Helvedesild

Det omrejsende cirkus har efterladt store geometriske figurer af gult græs i parkens plæne. Forestillingerne er ovre. Alle klovnene har forladt byen. På nær ham, som faldt så eftertrykkeligt på halen, at han næppe magter at rejse sig igen.

Jeg afleverer min flade cykel hos cykelsmeden. Han plejer at joke med mig. Men i dag er han alvorlig og undgår øjenkontakt med mig.

Jeg sætter mig i lægens venteværelse. Sekretæren kværner iført headset bag en skranke. (Jeg er uretfærdig. Hun modtager opkald og gennemfører samtalerne overordentligt professionelt). De andre ventende patienter sidder fordybede i tanker eller læser den samme sætning i et af de fremlagte tidsskrifter om og om igen.

Da det bliver min tur, blotter jeg min overkrop for lægen, en midaldrende kvinde.

Lægen fra 1813 havde ret, siger hun. Det er helvedesild. Jeg skal blot fortsætte den tabletkur, han har ordineret. Gør det ondt? For hun kan godt udskrive noget smertestillende.

Næh, egentlig ikke, siger jeg. Jeg har ikke haft særligt store smerter. Jeg føler mig snarere deprimeret.

På grund af udslættet? spørger hun med undren i stemmen.

Jeg trækker på skuldrene.

Det har vist ikke noget med sagen at gøre, siger hun.

Jeg kan se på hendes strenge blik, at hun bestemt ikke ønsker at høre om, hvad jeg er deprimeret over. Den næste patient triller tommelfingre i venteværelset. Det er måske noget alvorligt.

Hun rejser sig op for at følge mig ud.

Man kan ikke sige, at lidelsen lever op til navnet i dette tilfælde, kan man vel? siger hun med en ironi tangerende det spydige.

Jeg trækker på skuldrene.

Rent visuelt, måske, siger jeg. Det ser da ud, som om jeg har været på fransk visit i helvede og fået en tredjegradsforbrænding.

Jeg bliver lukket ud i regnen.