Tiden er en flod, siger de vise. Men hvis det er sandt, hvorfor drukner så vi ikke? Eller rettere: Men hvis det er sandt, hvorfor drukner vi så ikke før end til allersidst?
Jeg tror, at det må skyldes, at en guddommelig stav foran os bestandigt deler vandene, så vi tørskoet på flodens bund, i øjeblikket mellem fortid og fremtid, som står som mure af vand til venstre og til højre for os, er i stand til gå mod det forjættede land, som vi hver især er blevet stillet i udsigt i vores drømme. Bag os blandes vandene igen, og drukner alle vores minder, gode som onde.
Det er et mærkeligt billede, min fantasi her har skabt. For det udsiger, at vi ikke går med tiden, men på tværs af den. At det forjættede land ikke ligger ved tidens ende, flodens udmunding, men langs tiden, på flodens anden bred. Måske viser det, at jeg ikke har talent for deduktiv tænkning, og at byen, hvor Heraklit og de andre filosoffer bor bag høje mure og svært bevogtede porte, for altid vil være lukket land for mig, der som dreng faldt ned fra månen og slog hovedet så eftertrykkeligt, at alle menneskehedens tanker og fortællinger, som hidtil havde levet adskilt fra hverandre inden i det, som familierne i deres boliger i de mennesketomme gaders by, med ét blandedes og blev til én stor pærevælling. Eller også viser det, at intet billede, uden indre modsigelse, kan beskrive tiden, livets måske allerstørste gåde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar