De tavse forfædre. Et stort projekt

Et stort projekt

Hvorfor er du ensom blandt forfædrene?

Fordi de er tavse ligesom universet.

På samme måde som Michelangelos slaver er indlejret i det uforarbejdede marmor, er forfædrene indlejret i den stilhed, som altid får det sidste ord.

Det er, som om de står på bunden af et sort hul og taler til os, men ingen af deres ord undslipper begivenhedshorisonten.

For at få dem i tale må vi stige ned i vores indre drømmeskakt, men hvor er grænsen mellem drøm og digt i dette tågelandskab?

Første akt. Første scene.

En mand træder ud af tågen.

”Det er et stort projekt at elske K.,” siger han. ”Jeg taler af bitter erfaring. Jeg er hendes faders ånd.”

Jeg nikker, selv om jeg er stødt over denne indirekte kritik af K.

Vi står et øjeblik side om side og kigger ud i tågen. Jeg forestiller mig ham som en gammel skægget mand, som jeg besynderligt nok er højere end, når man tager hans datters højde i betragtning.

”Men er der overhovedet nogen, som er mand for det, så er det dig med dit elskende hjerte,” siger han. ”Herfra hvor jeg står, om end min viden om de levendes rige for hvert øjeblik, der går, bliver mere og mere begrænset, kan jeg i hvert fald ikke få øje på andre oplagte kandidater.”

”Er det i øvrigt ikke besynderligt, at du gjorde din entre simultant med, at jeg gjorde min sortie? At du - om end ikke skubbede mig ud i kulissen – så dog overtog den rolle, som jeg hidtil havde spillet. I samme øjeblik, du erklærede hende din kærlighed, forværredes min tilstand. Og da I et stykke tid efter havde jeres store skænderi, hvor du sårede hende dybt i frustration over at være blevet afvist, døde jeg få dage efter. Du er K.s nye herre.”

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg er ingens herre,” siger jeg.

”Vil du da ikke have hende?” siger den gamle mand.

”Jo,” siger jeg. ”Men det skal være et ligeværdigt forhold. Hun skal ikke være bange for mig, som hun var for dig.”

”Hun er bange for dig,” siger den gamle mand.

”Ikke mere,” siger jeg. ”Hun har tilgivet mig. Hun færdes igen frit. Ja, hun flytter sig knap nok, når jeg prøver at komme uden om hende. I øvrigt var jeg lige så bange for hende som hun for mig.”

Og så videre ...