To gode råd til kampen mod det onde

Bare vores båd ikke var så lille! Bare søen ikke var så dyb og bølgerne så vilde, og bare vi ikke var så små og ensomme!

På denne måde lader Astrid Lindgren i bogen Mio, min Mio figuren Jum-Jum udtrykke sin angst, da han og Mio er i knibe i Våbensmedens båd på deres farefulde færd over den Døde Sø til den onde ridder Katos borg. Et andet sted udbryder han:

Bare mørket ikke var så uhyggeligt! Bare ridder Kato ikke var så ond, og bare vi ikke var så små og ensomme!

Jum-Jum har i alt syv af den slags udbrud i bogen. Hver gang har de den samme sætningskonstruktion. Og altid ender de med: og bare vi ikke var så små og ensomme. Det bliver nærmest et omkvæd.

"Bare vi ikke var så små og ensomme!" får jeg, William Alexander Månesøn, lyst til at udbryde i kor med Jum-Jum.

For verden kan af og til virke som et grumt og ugæstfrit sted, hvor det er den stærkes ret, der gælder, og hvor de gode græder og de onde ler. Ondskaben kan virke overvældende. Og man selv kan virke som ubetydelig brik i det store spil.

En vis mand — jeg tror, at han ligesom Astrid Lindgren må være vokset op i de svenske skove med den deraf følgende livsvisdom — sagde engang:

Hvordan skal man kæmpe mod det onde, der synes så stort?

Her er to råd:

• Fokusér på det gode, ikke det onde
• Der findes gode øjne, der ser på dig med barmhjertighed

Man må ikke som skovmusen lade sig paralysere af slangens øjne.

Jonas Bjerg udtaler om det ovenstående billede:

"Billedet er en gengivelse af Rudolph Tegners statue: Herakles og hydraen, gips 1918-19, bronze 1932. Ved første blik kan Rudolph Tegners billedverden virke næsten nazistisk eller fascistisk i sit udtryk. Enhver, der har besøgt hans museum i hedelandskabet Rusland ved Dronningmølle i Nordsjælland, må indrømme, at det mest af alt ligner en tysk bunker fra Anden Verdenskrig på den jyske vestkyst, og at statuerne inden for og uden for museet virker sært patetiske og groteske med deres store formater og deres fokusering på det heroiske menneske. Mange, tror jeg, standser i deres tilgang til Tegner med dette indtryk. Han er bare for meget. En måde at komme videre på er måske at betragte Tegner som en slags åndelig slægtning til William Blake (dog uden dennes blide spøgelsesagtige swedenborgske mystik, havde han dog bare haft denne!). Også Blakes billedverden, som den kommer til udtryk i hans tegninger og grafik, kan virke underlig stiv og fremmed på en, men læser man lidt om manden og ser grundigt på billederne, vil der lidt efter lidt åbne sig en ukendt verden af stor skønhed. En ting er sikkert: Verdenen ville være et fattigere sted uden de to kunstneres værker."

Virkeligheden er borgerlig

"Virkeligheden er borgerlig," sagde Von O, da vi et efterår skød genvej gennem den skovagtige park, der ligger i nærheden af min lejlighed.

"Tag f.eks. det egern dér," sagde han og pegede med sin stok på et egern, som var i færd med at samle agern og nedgrave dem i små huller i en af parkens græsplæner, som et forråd til den forestående vinter.

"Se, hvordan det rager til sig. Se, hvordan det hamstrer. Det samler langt flere agern, end det har brug for. Til foråret vil der i denne plæne, op fra de agern, det af agern stopfyldte egern i vinterens forløb glemte at få gravet op, skyde en hel masse små, nye egetræer."

"Det var agern, et andet knap så foretagsomt egern eller en lille, fattig mus kunne have fået glæde af. De to kommer til at sulte denne vinter, ja, måske dø. Men det blæser vores fine ven egern på. Det skænker ikke andre levende væsner en tanke. Det tænker kun på sig selv."

"En kapitalist af værste skuffe fristes man til at sige, selv om vi her ikke taler om penge, men naturalier, og at bestanden af egern som sådan ikke kan siges at udgøre et samfund, der er sammenligneligt med menneskenes."

"Det viser imidlertid med al tydelighed, hvordan naturen er. Alle levende væsner søger deres eget. Alle er sig selv nærmest. Det gælder også mennesket. For hvad er det, det enkelte menneske ønsker sig af tilværelsen ud over det mest grundlæggende: at overleve, dvs. at slukke sin tørst og stille sin sult? Svaret er enkelt: et arbejde, en kone og nogle børn, et hus, en bil, fritid, rejser, oplevelser og sidst, men ikke mindst: en tæt, stedsegrøn hæk rundt om huset, så han ikke kan se sine grimme naboer."

"Andre menneskers ve og vel er han bedøvende ligeglad med. Det gælder også dem, man kalder de svage. Han ville selvfølgelig ikke bryde sig om at leve i et samfund, hvor de var henvist til et liv på gaden. Han kunne jo risikere at skulle skræve hen over dem og at skulle indånde den fæle stank, der udgik fra dem. Derfor er det på sæt og vis med glæde, at han betaler sin skat, for at staten kan tage sig af de svage. Så bliver han selv fri for at have med dem at gøre."

"Ja, virkeligheden er borgerlig. Det er det, de venstreorienterede med deres tilsyneladende altruistiske ideologi er oppe imod. Derfor må de altid omfortolke eller omskrive virkeligheden for at få den til at svare til deres teorier. Et af de værste eksempler på dette er det marxistiske begreb falsk bevidsthed, som Karl Marx og Friedrich Engels opfandt, da de opdagede, at deres tanker ikke vakte genklang i den brede befolkning, dvs. det at det enkelte menneske i et samfund med en herskende borgerlig ideologi ikke selv ved, at det er undertrykt, at det er ulykkeligt. Det enkelte menneske må derfor i den socialistiske optik først bevidstgøres eller opdrages, om man vil, før han får den rette socialistiske tro."

"Det var derfor, at der i forbindelse med studenteroprøret i 1968 var nogle studerende, der opgav deres studium og i stedet for tog ufaglært arbejde på fabrikker. De ville ud og bevidstgøre arbejderne om, hvem de var, og hvad deres opgave burde være her i livet: at omstyrte det borgerlige samfund og at opbygge et socialistisk. Men de blev kun mødt med let hovedrysten ude på arbejdspladserne. For magen til arrogant opførsel skal man lede længe efter. Og hvem ønsker for øvrigt at leve i et stort kollektiv, hvor det er fællesskabet eller, som det efter lidt tid altid ender med at blive, en eller anden mini-Stalin, der bestemmer, hvad man skal tænke og føle? — Ingen, ud over mini-Stalin og hans menighed af nyttige idioter, selvfølgelig."

"Hvorfor holder du dig for ørerne, William Alexander?" spurgte Von O.

"Fordi du nogle gange er en pestilens at høre på, Von O," sagde jeg.

"Hvorfor? Fordi jeg siger sandheden?" spurgte Von O.

"Nej, fordi du kaster mudder på en hel generation af mennesker, som af et ærligt hjerte har troet på socialismen," sagde jeg. "Det er ikke pænt gjort af dig. Du har for resten ikke ret i din påstand om, at egoisme skulle være det styrende princip i naturen. Der findes mange dyr, der hjælper hinanden, f.eks. myrerne."

"Sammenligner du mennesket med et insekt, William Alexander?" sagde Von O. "Så er du helt på linie med de socialistiske diktatorer Josef Stalin og Mao Tse-tung, jævnfør deres måde at behandle deres respektive befolkninger på."

...

Her vil jeg fade ud af vores diskussion, som varede godt en time længere.

Det ovenstående billede, jeg har valgt at illustrere Von O's ord med, er en gengivelse af en relativ kendt akvarel forestillende to egern. Den tilskrives normalt den tyske renæssancekunstner Albrecht Dürer, da den bærer hans karakteristiske signatur (med årstallet 1512), hvor a'et er udformet som er døråbning (navnet Dürer, der på tysk alluderer til ordet dør, må siges at være velvalgt for en visionær kunstner, hvis træsnit i serien Apokalypsen til fulde lever op til digteren, kunstneren og mystikeren William Blakes betegnelse the doors of perception). Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, betvivler imidlertid denne tilskrivning, da akvarellen af de to egern ikke har helt den samme mesterlige udførelse som f.eks. akvarellen af den unge hare fra 1502. Jeg for min part skal lade det være usagt, om Jonas har ret, da jeg ikke har den mindste forstand på slige sager.

Dengang jorden og månen var på randen af krig

Det er i disse dage 40 år siden, at Neil Armstrong satte sin fod på månens overflade og udtalte de bevingede ord:

"That is one small step for a man, one giant leap for mankind."

Helt præcis skete det den 21. juli 1969 kl. 03.56.20 dansk tid, har jeg læst mig til.

Jeg har af gode grunde ingen erindring om dette, da det skete, længe inden jeg blev født, men dengang jeg som dreng endnu boede på kongeslottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, fortalte min far mig ved flere lejligheder om begivenheden.

Det var en alvorlig tid for månen. Her vil jeg opfordre til, at man ser på månelandingen i et lidt andet lys, end man plejer at gøre.

Tænk, hvis månens befolkning i 1969 havde sendt en bemandet raket mod jorden. Tænk, hvis rakettens jordlandingsmodul var landet, lad os sige i Washington D.C., og to månemænd var steget ud og havde plantet månens flag i græsplænen foran Det Hvide Hus? Ville jordens befolkning med USA's daværende præsident Richard Nixon i spidsen så ikke have betragtet dette som en aggressiv handling fra en fjendtligsindet magt? — Jeg tror det.



Her vil jeg som en oplysning indskyde, at månens flag er en hvid cirkel på en blå baggrund med gyldne stjerner. De sidstnævnte er svære at lave på en computer, så de er i stedet for blevet citrongule. Den hvide cirkel eller kugle symboliserer selvfølgelig månen.

Tilbage til de alvorlige begivenheder i 1969. Da man på månen erfarede, at jorden havde sendt en bemandet raket af sted i retning mod månen, blev krigsråd under ledelse af min farfar, der dengang var konge af månen, sammenkaldt, og det blev besluttet at sætte månens forsvar i højeste alarmberedskab. Da månelandingsmodulet var landet på månens overflade, blev en mindre militær enhed under ledelse af min farfar sendt ud for at møde og eventuelt nedkæmpe besætningen.

Det var alvorstunge tanker, der fór gennem hovedet på min farfar, da han på sin enhjørning i spidsen for enheden nærmede sig månelandingsmodulet. (Le nu ikke: Enhjørninger er et almindeligt ridedyr på månen. De få eksemplarer af racen, der er rapporteret set på jorden, må være nogle, der ligesom mig selv er faldet ned fra månen). Men da min farfar i sin kikkert fik øje på de to besætningsmedlemmer, der iført deres klodsede beskyttelsesdragter i slowmotion hoppede rundt på månens overflade, brød han ud i latter. De to klovne kunne umuligt have noget fjendtligt i sinde, sagde han, de kunne umuligt udgøre nogen trussel mod månen.

Månens styrker vedblev med at holde de to astronauter under observation, men da de kort efter forlod månen igen, blev det forhøjede alarmberedskab afblæst.

Sådan gik det altså til, at menneskets første besøg på månen forløb helt uden blodsudgydelser. Det er ikke til at sige, hvordan det ville være endt, hvis min farfar i stedet for havde besluttet sig for at åbne ild. Der ville sandsynligvis være udbrudt krig mellem jorden og månen, en krig, månen givetvis ville have vundet, da månens våbenteknologi er jordens langt overlegen.

Måske undrer det de få, hvis overhovedet nogen, der måtte have læst ovenstående, at Neil Armstrong og Buzz Aldrin under deres besøg ikke opdagede, at månen er beboet. Det er der en meget enkel forklaring på. Månens byer og andre anlæg kan ved et tryk på en knap let skjules under overfladen. Det gælder også kongeslottet Stjerneborg. Hele månens tilsyneladende golde overflade med de mange kratere er så at sige camouflage. Under den stille overflade er der livlig aktivitet, lidt ligesom i myretuerne i de danske skove. Det er der flere grunde til. Dels er det for at beskytte månens byer mod meteornedslag. Dels er det for at beskytte månen mod angreb fra eventuelle fjendtligsindede civilisationer. Det er almindelig skik og brug på universets beboede planeter og måner. Det er kun jordens befolkning, der så åbenlyst ønsker at delagtiggøre resten af universet i, hvad den foretager sig.

Det siger sig selv, at månens befolkning trykker på knappen, hver gang en stjernekikkert på jorden rettes mod månen eller jordboerne besøger månen. Hvad det sidstnævnte angår, så er det for resten længe siden, at det er sket.

Min mor

Jeg savner min mor.

Hun er det kærligste menneske, jeg nogensinde har kendt.

Von O giver mig ret. Han har aldrig mødt min mor, men han siger, at han, når jeg fortæller ham om hende, kan se hende stå lyslevende foran sig. Han siger, at min mor er legemliggørelsen af alt det, Paulus skriver om kærligheden i Første Korintherbrev, kap. 13, vers 4 til 7.

Når jeg som dreng blev vred på hende (som oftest var det over bagateller), kom hun om aftenen, inden hun selv gik til ro, forsigtigt ind på mit værelse og satte sig ved min seng.

"Lad ikke solen gå ned over din vrede, William Alexander," sagde hun. "Jeg kan ikke lide, at vi to er uvenner. Lad os sige alt forladt og blive gode venner igen."

Når jeg i dag tænker på det, får jeg tårer i øjnene.

Min mor var sådan et godmodigt menneske. Jeg behandlede hende ikke altid lige godt. Det fortryder jeg bitterligt nu.

Jeg kan aldrig gøre det godt igen. Jeg lever på jorden. Hun lever, hvis hun ikke er død og ligger begravet på en af månens kirkegårde, mere end 350.000 kilometer borte. Jeg kommer aldrig til at se hende igen.

Det plager mig. Derfor har Von O lært mig en bøn, der skal bringe fred i mit sind. Den lyder:

Gud velsigne min mor
Gud passe på hende
Gud omgive hende med kærlighed i al evighed

En mere sproglig korrekt form af bønnen er:

Gud, velsign min mor
Gud, pas på hende
Gud, omgiv hende med kærlighed i al evighed

Men jeg foretrækker den første udgave af bønnen. Når jeg har sagt den nogle gange i mit indre, falder jeg, om end det kun er for et stykke tid, til ro. Så har jeg, føler jeg, overladt ansvaret for, at min mor har det godt, til Gud.

Carlotta Valdes

"Se dog at komme over hende, William Alexander," sagde Jonas Bjerg, da jeg forleden aften spiste aftensmad hos ham og hans kone.

De er ikke for så længe siden blevet forældre til en lille dreng. Når man er på besøg hos dem, forsøger dette sære væsen at tiltrække sig alle de tilstedeværendes opmærksomhed, som var han en klovn og hans forældres lejlighed en cirkusmanege. Han løber rundt på gulvet, falder, græder, bliver trøstet af sin mor og bliver glad igen, får derpå øje på én og begynder at kravle op ad én, som var man et højt bjerg, der skal bestiges, idet der udgår en underlig, vammel lugt fra ham. Og pludselig, da hans lille troldeansigt er lige ud for ens eget ansigt og hans af forbavselse kuglerunde øjne ser ind i ens egne af samme forbavselse lige så kuglerunde øjne, udbryder hans mor et sted i baggrunden, at hans ble er fyldt, og at den skal skiftes. Det er alt sammen meget belastende for et menneske, der som mig er faldet ned fra månen — månen, hvor alt — som jeg husker det — er præget af renhed, stilhed og lugtfrihed.

"Hvem?" spurgte jeg forbavset.

"Camilla fra Søborg, hvem ellers?" sagde Jonas. "Det har været en ynk at iagttage dig denne aften. Du skiftevis sukker højlydt og gemmer dit ansigt i dine hænder. Dine øjne er fjerne, som om du er helt fortabt i minder om hende. Du ser slet ikke Susanne og mig og vores dejlige lille søn. Aldrig har jeg set et menneske være så plaget af ulykkelig kærlighed. Du minder mig om Scottie i Vertigo. Hvis du ikke passer på, kan det let komme til at gå dig på samme måde som ham.

"Vertigo?" sagde jeg.

"Ja, Vertigo af Alfred Hitchcock," sagde Jonas, "et af filmhistoriens allerstørste mesterværker."

"Ja, den kender jeg så ikke lige," mumlede jeg. "Det er stærkt begrænset, hvad jeg har set af jordiske film ..."

"Men så lad mig fortælle dig om den," sagde Jonas, idet han skænkede sig et glas rødvin, en slags brændsstofpåfyldning til det foredrag, han nu havde til hensigt at holde.

Jonas er kunsthistoriker. Han holder gerne lange foredrag om kunst for sine venner, gerne om den italienske renæssance, men altså også om andre emner, som det kan ses. Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at være gæst hos Jonas og hans kone, Susanne Mørk. Når jeg er det, føler jeg, at der foregår et mærkeligt spil imellem de to: Når Jonas holder foredrag, laver Susanne i smug øjne og grimasser til mig, øjne og grimasser, jeg — måske fordi jeg er faldet ned fra månen — har svært ved at fortolke. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere. Jeg finder det upassende, at hun på denne måde gør nar ad sin mand og flirter med en gæst.

"Vertigo er en rejse ind i et kvindesind, et bedragerisk af slagsen," begyndte Jonas sit foredrag, samtidig med at jeg med et nervøst blik i retning af Susanne noterede mig, at hun allerede var begyndt på sit mimespil. "Den rejse lignes i filmen med et fald ned i en afgrund. Og måden man falder på, sker i en spiralbevægelse, som blev man trukket ned i en malstrøm af poeske dimensioner."

"Scottie er manden, der foretager denne rejse. Rent konkret foregår det ved, at han bliver hyret til at skygge en gådefuld kvinde. I bil og til fods følger han efter hende, som hun lettere søvngængeragtigt besøger en blomsterbutik, et museum, en kirkegård osv. Rundt og rundt det går i San Franciscos gader, i spiralbevægelser, indtil Scottie på et tidspunkt lettere forvirret opdager, at han er havnet hjemme hos sig selv. Rejsen ind i den gådefulde kvindes sind er altså også en rejse ind i hans eget. Efter dette deres andet møde slår han og kvinden som to dagdrivere hinanden følge i deres strejfen omkring i San Francisco og omegn."



"Den gådefulde kvindes hår er sat op i en spiral. Og man ser Scottie flere gange se med fascination på denne spiral. Der er ingen tvivl om, hvor hans rejse går hen: Ind bag hendes hjerneskal. Ind i hendes gådefulde sind."

"Men Scottie er slet ikke den rette mand for sådan en rejse. Han er en mand, der er angst for at se ned i afgrunden. Rent bogstaveligt. Han lider af akrofobi, højdeskræk. Ydermere er han forfulgt af det uheld, at de mennesker, han omgiver sig med, har det med at falde i afgrunden. Hele tre gange oplever han som følge af sit eget svigt at se et menneske falde i afgrunden. Han er derfor også et menneske, der er plaget af skyld."

"Mange, specielt mænd tror jeg, har været fascineret af den dobbelte rolle, Kim Novak spiller som henholdsvis Madeleine og Judy. Madeleine, den kølige blondine, der tilhører overklassen. Judy, den simple og lidt vulgære brunette, der tilhører arbejderklassen. De to kvinder viser sig i løbet af filmens handling at være en og samme kvinde, Judy. Madeleine er et bedrag, et billede, Gavin Elster, Scotties gamle skolekammerat, som en anden Henry Higgins eller Pygmalion har skabt ud af Judy, i et led i hans sindrige plan for at få ryddet sin kone af vejen."

"De to figurer, Madeleine og Judy, fylder meget i filmen, bl.a. på grund af Kim Novaks store skuespilpræstation.  Men ret beset udgør de kun to ud af i alt tre inkarnationer af en og samme kvindetype: den smukke, ulykkelige kvinde. Den tredie inkarnation er Carlotta Valdes. Hun er så at sige urmoderen til Madeleine og Judy. Hun var en ung, fattig kvinde i fortidens San Francisco. Hun fik et barn med en rig og magtfuld mand, som derpå svigtede hende og tog barnet fra hende. Hun endte med at blive sindssyg og med at tage sit eget liv. I Galvin Elsters sindrige plan skal Madeleine foregive at være besat af denne afdøde skikkelse fra fortiden for at få Scottie til at tro, at Madeleine er selvmordstruet."

"Jeg har ofte undret mig over, at det ikke er Kim Novak, man ser i start titlerne til filmen, men en tilsyneladende anonym kvinde. Hun ligner slet ikke Kim Novak. Hvis hun ligner nogen, så er det skuespillerinden, der spiller Carlotta i drømmesekvensen i filmen. Og det, tror jeg, er der en mening med."

"Den senegalesiske digter Birago Diop siger i et digt: "The dead are never gone. The dead are not dead." Dette udsagn kunne snildt være mottoet for Vertigo. Det gælder for Madeleine, som i løbet af handlingen tilsyneladende dør for så senere at genopstå igen. Men det gælder også for Carlotta. Det er hende, den smukke, ulykkelige og til sidst i sit liv gale Carlotta, hvis ånd hviler over alle begivenhederne i filmen fra begyndelse til slutning. Det er hende, og ikke Madeleine, Scottie ser i sin mareridtsdrøm. Og det er Carlottas verden og ikke hans egen, Scottie ser sig omgivet af, da han efter at have omskabt Judy til Madeleine, kysser hende, mens hele verden drejer sig om dem — i spiralbevægelser — fristes man til at sige. Og hvem er det, Judy i slutscenen i tårnet tror at se komme op ad trappen? Er det ikke Carlottas spøgelse? The dead are never gone. The dead are not dead."

"Og det får mig til at spørge: Hvem er det, Scottie i virkeligheden er besat af? Hvem er det, han i virkeligheden elsker? Er det ikke Carlotta? Den smukke, ulykkelige og til sidst i sit liv gale Carlotta?"

"Og det får mig til at vende tilbage til udgangspunktet for denne omtale af Vertigo. Jeg har jo fulgt dit liv på jorden, William Alexander, og set de piger, du har det med at blive forelsket i, hvoraf Camilla fra Søborg er den foreløbig sidste. De er alle forbavsende ens. Det er alle simple piger fra den lavere middelklasse, ikke ulig Judy i Vertigo, dog ikke lige så vulgære som hende, skal det retfærdigvis siges. Og som udenforstående undres man over, at de er i stand til at sætte dit hjerte i brand, du, der er et intelligent menneske og endda er af månens kongelige æt."

"Der kan kun være en forklaring: du er ikke forelsket i den virkelige Camilla fra Søborg, eller hvad pigerne nu ellers har heddet, men i det billede, du har skabt af hende i din fantasi. Lige som Scottie i Vertigo ikke er forelsket i Judy, men i Madeleine, det billede af Judy, som Gavin Elster har skabt, og som Scottie selv senere genskaber."

"Det, du må spørge dig selv om, er: Hvem er kilden til dette kvindebillede, du skaber i din fantasi? Hvem er Carlotta Valdes i dit liv? Hvem er den smukke, ulykkelige kvinde, der hjemsøger dit liv?"

"Før du finder svaret på dette spørgsmål og tager opgøret med hende, tror jeg ikke, at du er parat til et parforhold."

Dead And Gone

Jeg har i den sidste tid hørt sangen "Dead And Gone", med rapperen T.I., rigtig mange gange. Rapmusik siger mig ikke så meget, men jeg kan vældig godt lide det iørefaldende omkvæd, hvor Justin Timberlake synger:

Oh, I have been traveling on this road to long
Just trying to find my way back home
The old me is dead and gone, dead and gone
Oh, I have been traveling on this road to long
Just trying to find my way back home
The old me is dead and gone, dead and gone

For mange mennesker er det sikkert bare en popsang, der kværner i radioen, men forleden aften, da jeg sad og så videoen på YouTube, prikkede Von O mig på skulderen og sagde:

"Er du klar over, at det er en sang, der prædiker det kristne evangelium, du sidder og hører? Den handler om at blive voksen og aflægge sit gamle, syndige menneske."

Jeg rystede på hovedet.

"Men det er det, William Alexander," sagde Von O. "Sangen refererer til flere steder i Paulus´ breve. Bl.a. til Første Korintherbrev, kap. 13, vers 11, hvor Paulus skriver:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.

Og til Efeserbrevet, kap. 4, vers 17 til 24, hvor Paulus skriver:

Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse. I deres afstumpethed har de hengivet sig til udsvævelse, så de af griskhed begår alle slags urene handlinger. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

Det er de to steder, der refereres til, når Justin Timberlake synger:

The old me is dead and gone ...

Fortælleren i sangen er blevet voksen og har aflagt det barnlige. Han har aflagt det gamle, syndige menneske: det gamle "jeg" er død og borte."

"Det skal nok passe, Von O," sagde jeg, tung i hovedet af alle disse bibelcitater. "Men jeg går ud fra, at det er tilladt at forstå en tekst på flere måder, og for mig betyder teksten i omkvædet: Der er ingen vej tilbage til din barndoms verden. Du er dømt til at leve og dø i udlændighed, langt fra det sted, hvor du blev født, og fra dem, du elsker. Den tilværelse, du engang levede, og det barn, du engang var, er død og borte."

Og jeg rejste mig op fra computeren og gik hen til vinduet og så op mod månen, som netop da kom til syne bag en sky.

Pjerrot

Jeg har, hvad jordiske piger angår, en god smag. Pigerne, jeg har været forelsket i, har alle været kønne og haft noget poetisk ved deres væsen. Det lyder måske flot, men det gør kun kurtiseringen så meget mere vanskelig, når man som jeg ikke selv er nogen Adonis. Afslag på afslag har jeg fået, ja, nogle af pigerne siger nej, endnu inden jeg får min af kærlighedsangst stumme mund åbnet, som om de allerede på forhånd kender mit ærinde.

"Men du misforstår, smukke pige," mumler jeg. "Jeg ville ikke ... Jeg ville bare udveksle nogle få ord med dig, om helt uskyldige emner, om solen, månen og stjernerne f.eks., ikke andet ..."

Men pigen hører ikke efter. Hun har allerede vendt ryggen til mig og smiler nu til en høj, mørkhåret fyr, der med et glimt i øjet og udstrakte arme kommer hende i møde ...

Ak, hvad er jeg andet end den triste, hvide klovn, som forgæves angler efter Columbines kærlighed, hun, som aldrig kan blive min, hun, som uundgåeligt må knuse mit hjerte og forlade mig til fordel for Harlekin. Når jeg efter et afslag får øje på mit blege ansigt med de store sørgmodige øjne i et spejl, forekommer det mig endda, at jeg kan se ham stå som et spøgelse inde i spejlet og hilse bedrøvet på mig. Ikke ham den folkekære klovn, med den store røde mund, der spiser ild og blår på Bakken, men ham den ensomme, melankolske klovn, den forsmåede bejler, de kalder Pierrot i Frankrig og Pedrolino i Italien.

Den sidste pige, jeg var forelsket i, var Camilla fra Søborg. Det gik bedre end de forrige gange, og jeg så håbefuldt frem til, at vi en dag kunne blive kærester. Camilla havde ikke noget imod at tale med mig, vi talte godt sammen, og det er det vigtigste i et godt parforhold, som Camilla selv udtrykte det, så alt tegnede lyst. Vi kom nærmere og nærmere på hinanden, lige indtil den dag hun sagde:

"William Alexander, du er ikke som nogen anden, jeg kender. Du kan finde på at sige de mest underlige ting, og du taler med en mærkelig accent, som jeg ikke kan greje. Hvor kommer du egentlig fra? Hvor er du født?"

Jeg tøvede et øjeblik, men så sagde jeg, som sandt er:

"Jeg er født på månen, på slottet Stjerneborg, som ligger ved Mare Humorum. Dér bor min far, som er konge af månen, og min mor, som er dronning af månen, hvis de altså stadig lever. Hvis jeg ikke som barn var faldet ned fra månen, ville jeg nu have boet sammen med dem på slottet og have båret titlen: prins af månen."

Først lo Camilla, men da jeg fortsatte med at fortælle hende i detaljer om min tidlige opvækst på månen, ændrede hun pludselig væremåde og blev meget alvorlig.

"Åh, den stakkel," hviskede hun henvendt til sig selv, "han laver ikke sjov, han tror virkelig selv på det."

Derpå rejste hun sig op for at gå, og da jeg ville følge efter, vendte hun sig om og sagde:

"Nu skal du gå din vej, William Alexander Månesøn. Jeg vil aldrig se dig mere. Farvel."

Som den tyske digter Friedrich Hölderlin udtrykker det i et af sine digte: "Farvel. At leve med det ord for altid."

I ly af natten

I ly af natten er der én, der plukker blomsterne i min have. Når jeg står i skjul bag gardinet og ser angst ud i mørket, kan jeg ane omridset af ham, som han sniger sig rundt ude i haven med sine fordækte hensigter. Den efterfølgende morgen kan jeg til min store fortvivlelse konstatere, at der i bedene mangler flere smukke blomster. De blomster, som krænkeren ikke har taget med sig, er enten knækket eller trådt under fode. Man ser tydeligt aftrykket af hans sko i den bløde jord. Fortsætter det på denne måde, er min have snart ribbet for alt.

Nøgen — hvorfor nøgen, hvorfor har jeg på dette for mit liv så afgørende tidspunkt valgt at optræde nøgen? — træder jeg frem for en gruppe mænd for at klage min nød. De er alle klædt i mørke jakkesæt og står, som stod de opstillet til et gruppebillede. Hvem de er, ved jeg ikke. Måske er det politikere. Måske er det embedsmænd af høj rang. Under alle omstændigheder må de have magt til at hjælpe mig i min nød. Jeg siger det, som det er: "I ly af natten er der én, der plukker blomsterne i min have ..."

"Det er ikke dine blomster," svarer en mand i gruppen mig myndigt. "Det er ham, som plukker dine blomster, der har ret."

Det ovenstående er ikke virkelighed, men en drøm jeg har haft. Dengang, da jeg som dreng boede på månen, havde jeg kun smukke og gode drømme. Det var først, da jeg vågnede op efter mit fald fra månen, at mareridtene begyndte.

Atomerne er kristne

"Atomerne er kristne," sagde Von O til mig forleden dag.

Von O er en af mine venner. Han er meget kristen og meget borgerlig. Hvis man spørger ham om, hvad meningen med livet er, svarer han uden tøven:

"To work hard and be decent. Next question, please."

Nogle vil måske vide, at han her citerer Sam the Eagle fra Muppet Show. Er man ikke tilfreds med det svar, og går man ham yderligere på klingen, vil han måske tilføje:

"At det enkelte menneske stiller sig selv det dobbelte spørgsmål: "Hvem er jeg, og hvem er Gud?" og lever sit liv i den hensigt at finde et svar."

Hvem det er, han her citerer, er jeg mere usikker på. Måske er det Frans af Assisi? Måske er det Johannes af Korset?

Som det kan ses af disse eksempler, er Von O ikke et menneske, der bliver hjemsøgt af megen tvivl. Hvis han bliver det, skjuler han det i hvert fald godt. Han kommer ofte og besøger mig om aftenen efter spisetid. Så sætter han sig i den bløde lænestol i hjørnet af min stue og begynder at tale. Hans ord har det med at blive hængende i luften. Luften i min lejlighed bliver langsomt fyldt med alle hans borgerlige og kristne udsagn. Til sidst fylder de så meget, at jeg har svært ved at få vejret. Når han langt om længe endelig går — klokken er ofte langt over midnat — må jeg åbne alle vinduerne på vid gab for at lufte ud. Når så Von O's ord bliver sluppet løs og stiger til vejrs i nattemørket, sker der noget forunderligt: ordene vækker byens fugle og gør dem kulrede, og fra de omkringliggende parker lyder der pludselig fuglesang og fuglekvidren.

Også jeg kan blive kulret af Von O's snak, men for det meste gør den mig døsig, og mine øjenlåg har det med at blive tunge og falde i. Alligevel spidsede jeg ører, da han forleden dag pludselig udbrød: "Atomerne er kristne."

Von O har engang studeret naturvidenskab på universitet. Jeg selv interesserer mig lidt for dette felt, men har desværre ikke så megen indsigt deri. Derfor lytter jeg altid med stor interesse og med en vis ærbødighed, når Von O udbreder sig om naturvidenskabelige emner.

"Ja, William Alexander, atomerne er kristne," sagde Von O. "Det ved enhver, der har studeret det periodiske system, også kaldet grundstoftabellen, som først blev opstillet af den russiske kemiker Dmitrij Mendelejev i 1869. Den orden og systematik, der hersker dér, er ikke et resultat af tilfældigheder. Det er den kristne Guds skaberværk, det er Gud i rollen som den store ingeniør. Ser man længe nok på denne tabel, vil der frem af tabellens mønster træde omridset af et kors. Det er det selvsamme kors, som vor herre Jesus Kristus blev korsfæstet på for snart to tusinde år siden."

"Vi lever altså i et kristent univers," fortsatte Von O efter en lille pause. "Alt, fra de mindste molekyler til de største strukturer i universet, galakserne, består af disse kristne byggesten. Også det enkelte menneske. Det er derfor, at det er så svært at være ateist. I ateisten foregår der en evig kamp mellem sjæl og krop, mellem sjælens ateistiske atomer og kroppens kristne atomer. Det er at ligne med en borgerkrig, og bliver ateisten ikke omvendt af ydre omstændigheder, vil han ende med at ødelægge sig selv på samme måde som et borgerkrigsramt land."

Her nævnte Von O som et sindbillede på denne selvdestruktive tilstand et maleri af den surrealistiske kunstner Salvador Dali med titlen: Blød konstruktion med kogte bønner (Forudanelse om borgerkrigen). 1936. Philadelphia Museum of Art, Philadelphia. Maleriet er gengivet ovenfor.

Da Von O var gået den aften, åbnede jeg som altid vinduerne på vid gab, for at hans vilde og gale ord kunne slippe ud i natten, og igen gav byens fugle i de omkringliggende parker sig til at synge og kvidre. Jeg så op på himlen, op på stjernerne, og op på månen, mit fødested. "Måske har Von O ret," tænkte jeg. "Måske er atomerne kristne?"