Filminstruktøren Jon Bang Carlsen sagde i DR2 Premiere noget, der gjorde stort indtryk på mig. Der var nærmest tale om et kunstnerisk credo. Han sagde:
Det starter med fortællingen. Fortællingen er vigtigere end prisen på fast ejendom, eller hvilken gud der er den klogeste. Vi kan sagtens overleve på gaden i en gudløs verden, men vi kan ikke overleve uden historien. Derfor er filmkunsten vigtig. Vi kan kun mærke livet ved at indfange det i fortællingens greb. Det gør vi alle sammen, hele tiden. Om vi er filminstruktører eller afdelingsleder i Herning Beholderfabrik eller generaldirektør i Danmarks Radio eller sidder på dødsgangen i Køge Arresthus. Fortællingen er den eneste form for ild, der for alvor kan bringe os nærmere hinanden og skænke os evnen til at spejle os i hinandens ansigter.
Over de sidste år er der opstået en ny klasse af fortællere i vores samfund, der mener, at de kan definere, hvordan den perfekte historie skal opbygges. Deres lov er berettermodellen (...) Den består af præcise anvisninger på, hvordan historien skal udvikles med plotpunkter og point of no return. Hvad du end har at fortælle, må du underkaste dig disse regler. Og den er blevet modtaget med glæde af kulturens bureaukrater, for den nye klasse af mekanisk begavede intellektuelle har tilsyneladende fået det ellers så uregerlige kunstneriske udtryk lagt i så faste rammer, at det passer perfekt til de i forvejen indkøbte kartotekskabe.
Men hvis der er en ting kunst ikke er, så er det ensretning og kalkulation. Der må altid være en kerne af troskyldighed i værket, et punkt, som ligger bag det allerede definerede sprog, et allerførste skridt ud i en ukendt verden. En fortælling, som ikke tager udgangspunkt i tvivlen kan ikke kommunikere med et publikum på et dybere plan, fordi der ikke er nogle sprækker, som publikum kan smutte ind i værket igennem. Tvivlen er vigtigere end faste regler, og jeg har stor mistillid til folk, der ikke er i tvivl. Det er mit udgangspunkt, når jeg arbejder med film (...)
Specielt denne sætning gjorde et stort indtryk på mig:
Der må altid være en kerne af troskyldighed i værket, et punkt, som ligger bag det allerede definerede sprog, et allerførste skridt ud i en ukendt verden.
Det ovenstående billede er fra Tarkovskijs film "Vandringsmanden".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar