Det enkelte menneskes bevidsthed er noget enestående. Den udgør et helt univers — et univers som i en vis forstand er langt rigere og mere facetteret end universet selv med dets megen tomhed, eksploderende stjerner og golde planeter og måner.¹
Den ovenstående tanke er ikke en, jeg selv har kreeret. Det er en, John Fowles lader den gådefulde rigmand Maurice Conchis udtrykke i romanen Troldmanden, da han begræder tabene af menneskeliv i det slag, han som ung var med i under Første Verdenskrig.²
"Tabene på vores side var omkring tretten tusind dræbte." siger Conchis. "Tretten tusind bevidstheder, erindringer, kærligheder, oplevelser, verdener, universer — for den menneskelige bevidsthed er mere af et univers end universet selv — alt sammen for et par hundrede meter ubrugeligt mudder."
Med andre ord: Når et menneske dør, dør et univers. Eller for at udtrykke det lidt mere optimistisk: Når et menneske fødes, fødes et univers.
Her på disse sider kan man gå på opdagelse i William Alexander Månesøns univers — et blandt mange andre universer.
1. Det kan de mennesker, som mener, at det enkelte menneske er ubetydeligt set i forhold til det tilsyneladende uendelige verdensrum, så tænke lidt over.
2. John Fowles: Troldmanden s. 133
Utroligt smukt. Sidder og er ved at researche på bevidsthedsbegrbet og vil gerne tale mere med dig om dette perspektiv hvis du har tid/lyst/mulighed...
SvarSletBl.a. arbejder jeg ud fra spørgsmålet om hvad der berettiger den menneskelige eksistens der kan være så grufuld - HVorfor skal vi arbejde for dens overlevelse, bl.a. ved at skabe mere bæredygtige systemer? Hvofor ikke lade menneskeheden være den første art der gør kollektivt selvmord (bl.a. ved at svine planeten til som vi gør?) Dette er et muligt svar. Tak på en smuk søndag.