Ruinerne fortæller historier. Tænk på de normanniske borge og fæstninger, fra dengang vi var korsfarere og havde løvehjerter. Selv de tyske bunkers på den jyske vestkyst har tiden forlenet med en vis skønhed, selv om de oprindelig var et produkt af en perverteret kultur.

Jeg selv er af den opfattelse, at man bør opføre sit jeghus efter Ruinmesterens metode, dvs. at opføre nye bygninger i form af ruiner. Jeg har beskrevet metoden indgående i fortællingen Ruinmesteren, men kortfattet kan siges, at man først, ned til mindste detalje, tegner det imponerende bygningsværk, som man ønsker, at ens jeghus skal udgøre. Derpå lader man i tankerne det ene efter det andet århundrede forløbe, hvorunder bygningsværket på naturlig måde vil forfalde og efterhånden blive til en ruin. Det er denne ruin, det er ens mål at opføre af nye bygningsmaterialer. Dens udseende er ikke, hvad man umiddelbart skulle tro, rent gætteværk. Ved at studere oldtidens og middelalderens ruiner opdagede Ruinmesteren, at ruinens fremkomst af det oprindelige fuldendte bygningsværk er en relativ entydig proces. Der er et begrænset antal måder, en søjle kan nedbrydes på, og den ene nedbrudte søjles udtryk fastlægger på entydig vis de omkringstående søjlers udtryk. Således kunne de gamle grækere allerede ved opførelsen af Akropolis have forudset dens nuværende udseende. Det havde blot krævet, at de havde studeret ruinologi med samme videnskabelige stringens som Ruinmesteren.

Den indsigt, Ruinmesteren vandt ved sit studie, var, at for at den ruin, man vil opføre, skal være smuk, kræver det, at man bestandigt skal have slutresultatet, den smukke ruin, i tankerne, når man tegner den oprindelige bygning, som ruinen vil opstå af. Man skal altså med andre ord sammentænke den oprindelige bygning og den af forfaldet opståede ruin for at få det optimale resultat.

Det er denne metode, jeg anbefaler til opbygning af ens jeghus.

Fordelen ved at opføre ens jeghus som en ruin er, at man vil forblive med at være den samme gennem hele sit liv. Eller rettere: Man vil ikke forfalde, man vil ikke på noget tidspunkt risikere at bryde sammen. Hvis de gamle grækere havde opført Akropolis, som det ser ud i dets nuværende ruintilstand, da ville det have stået uændret gennem århundrede, uberørt af tidens tand. Det er Ruinmesterens forunderlige pointe.

Jeg selv har fulgt Ruinmesternes metode. Jeg er stadig under opbygning. Senest har jeg som en tilbygning til mit jeghus på dets vestlige side været i færd med at opføre Det Skæve Tårn i Pisa i den ruintilstand, som det efter Ruinmesterens beregninger med tidens fylde vil opnå. At se det væltede tårn i lyset fra den nedgående sol er et storslået syn.

På gode dage er jeg som alle mulige andre bygmestre svært tilfreds med mit jeghus’ ruin. Den ligger afsides og oppe i højderne ligesom Machu Picchu og venter kun på at blive opdaget af vor tids Hiram Bingham. Andre dage har jeg det mere som det frustrerede væsen i Kafkas Bygningen. Ligegyldig hvad, vil der altid være en orm, som gnaver. Måske skulle man se at blive gode venner med ormen?