Øer af aske

Jeg læser ordene,
dine, mine, og dem som er næsten to tusinde år gamle,
og tænker, at det eneste, vi har tilbage at være fælles om,
er punktummerne.
Du sukker over mit sortsyn.
Jeg slår en lysere tone an og foreslår, at vi samler
disse millioner af spredte øer af aske
til et stort kontinent for dér at begynde
et nyt liv som mimikere.

Tiden er en flod

Tiden er en flod, siger de vise. Men hvis det er sandt, hvorfor drukner så vi ikke? Eller rettere: Men hvis det er sandt, hvorfor drukner vi så ikke før end til allersidst?

Jeg tror, at det må skyldes, at en guddommelig stav foran os bestandigt deler vandene, så vi tørskoet på flodens bund, i øjeblikket mellem fortid og fremtid, som står som mure af vand til venstre og til højre for os, er i stand til gå mod det forjættede land, som vi hver især er blevet stillet i udsigt i vores drømme. Bag os blandes vandene igen, og drukner alle vores minder, gode som onde.

Det er et mærkeligt billede, min fantasi her har skabt. For det udsiger, at vi ikke går med tiden, men på tværs af den. At det forjættede land ikke ligger ved tidens ende, flodens udmunding, men langs tiden, på flodens anden bred. Måske viser det, at jeg ikke har talent for deduktiv tænkning, og at byen, hvor Heraklit og de andre filosoffer bor bag høje mure og svært bevogtede porte, for altid vil være lukket land for mig, der som dreng faldt ned fra månen og slog hovedet så eftertrykkeligt, at alle menneskehedens tanker og fortællinger, som hidtil havde levet adskilt fra hverandre inden i det, som familierne i deres boliger i de mennesketomme gaders by, med ét blandedes og blev til én stor pærevælling. Eller også viser det, at intet billede, uden indre modsigelse, kan beskrive tiden, livets måske allerstørste gåde.

Sneløse gader, foråret truer – fem haiku

Fjerprydet kegle
i byens blæksorte spejl.
Bunden er nået.


Avisen fra i går.
Kirkegård for døde ord.
Et kærligt farvel.


Sneløse gader.
Indenfor danser støvkorn
i solstrålerne.


Foråret truer
med de døende stjerners
farveorgie.


Gåde: At sneen
i mine barndomsminder
ikke kan smelte.

Dage og nætter i min lejlighed set udefra

Dag med Vermeer og hans model.



Nat med voyeur og gotisk korridor.



Dag med balloner.



Nat med tiger.



Dag med voyeur, rose og himmel.



Dag med himmel, ild og due.



Dag med rose, tiger og kornmark.



Dag med voyeur, himmel, ild og due.

Tårerne flyder frit mellem verdnerne

1. Tårernes vej fra de levendes verden til de dødes

En af de fortællinger, som brødrene Grimm indsamlede i begyndelsen af det nittende århundrede, handler om en moders sorg over at miste sit barn. Den lyder således:

Der var engang en mor, som havde en lille dreng på syv år. Han var så sød og god, at alle, der så ham, holdt af ham, og hans mor elskede ham over alt på jorden. Men pludselig blev han syg, og den gode Gud tog ham op til sig. Den stakkels mor var fortvivlet og græd dag og nat. Kort tid efter, at den lille dreng var begravet, viste han sig om natten for sin mor på de steder, hvor han havde løbet omkring og leget, mens han levede. Når hun græd, græd han også, og om morgenen forsvandt han igen. Men da hans mor slet ikke ville holde op med at græde, kom han en nat i sin hvide ligskjorte, som han havde haft på, da han blev lagt i kisten, og med sin lille krans på hovedet, satte sig ved foden af hendes seng og sagde:

“Kære mor, hold op med at græde, ellers kan jeg ikke falde i søvn i min kiste. Min ligskjorte er så våd af alle dine tårer.”

Moderen blev forfærdet og holdt op med at græde. Næste nat kom drengen igen med et lille lys i hånden og sagde:

“Kan du se, nu er min ligskjorte snart tør, så får jeg ro i min grav.”

Da bad moderen til Gud om, at han ville give hende styrke til at bære sin sorg stille og tålmodigt. Barnet kom ikke mere igen, men sov roligt i sin seng nede i jorden.

2. Tårernes vej fra de dødes verden til de levendes

For et par år siden blev en ung pige myrdet den allersidste aften på året, hvor himlen oplyses af fyrværkeri, folk fester til den lyse morgen, og de fleste af os får mere at drikke, end godt er. Efterfølgende kom den unge piges mor og storesøster for at se liget af den unge pige på det retsmedicinske institut.

Da personalet på det retsmedicinske institut havde ladt moderen og søsteren alene, for at de i fred og ro kunne tage afsked, bad moderen fadervor for den unge pige og fortalte hende forskellige ting. Jeg tror, at moderen fortalte den unge pige om de gode stunder, de havde tilbragt sammen, og om hvor højt moderen havde elsket hende. Måske bad moderen også om, at den unge pige ville tilgive hende, hvis hun, moderen, havde været for streng af og til. Ingen mennesker er perfekte. Det gode, som vi vil, det gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi. Fortiden binder, og det kommer til udtryk i den mærkelige og tragiske følelse, der griber de fleste af os ved et dødsfald. Der er så meget, man burde have gjort, der er så meget, man ikke burde have gjort, og nu er det hele for sent. Man kan aldrig gøre det godt igen. Man kan aldrig bede om forladelse. Den elskedes død låser den efterladtes skyld fast.

Til sidst bad moderen om, at den unge pige, hvis hun kunne, ville give hende og storesøsteren et tegn på, at hun havde det godt der, hvor hun nu var. Så skete der det helt fantastiske, at der kom en tåre ud af unge piges øjenkrog, som hendes storesøster tørrede forsigtigt væk ved at ae hende på kinden. For moderen var det det smukkeste billede, hun kunne få på noget, der lignede en opstandelse.

Tårerne flyder frit mellem verdnerne.

Hverken fugl eller fisk

En gang imellem, hvor ofte ved jeg ikke, sker det, at havets fisk og himlens fugle bytter element, så at havets fisk fra luftens element spejler sig i himlens fugle i vandets element. Det sker nærmere bestemt, og her følger en monstrøs sætning: Det sker nærmere bestemt, når en i luften svævende fisk af familien Exocoetidae spejler sin fuglelignende positur i den fiskelignende positur af en i vandet dykkende fugl af familien Alcidae til fuldkommen kongruens. Da kan universet, det univers, som ihærdigt forsøger at forstå sig selv gennem livet, som det udspiller sig på vores klode, ikke andet end bryde ud i en stille, klukkende latter, så alle atomer, selv dem på bunden af de sorte huller, sitrer, over dets egen mangel på entydighed og modsætningernes sammenfald.

Exocoetidae og Alcidae er den latinske betegnelse for henholdsvis flyvefisk og alkefugle. Grunden til, at jeg benytter dem, er for at bevare modsætningen eller kontrasten mellem adjektiv og substantiv i formuleringerne svævende fisk og dykkende fugl, som ellers ville gå tabt i formuleringerne svævende flyvefisk og dykkende lomvie eller dykkende alkefugl.

Modsætningernes sammenfald er den forestilling, at væsner, ting og begreber i deres ekstreme og absolutte tilstand falder sammen med deres i den endelige verden tænkte modsætning. Hvis man antager, at fugl og fisk er hinandens modsætninger (det er de jo i en eller anden forstand), da er fuglen i sin absolutte tilstand et væsen, som både er fugl og fisk. Titlen på denne tekst burde i stedet for Hverken fugl eller fisk derfor nok rettere have været Både fugl og fisk. Men det er på den anden side ikke en talemåde.

Størrelsesforholdet mellem flyvefisken og lomvien på billedet er næppe korrekt. Så den taiji lignende (yin yang lignende) effekt på billedet er sandsynligvis en illusion. Modsætningernes sammenfald sker netop ikke i den endelige verden, selvom en tilnærmelse er mulig. Men nu må jeg nok hellere standse mine forklaringer og relativeringer, inden rationalisten i mig får dræbt al umiddelbar oplevelse. Poesien findes.

Naturen i civilisationens midte

1. drøm

Jeg drømte om et hus, hvis indre var en ørken. Efter flere dages rejse på kamelryg sammen med nomadernes karavane ankom jeg til husets midte, hvor mænd på søjler, iført enkle munkedragter, sad og mediterede. De var oplyst af solen og månen og stjernerne i deres indre.

Min drøm var, tror jeg, et billede på den monastiske kultur, som Gregor den Store var den store iscenesætter af. At flytte ødemarken ind i civilisationens midte var hans kunstneriske vision. På hans ordre blev ørkenens sand spredt på byernes torve, for at eremitten kunne blive nabo til tiggeren, luderen, håndværkeren, købmanden og kejseren. En virkeliggørelse af modsætningernes sammenfald længe inden begrebet var opfundet.

Den europæiske middelalders munke er Simon Søjlehelgens arvtagere. Hvor søjlen blev af i den monastiske vision, er ikke godt at vide. Den svandt vel ind, på samme måde som fortidsabens hale svandt ind til menneskets haleben, for til sidst helt at forsvinde.

Men min drøm var ikke kun et billede på den monastiske kultur, som i dag er kun er en skygge af sig selv, den var også, tror jeg, et billede på, hvordan civilisationen engang i fremtiden vil komme til at forny sig selv.

Vi bliver nødt til at flytte rundt på landskaberne. Vi bliver nødt til at flytte naturen ind i byernes midte, hvis vi vil overleve som civilisation. Det skal være Letting in the Jungle og The Call of the Wild på en gang, blot på en lidt mere fredsommelig og civiliseret måde end den Kipling og London beskriver. Bygninger, som huser bjerge, skove, marker, enge, floder og søer, vil i fremtiden blive et helt almindeligt syn. Det er måske en verden, som det er vanskeligt at forestille sig, når man skrår over Rådhuspladsen og krydser H.C. Andersens Boulevard en trist vinterdag. Ikke desto mindre har jeg set den verden i mine drømme.



2. drøm

Jeg drømte, at mennesket og naturen havde byttet plads. I min lille lejlighed på Ensomhedens Allé var der nu skov. Flokke af dådyr gik rundt og nippede til græsset i lyspletterne på skovbunden. I et hult træ boede en ugle. Dyrene betalte ikke ejendomsskat. I skattecentret var en stor sø med gedder, aborrer og sandart.

Menneskene var med deres møbler flyttet ud i haverne, eller ned i baggårdene og ud på gaderne, hvis de boede i byen. Det var aften. Solen var på vej ned. Folk var ved at spise aftensmad. Snart ville de gå til ro under åben himmel. Der lød munter snak. De var lykkelige. Lige indtil det begyndte at regne.



3. drøm

Jeg drømte, at jeg var en kirke. Det har jeg-fortælleren i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid også drømt, at han var, så for at adskille mig fra ham drømte jeg endvidere, at Paradisets Have lå i det indre af den kirke, jeg selv udgjorde. Det lyder jo som en idyl, den er nærmest farisæisk i sin forestilling om min indre uskyldstilstand, så for at skabe balance i billedet må tilføjes, at slangen snoede sig om Kundskabens Træ. Dermed var scenen sat for det syndefald, som igen og igen, så længe der er noget, der hedder menneske, vil udspille sig for vores øjne, aldrig på nøjagtig den samme måde, altid med en næsten umærkelig forskydning i gestik, mimik og betoning af det sagte.



4. drøm. Ruinmesterens metode

Jeg drømte, at mennesket var et hus, og at der inde i huset var en have. Jeg drømte, at menneskene var levende sten, som lod sig bygge op til åndelige huse, som Peter skriver i sit første brev.

At leve kræver, at man bliver sin egen bygherre, entreprenør, arkitekt og ingeniør.

Det unge menneske er en byggeplads. Der er livlig byggeaktivitet fra morgen til aften. Som forbipasserende ved man endnu ikke, hvad det skal blive til. Skal det være en kirke, en skole eller et typehus? Eller skal det være en bro som forbinder, eller en mur som indespærrer og udelukker?

Jeg kender en, som mener, at alle de forestillinger, det unge menneske gør sig om sin egen fremtidige bygnings herlighed, er nytteløse. Alle jeghuse ender alligevel som fængsler. Han har forlæst sig på de platoniske forestillinger om mennesket som fange i en hule og om demiurgen som en falsk gud, der har stillet sig som en fangevogter mellem mennesket og den sande gud, og hele den gnostiske tradition som er afledt af disse forestillinger. Kun nogle få lysende gnister i menneskets indre er et indicium (at bruge ordet bevis ville være at gå for langt i min vens optik) på den sande guds fjerne sol. Disse få lysende gnister fremviser min ven i sine skælvende hænder, hver gang jeg besøger ham i hans celle, som var de for ham de redskaber, som skal file tremmerne over eller grave en tunnel ud i friheden. Disse fremvisninger foregår alt sammen meget tys-tys, dvs. for nedrullede gardiner og afspilning af Tjajkovskijs sjette symfoni på højeste volumen. Demiurgen og hans spioner må endelig ikke få nys om min vens flugtplaner.

Lad mig imidlertid vende tilbage til hovedemnet: Mennesket opfattet som et bygningsværk. Det unge menneske er en byggeplads. Det gamle menneske er en ruin. Det sidste lyder ikke videre optimistisk, medmindre at man som romantikkens kunstnere har blik for ruinernes skønhed og egenart. En ruin er ofte mere udtryksfuld end en moderne bygning. Ruinerne fortæller historier. Tænk på de normanniske borge og fæstninger, fra dengang vi var korsfarere og havde løvehjerter. Selv de tyske bunkers på den jyske vestkyst har tiden forlenet med en vis skønhed, selv om de oprindelig var et produkt af en perverteret kultur.

Jeg selv er af den opfattelse, at man bør opføre sit jeghus efter Ruinmesterens metode, dvs. at opføre nye bygninger i form af ruiner. Jeg har beskrevet metoden indgående i fortællingen Ruinmesteren, men kortfattet kan siges, at man først, ned til mindste detalje, tegner det imponerende bygningsværk, som man ønsker, at ens jeghus skal udgøre. Derpå lader man i tankerne det ene efter det andet århundrede forløbe, hvorunder bygningsværket på naturlig måde vil forfalde og efterhånden blive til en ruin. Det er denne ruin, det er ens mål at opføre af nye bygningsmaterialer. Dens udseende er ikke, hvad man umiddelbart skulle tro, rent gætteværk. Ved at studere oldtidens og middelalderens ruiner opdagede Ruinmesteren, at ruinens fremkomst af det oprindelige fuldendte bygningsværk er en relativ entydig proces. Der er et begrænset antal måder, en søjle kan nedbrydes på, og den ene nedbrudte søjles udtryk fastlægger på entydig vis de omkringstående søjlers udtryk. Således kunne de gamle grækere allerede ved opførelsen af Akropolis have forudset dens nuværende udseende. Det havde blot krævet, at de havde studeret ruinologi med samme videnskabelige stringens som Ruinmesteren.

Den indsigt, Ruinmesteren vandt ved sit studie, var, at for at den ruin, man vil opføre, skal være smuk, kræver det, at man bestandigt skal have slutresultatet, den smukke ruin, i tankerne, når man tegner den oprindelige bygning, som ruinen vil opstå af. Man skal altså med andre ord sammentænke den oprindelige bygning og den af forfaldet opståede ruin for at få det optimale resultat.

Det er denne metode, jeg anbefaler til opbygning af ens jeghus.

Fordelen ved at opføre ens jeghus som en ruin er, at man vil forblive med at være den samme gennem hele sit liv. Eller rettere: Man vil ikke forfalde, man vil ikke på noget tidspunkt risikere at bryde sammen. Hvis de gamle grækere havde opført Akropolis, som det ser ud i dets nuværende ruintilstand, da ville det have stået uændret gennem århundrede, uberørt af tidens tand. Det er Ruinmesterens forunderlige pointe.

Jeg selv har fulgt Ruinmesternes metode. Jeg er stadig under opbygning. Senest har jeg som en tilbygning til mit jeghus på dets vestlige side været i færd med at opføre Det Skæve Tårn i Pisa i den ruintilstand, som det efter Ruinmesterens beregninger med tidens fylde vil opnå. At se det væltede tårn i lyset fra den nedgående sol er et storslået syn.

På gode dage er jeg som alle mulige andre bygmestre svært tilfreds med mit jeghus’ ruin. Den ligger afsides og oppe i højderne ligesom Machu Picchu og venter kun på at blive opdaget af vor tids Hiram Bingham. Andre dage har jeg det mere som det frustrerede væsen i Kafkas Bygningen. Ligegyldig hvad, vil der altid være en orm, som gnaver. Måske skulle man se at blive gode venner med ormen?

Himlens fugle i menneskets indre

Kirkefaderen Origenes

Jeg drømte, at jeg gik og talte med kirkefaderen Origenes. I drømme kan man tale med hvem som helst, både ens afdøde slægtninge og, som her, en historisk person, som ved liv og gerning har sat sit uudslettelige spor på menneskehedens historie. Jeg tror, at gæsterne fra fortiden fungerer som en slags spirituelle vejledere for en, hvilket også lader til at stemme overens med, at de gerne befolker ens drømme i de perioder af ens liv, hvor man på sin pilgrimsvandring gennem livet er på vildspor. Ikke at der er noget i vejen med at være på vildspor. Alle de blindgyder, man har været nede i, skal såmænd nok i sidste ende vise sig også at have bidraget til ens oplysning.

Det var hen imod aften. Origenes og jeg så op mod himlen, hvor ænder og gæs som sorte silhouetter fløj i retning mod den nedgående sol.

”Du må forstå, Månesøn,” sagde Origenes, ”at også inden i dig er himlens fugle. Du skal ikke forundres over, at jeg siger, at disse ting er i dig selv. Forstå, at også du udgør en hel lille verden. Inden i dig er også solen og månen og alle stjernerne.”

”Det lyder smukt,” sagde jeg. ”Jeg har selv været inde på noget lignende i et indlæg, hvor jeg på baggrund af et citat fra John Fowles’ roman Troldmanden hævdede, at det enkelte menneskes bevidsthed i sig selv udgør et univers.

For mig at se består verden af mange verdner (1). Som minimum er der to: Det indre og det ydre.

For rationalisten er der kun én verden og kun én mulig tydning af den, i hvert fald hvis man er rationalist af den positivistiske og scientistiske slags, som har fået en ejendommelig revival hos både lærde og ulærde i begyndelsen af det nye årtusinde. Det kan ikke være andet end en reduktion, når man betænker hvor få kendsgerninger der er, men hvor mange mulige fortolkninger af disse få kendsgerninger der til gengæld er. Denne træfældning i fortolkningernes skov, indtil et og kun et træ, de sørgelige realiteters træ, står tilbage, kan gøre os springaber, som holder til i trækronerne i fortolkningernes skov, rigtig kede af det. Ham for hvem der kun er én verden, han er som en blind, der mener, at de former og farver, den seende sanser, kun er en illusion. Jeg alluderer her til H.G. Wells’ The Country of the Blind.

Under alle omstændigheder foretrækker jeg klart din vision af det indre frem for Freuds.”



Sigmund Freud som Jack the Ripper

Da jeg havde udtalt disse ord, forandrede landskabet sig. Jeg gik nu en sen aftentime i Whitechapel kvarteret i nittenhundredetallets London, og manden, som gik ved min side, var ikke mere Origenes, men Sigmund Freud, psykoanalysens far.

”For dig er menneskets indre et mørkt sted,” sagde jeg. ”I din verden er seksualiteten konge. På samme måde som Gud i sit rige har forstødt Satan til den frosne sø i bunden af helvedesskakten, har overjeget i din personlighedsmodel forstødt seksualiteten til bunden af ægget, det ubevidste. Du burde egentlig skamme dig. Du har gjort menneskets indre, som i Origenes’ vision var noget smukt, til noget dæmonisk.

I ens indre London, i de mørke og smogbefængte gyder lister Jack the Ripper sig af sted med erigeret kniv og nyslebet lem, eller også er det omvendt. Du har jo overtaget alkymisternes signaturlære, så intet er, hvad det giver sig ud for at være, men kun hvad det minder dig om, og da alle genstande enten er konvekse eller konkave, så er alle ting enten symboler på det mandlige kønsorgan eller det kvindelige kønsorgan. For mig at se viser det, at din teori om menneskets indre er gennemsyret af, at den er konciperet i Victoriatidens skygge. Måske havde den en berettigelse i din samtid, med frustrerede mænd og kvinder, som levede i uforløste ægteskaber, og som opdrog deres børn til at gentage deres egne fejl endnu engang, men for os, der lever i en anden og mere frigjort tid, virker den alt for dyster. Det virker meget mere berigende at betragte det indre som et univers i lighed med det ydre, fyldt med natur og uden et alstyrende dæmonisk princip.”

Freud ville sige noget, men i det samme indtraf disse på hinanden følgende begivenheder næsten samtidigt: Der lød et fortvivlet kvindeskrig, og en mørk maskeret skikkelse kom løbende hen imod os. Idet han passerede os, fremviste han som i triumf en kvindes blodige indvolde. Idet han gjorde det, faldt hans maskering, og jeg så, at den flygtende mand havde nøjagtig de samme ansigtstræk som Sigmund Freud. Enten var han Freud, eller også var han hans dobbeltgænger.

Jeg vendte mig forundret mod den mand, som jeg troede gik ved min side, og som jeg troede var Freud, men ved siden af mig gik ikke mere Freud, men de fem kanoniske ofre for Jack the Ripper, de skændede lig af de fattige prostituerede uden organer. Hvilket skræmmende syn.

Samtale med Von O om drømmen

”Jeg er dybt forundret over dit lave niveau, William Alexander Månesøn,” sagde Von O, da jeg efterfølgende fortalte ham om drømmen. ”Vil du i ramme alvor påstå, at Sigmund Freud er identisk med den afstumpede seriemorder, som offentligheden døbte Jack the Ripper, og som ikke alene misbrugte og dræbte sine ofre, stakkels fattige prostituerede, men også skamferede deres lig ved at fjerne deres organer?”

”Nej,” sagde jeg, ”men jeg synes, hvis jeg skal være ærlig, at Freuds tankeverden er grotesk. Han er en slags arvtager til E.T.A. Hoffmann, hvilket han også viser i sit essay om det uhyggelige (Das Unheimliche) ved at fortolke (og misfortolke!) Hoffmanns fantastiske fortælling Sandmanden. Den jordbundne og snusfornuftige Claras analyse af Nathanael på baggrund af hans traumatiske barndomsoplevelse (afsnittet om den dunkle magt i hendes brev til Nathanael) er jo en slags forstadie til Freuds psykoanalyse og må have været en stor inspirationskilde for Freud. Dog har Freud slet ikke den hoffmannske ånds letbevægelighed, uro og flyvskhed. Nej, han kan sidde i timevis og pille i det sår, som han efter lang tids søgen på et ellers sundt menneske endelig har fundet.

Mordene i London foregik i 1888. Freud var på dette tidspunkt 32 år gammel (2) og var i færd med at eksperimentere med hypnose på sine patienter. Han har selv udtalt de berømte ord, at jeget ikke er herre i eget hus. Gælder det ikke også for ham selv? Havde han ikke også en mørk side af sit væsen, som han forsøgte at fortrænge, men som ikke for altid lod sig fortrænge og i jegets svaghedsperioder blev herren i det freudske jeghus? Kan han eksempelvis ikke have hypnotiseret sine nære omgivelser til at tro, at han befandt sig sammen med dem i Wien, mens han i virkeligheden opholdt sig i London?”

”Nu er du virkelig langt ude, William Alexander Månesøn,” sagde Von O. ”Jeg synes, at du på en endog meget ubehagelig måde forsøger at mistænkeliggøre en af videnskabens helt store skikkelser.”

”Men det var slet ikke min hensigt,” sagde jeg. ”Mit ærinde var egentlig slet ikke Freud, men kirkefaderen Origenes’ smukke opfattelse af menneskets indre. Årsagen til, at min drøm bragte Freud på bane, var vel blot for at bruge hans mørke vision af menneskets indre som en kontrast til Origenes’ lyse. Måske skulle jeg blot have fortalt begyndelsen af drømmen og udeladt optrinnet med Sigmund Freud og Jack the Ripper i Whitechapel kvarteret?



Digtet om de indre og ydre fugle

Lad mig da genformulere min oprindelige tanke med dette digt i Origenes’ ånd:

Der findes to slags fugle. De ydre fugle og de indre fugle. De synger med det samme næb, men ikke den samme sang. De ydre fugle synger om sig selv. Her bor jeg, og her klækkes æggene med mine gener, lyder det enkle omkvæd som regel. De indre fugle synger om mennesket, den papirtynde væg mellem de indre og de ydre fugles verdner, og det er straks et mere kompliceret musikalsk værk. De indre og de ydre fugles verdner er to sider af samme hemmelighed. Mennesket er et möbiusbånd.

Det er da uskyldigt. Kan du godtage det, Von O?”

”Nej,” sagde Von O, ”Jeg synes, at du med denne fortælling er meget langt ude. Jeg er meget vred nu. Mit sangvinske blod med dets koleriske accenter bruser som Niagara Falls i mine årer. Jeg er som en kedel, hvis tud fløjter det høje C, til alt krystal i verden splintres. Jeg er som kontinentalpladernes tektoniske bevægelser inden den tsunami, som blev den atlantiske civilisations undergang. Jeg er som – ja, nu kan jeg ikke finde på mere, men du skal vide, at jeg er meget forarget over dine kætterske tanker om den moderne videnskabs forestillinger om menneskets indre.”

1. Her lyder jeg som Giordano Bruno, vil nogen måske hævde, men det er ikke i hans brændende fodspor, jeg ønsker at gå. Hans mange verdner er langt borte og endnu uopdagede. Mine mange verdner begynder allerede i de nære omgivelser. En bog, et friskpresset glas juice og et menneske kan hver især udgøre et univers.

2. Sigmund Freud, 6.5. 1856 – 23.9.1939