Tårerne flyder frit mellem verdnerne

1. Tårernes vej fra de levendes verden til de dødes

En af de fortællinger, som brødrene Grimm indsamlede i begyndelsen af det nittende århundrede, handler om en moders sorg over at miste sit barn. Den lyder således:

Der var engang en mor, som havde en lille dreng på syv år. Han var så sød og god, at alle, der så ham, holdt af ham, og hans mor elskede ham over alt på jorden. Men pludselig blev han syg, og den gode Gud tog ham op til sig. Den stakkels mor var fortvivlet og græd dag og nat. Kort tid efter, at den lille dreng var begravet, viste han sig om natten for sin mor på de steder, hvor han havde løbet omkring og leget, mens han levede. Når hun græd, græd han også, og om morgenen forsvandt han igen. Men da hans mor slet ikke ville holde op med at græde, kom han en nat i sin hvide ligskjorte, som han havde haft på, da han blev lagt i kisten, og med sin lille krans på hovedet, satte sig ved foden af hendes seng og sagde:

“Kære mor, hold op med at græde, ellers kan jeg ikke falde i søvn i min kiste. Min ligskjorte er så våd af alle dine tårer.”

Moderen blev forfærdet og holdt op med at græde. Næste nat kom drengen igen med et lille lys i hånden og sagde:

“Kan du se, nu er min ligskjorte snart tør, så får jeg ro i min grav.”

Da bad moderen til Gud om, at han ville give hende styrke til at bære sin sorg stille og tålmodigt. Barnet kom ikke mere igen, men sov roligt i sin seng nede i jorden.

2. Tårernes vej fra de dødes verden til de levendes

For et par år siden blev en ung pige myrdet den allersidste aften på året, hvor himlen oplyses af fyrværkeri, folk fester til den lyse morgen, og de fleste af os får mere at drikke, end godt er. Efterfølgende kom den unge piges mor og storesøster for at se liget af den unge pige på det retsmedicinske institut.

Da personalet på det retsmedicinske institut havde ladt moderen og søsteren alene, for at de i fred og ro kunne tage afsked, bad moderen fadervor for den unge pige og fortalte hende forskellige ting. Jeg tror, at moderen fortalte den unge pige om de gode stunder, de havde tilbragt sammen, og om hvor højt moderen havde elsket hende. Måske bad moderen også om, at den unge pige ville tilgive hende, hvis hun, moderen, havde været for streng af og til. Ingen mennesker er perfekte. Det gode, som vi vil, det gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi. Fortiden binder, og det kommer til udtryk i den mærkelige og tragiske følelse, der griber de fleste af os ved et dødsfald. Der er så meget, man burde have gjort, der er så meget, man ikke burde have gjort, og nu er det hele for sent. Man kan aldrig gøre det godt igen. Man kan aldrig bede om forladelse. Den elskedes død låser den efterladtes skyld fast.

Til sidst bad moderen om, at den unge pige, hvis hun kunne, ville give hende og storesøsteren et tegn på, at hun havde det godt der, hvor hun nu var. Så skete der det helt fantastiske, at der kom en tåre ud af unge piges øjenkrog, som hendes storesøster tørrede forsigtigt væk ved at ae hende på kinden. For moderen var det det smukkeste billede, hun kunne få på noget, der lignede en opstandelse.

Tårerne flyder frit mellem verdnerne.