Den gamle farao og pyramiden på månen

Der findes en pyramide på månen. Det er ikke en kopi. Den er skam bygget af vaskeægte egyptere.

Den stammer fra dengang, en afdød farao fór vild på sin vej til Aaru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen. Med sig i sit følge havde faraoen en arkitekt. Det var ham, der stod for opførelsen af pyramiden på månen.

Modsat pyramiderne i Giza er pyramiden på månen helt intakt. Det skyldes, at erosionen foregår uhyre langsomt på månen, da der ingen atmosfære og derfor heller ingen vind er på månen.



Derfor er det også, at man den dag i dag stadig kan se astronautens Neil Armstrongs fodspor, nøjagtig som han afsatte dem på månens overflade i 1969. Jeg, William Alexander Månesøn, har selv set dem, da jeg som dreng, inden jeg faldt ned fra månen, endnu levede på slottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, kongen og dronningen af månen. Jeg kan oplyse, at Neil Armstrong brugte størrelse 44 i moonboots. Det er sandt. Det er ikke noget, jeg finder på.

Dengang den gamle farao strandede med sit solskib, var der allerede en højtudviklet civilisation på månen. Manden, der var konge på det tidspunkt, en af mine fjerne forfædre, blev snart gode venner med faraoen, da denne, bortset fra en mani med at bygge pyramider, viste sig at være et i grunden sympatisk menneske.

Hver dag iagttog kongen fascineret, hvordan faraoen læste i sin kopi af den egyptiske dødebog og skrev hieroglyffer i månens støv for at finde den videre vej til Aaru (som ifølge de gamle egyptere er beliggende i det ubevægelige område på nattehimlen, som De Uforgængelige, de to klare stjerner, Kochab og Mizar, og resten af himlen synes at dreje sig om). Sjældent havde kongen set et mere skyldplaget menneske. Det var, som om det ikke var en fejl i navigationen, men selve skylden, der stod i vejen for faraoens videre færd, som om den var en slags inerti, der forsinkede og besværliggjorde hans rejse.



Den gamle farao frygtede for den dag, da hans hjerte skulle vejes op imod sandhedens fjer. Den blotte tanke gjorde ham tung om hjertet. Han havde tilsyneladende mange ugerninger på samvittigheden. Han havde på jorden været en tyran og grusom hersker. Han havde plaget sin familie og sine undersåtter med sit omfangsrige pyramidebyggeri.

"Du, der endnu er i live," sagde han til kongen med en løftet pegefinger, "opfør dig pænt."

Om sit omfangsrige pyramidebyggeri sagde faraoen:

"De mennesker, der lever i nuet, efterlader sig intet. De ender i de ukendtes grav, uden et navn. Vi egyptere lever ikke i nuet, men i dødens skygge og i evighedens lys. For os er livet en forberedelse til døden, og døden kun en station på vejen til evigheden."

"Vi har gjort os så mange forestillinger om døden og livet efter døden. Alle disse forestillinger har skabt vores begravelsesskikke og gennem dem vores billedverden, skriftsprog og arkitektur, ja, døden har så at sige genereret hele vores kultur. Derfor er vores kultur blevet så enestående, at den vil slå alle andre kulturer, både samtidige og kommende, med forundring."



En morgen kongen vågnede, var faraoen borte. Han var med sit følge draget videre på sin færd mod Aaru. Det eneste spor efter ham var den pyramide, han havde ladet opføre på månen.