Indbrudstyven

Kvinde mellem oldtid og nutid

Der er noget sært fortidigt over hendes skønhed, hvorfor skulle jeg med det tilbageskuende ansigt af mit janushoved ellers elske hende? Forestil dig en gågade, hvor konkurrencestatens fitnesstrænede superborgere iler til møder om, hvordan vi skal møde globaliseringens udfordringer. Pludselig åbner en tidsportal til antikken sig og ud træder Venus Kallipygos. Hun kommer gående imod dig med let dansende hofter i øjenhøjde og mørkblondt hår opbundet et sted oppe i skyerne, babelsk i sin vælde som hun er. Hendes krop er som det fortryllede slot, hvor tiden står stille. Jeg drømmer, at jeg går gennem de tomme sale. I det allerhelligste, grotten hvor den levende kilde springer, falder jeg på knæ ved alteret og modtager hendes brød og vin. Jeg føler mig ikke mere hjemløs, hverken på jorden eller i himlen. I hendes hus har mit hjerte hjemme. Det er imidlertid kun en dagdrøm. En blandt mange andre. I virkeligheden står jeg og betragter hendes hjerteformede bagdel, mens hun står bøjet over fotokopieringsmaskinen, som ikke vil, som hun vil. Hun brokker sig på nudansk. Jeg forfærdes over, at den slags bandeord kan komme ud af en kvinde med så skønne antikke proportioner. Min tavshed har imidlertid vakt hendes mistænksomhed. Hun rejser sig op, trækker ned i den diminutive nederdel og ser på mig med sammenknebne øjne, som om jeg var en indbrudstyv. Hun låser dørene, lukker vinduerne, trækker gardinerne for og slukker lyset. Amors slot ligger øde hen i den tiltagende skumring.