All the World's a Stage

Hun er glad. Hun sidder og underholder sine kollegaer om den date, hun har været på den foregående aften. Om det er den samme fyr som i januar eller en ny, er ikke godt at vide.

”Han ...” siger hun, da jeg forsigtigt træder indenfor i lokalet.

Hun bliver forvirret. Hun søger efter ordene.

”Han ... Han ... Han ...” siger hun.

Jeg stiller mit krus og skynder mig ud af lokalet igen, så hun kan få fuldført sin sætning.

Mens jeg går og arbejder i det tilstødende lokale, hører jeg, at kollegaerne af og til ler af hendes fortælling. Hun elsker at være midtpunkt. Hun elsker at fortælle om sine store og små oplevelser. Det er der ikke noget ondt i. Tværtimod. Alligevel tænker jeg bittert: ”Kærligheden praler ikke.”

Da jeg et stykke tid efter stiller hende et fagligt spørgsmål, forsvinder al hendes glæde med ét. (Der var ikke andre at spørge. Havde der været det, havde jeg spurgt dem. Jeg ønsker ikke på nogen måde at genere hende). Mens jeg stiller spørgsmålet, ser hun lidelsesfyldt på mig. Den ene tragiske grimasse afløser den anden på hendes kønne ansigt. Jeg kommer til at tænke på de masker, som skuespillerne under opførelserne af de græske tragedier bar. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg frygter, at hun hvert øjeblik kan bryde sammen. Til sidst siger hun næppe hørligt ja.

”Er jeg så rædselsfuld?” tænker jeg lamslået.

Jeg forsøger at sætte mig i hendes sted. Hvordan ser jeg mon ud, set med hendes øjne? Er det Adolf Hitler, Hermann Göring, Jack the Ripper eller klokkeren fra Notre Dame, som står foran hende, fuld af onde hensigter eller blot vanskabt og ækel? Jeg tror ikke, at jeg vil stille hende flere spørgsmål, for jeg vil ikke gøre hende ondt. Hvordan skal det dog gå?

Da jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag, tænker jeg stadig på de forfærdelige grimasser, hun skar. Og pludselig indser jeg, at det ikke var hendes egne ansigtsudtryk, men mine. At hun ubevidst mimede mine skiftende ansigtsudtryk, mens jeg talte til hende. At jeg med andre ord så ind i et spejl. Det passer med, at flere af mine kollegaer i løbet af dagen bekymret spurgte mig om, alt stod vel til.

”Ja,” svarede jeg. Det gør man jo, ikke?

All the world's a stage.